Småt og godt #3

Iskaffe på altanen^^ Det kan godt være, at vejrmeldingerne siger, at vi kun har omkring 5 grader her i Nuuk. Men hvis solen er fremme, og der er læ på altanen, så kan man sagtens sidde og få årets første forbrænding – inkl. iskaffe a’la Madbanditten.

Sommer i Nuuk
Sommer og sol og handsker
^^ Hvis solen er fremme, men man ikke kan finde læ på altanen, er det en rigtig god ide, at iføre sig vinterjakke, hue, handsker og uldsokker. Det er dog stadig muligt at få sig en forbrænding… På den måde er vejret her i Nuuk meget skizofrent. Er det forresten ikke et pænt par handsker, jeg har på? Jo mon ikke! Vi kunne ikke finde mere end end én sort muffedisse, så hr. mand ofrede sin ene grønne handske, klippede et par huller og voila, jeg havde et par muffedisser. Det var jo meget vigtigt, at jeg kunne sidde ude og blive forbrændt og surfe på samme tid…

Yndlingstunnelen
^^ Jeg er vild med tunnelen i Nuuk. Det er godt nok yderst svært at trække vejret, når man går igennem den (man huskede ikke, at lave udluftning, da man sprængte en vej igennem klippen. Ligesom man heller ikke huskede noget om sikkerhed for fodgængere). Men nevermind, for den er så fin, og jeg forestiller mig altid, at jeg er landet på Mars eller en lignende planet, og pludselig har hovedrollen i en sci-fi film! Hvilket også altid betyder, at jeg speeder min gåhastighed gevaldigt op (lidt a’la hastigheden for kapgang ved OL), for tunnelen ligner godt nok aller mest, at en stor, fed sandorm, har ædt sig en vej igennem.

Rubiner rubiner rubiner
^^ Jeg fik de her sten med rubiner, som er samlet ved Aappaluttoq, af min sødeste kollega – og han er altså ikke den sødeste, bare fordi han giver mig rubiner. Selvom det selvføgelig giver ekstra point. Det er ham, der har lært mig de fleste grønlandske gloser (inkl. bandeord), og han siger altid “pikkori” (dygtig) og kalder mig “Carinanuag” (søde Carina), og vi griner højlydt sammen hver evig eneste dag. Manden bliver snart 70 år, men han er stadig den sejeste. Det er ham, der skovler sne hver dag hele vinterperioden. Og han kan bære et rensdyr 50 km op og ned ad fjelde. Han er min yndling. Han gav mig altså stenene, jeg susede ned til en guldsmed og fik dem lavet til ørestikker, uden han vidste noget. Da jeg viste ham dem, var han ved at græde af glæde, og så var jeg ved at græde af glæde, og det hele blev faktisk lidt akavet og tårevædet. Og jeg kommer sådan til at savne ham! Øreringene er mine yndlings – jeg er formodentlig rimelig partisk, og det kan godt være, at jeg ikke ville have faldet for dem, hvis historien ikke var bag. Men det er den, og jeg elsker dem.

Udsigt1
Udsigt 2
Udsigt 3
^^ Tre dage, tre forskellige udsigter. Åh, hvor kan jeg bare slet ikke klare tanken om forlade det her, til fordel for en udsigt af vores naboers stue! Jeg bliver nødt til at messe til mig selv: “Husk på, at du kan få sushi. Du kan få sushi. Og der findes mere end én sal i biografen, så du behøver ikke se hvad som helst, hvis du gerne vil i biffen.” (Yes, hr. mand og jeg har lige set “The Mummy”. Lad vær med det, er mit bedste råd). Men lige nu og her, er flere biografsale og sushi bare ikke helt nok. Lige nu og her har jeg slet ikke lyst til at komme tilbage til DK. Lige nu og her vil jeg bare hage mig fast til altanen her i Nuuk, og blive her for evigt.

Hvalsafari uden hvaler
^^ …jeg vil gerne blive her for evigt, selvom temperaturen kun siger 7 grader i sommerperioden, og at hvaler i virkeligheden er nogle elendige dyr, der aldrig gider at dukke op, når jeg er taget på hvalsafari. Jeg fucking elsker Grønland. Og nu græder jeg. For i dag flyver vi hjem, og det kan min hjerne og mit hjerte ikke helt finde ud af.

Hvad er Darth Vader værd?

Darthi med dollartegn
Jeg er flere gange blevet spurgt, hvad Darth Vader egentlig er værd. Umiddelbart vil jeg sige 1.000.000 kr. Men flere har ytret, at det virker en anelse urealistisk. Så jeg har sat mig for, at lave en helt præcis udregning. Og det her er hvad jeg kom frem til:

Ved at tage tid på min broderifart, imens jeg sad og så Ringenes Herre, fandt jeg ud af, at jeg broderer 49 sting på 12 minutter og 58 sekunder. Det runder jeg uden problemer op til 50 sting på 13 minutter. For at finde ud af hvor mange sekunder dét er, ganger jeg de 13 minutter med 60 = 780 sekunder. Jeg dividerer de 780 sekunder med 50 sting, for at finde hastigheden pr. sting = 15,6 sekunder (når man skriver det sådan, så lyder jeg jo faktisk som broderiernes Usain Bolt). Darthi (som han bliver kaldt af venner) indeholder 17.943 sting (!!!) Det antal ganger vi da lige med 15,6 = 279.910,80, hvilket er det antal sekunder jeg har brugt alt i alt (og vupti, så lyder jeg mere som broderiernes svar på et dovendyr). Det dividerer vi lige med 60 for at få antal minutter = 4.665,18. Oooog dividerer endnu engang med 60, for at få antal timer = 77,75. For en god ordens skyld divderer vi dét med 24 = 3,24 døgn. ALTSÅ, har jeg brugt 3 døgn og 6 timer på at brodere Darthi.

Iflg. 3F’s ovenskomst for tekstil- og beklædningsbranchen, så er lønnen for en tekstilarbejder uden tillæg 125,35 kr. i timen. Jeg har jo brugt sådan cirka 78 timer på mit fantastiske arbejde, hvilket betyder, at det ville koste 9.775 kr. i lønsum. Dog er jeg offentligt ansat, og enhver ved jo, at man som offentligt ansat får betalt sine frokostpauser, kaffepauser, snakkepauser, alle slags pauser – på papiret er det måske kun 29 minutter om dagen, men i virkeligheden nok nærmere 3 timer. På en uge har jeg altså brugt 15 timer på pauser ud af de 37 timer jeg er på arbejde. Det vil sige at jeg for hver uges arbejde faktisk skal lægge 15 timer oveni. 78 timer svarer til 2,11 ugers arbejde. Det antal ganges med 15 = 31,62 timer, som altså lægges oveni de 78 timer. Det bliver ca. 110 timer, hvilket betyder, at lønsummen er steget til 13.789 kr.

Men nu vil jeg jo ikke mene, at jeg er en vårhare indenfor håndarbejde. Jeg havde jo i forvejen lavet et par mindre (meget mindre) broderier. Og syet en mulepose. Ergo vil jeg helt bestemt mene, at jeg gør mig gældende til at modtage tillæg. Et personligt tillæg på 20.000 i mdr. bør da ikke være helt urealistisk. Det betyder, at jeg yderligere får 5.000 kr. i ugen. 110 timer svarer til 2,97 uger, og lønnen bliver derfor 14.865 kr. dyre.

Nu er vi altså oppe på en løn der hedder: 13.789 + 14.865 = 28.654 kr.

Materialerne jeg har brugt, er selvfølgelig det bedste af det bedste som Nuuk kunne levere. Det vil sige broderigarn af mærket DMC. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har styr på præcis hvor mange styks jeg har brugt – men et godt bud vil være 10 stk af de sorte, 5 stk. af de forskellige grå, 3 stk. af de hvide og 1 stk. af den grønblå. Alt i alt 19 stk. broderigarntotter á 12 kr. stk = 228 kr. Derudover købte jeg 1 meter broderistof til 110 kr., 1 pakke med broderinåle til 13 kr. og rammen har kostet intet mindre end 160 kr. Materialer løber altså op i svimlende 511 kr.

Kunstværket er nu oppe i en pris på 29.165 kr. Men det stopper selvfølgelig ikke her.

Den sidste og vigtigste pris er selvfølgelig affektionsprisen. Man plejer at påstå, at affektionsprisen ikke kan fastsættes. Men det har jeg ingen problemer med. Faktisk er affektionsprisen præcis 970.835 kr.

Hvilket giver os den helt præcise pris: 29.165 + 970.835 = 1.000.000 kr.

Jeg mente det jo nok!

Fernisering

Efter 2 års hårdt arbejde (eller, i hvert fald langstrakt), var det på tide at afsløre mesterværket. Jeg inviterede derfor til fernisering i Nuuk.
Invitation

Da jeg i sommeren 2014 begyndte at brodere, vidste jeg ikke, hvor langt det skulle få mig. Men efter at have broderet både Sid og Chewbacca indså jeg, at jeg kunne så meget mere. Jeg gik derfor ind på Etsy og søgte på “vewy awsome cross stitch” (eller noget lignende), og fandt hurtigt mit mål i livet

Da gæsterne ringede på, var alt gjort klar – snacksene stod klar på bordet og mesterværket var blevet gemt; klar til den store afsløring.
Snacks
Mesterværket gemt

Jeg skulle lige have et glas bobler til at styre nerverne, men derefter var jeg også klar. Klar til afsløringen!… TADAAAAA:
AFSLØRINGENDARTH VADER!

Sikke dog et vidunder. Sikke et mesterværk. Og sikke et håndværk. Sådan ca. i samme skala som Bayeux-tæppet (det tog i hvert fald næsten lige så lang tid at lave…).
Darth Vader
Close up af Darthi

Over and out.

Cweative Cawina #2 Broderimesteren

Nu er vi altså allerede i gang med anden episode af denne serie. Det er jo næsten en rekord.

For 2 år siden fik jeg en ny hobby: broderi. Det er ikke ligefrem noget jeg har pralet med (jo lidt). Og nogen gange har jeg syntes det var så frygtelig pinligt, at finde mit broderitøj frem, hvis jeg f.eks. var ude at flyve, køre tog, eller noget andet kedeligt i offentligheden. Fordi ærlig talt, det er jo om noget et gammelkonetegn. Men jeg har alligevel holdt ved, for det kræver faktisk kun to ting: 1) at jeg kan tælle og 2) at jeg har nål, tråd og stof.

Jeg kan endda, selvom jeg normalt er uduelig til multitasking, høre lydbog imens jeg brodere, eller snakke imens jeg brodere (dog ikke om alt for alvorlige emner – helst bare vejret), og jeg kan holde øje med at hr. mand laver mad imens jeg brodere.

Og hvad har jeg så broderet de sidste to år, spørger du måske (et forståeligt spørgsmål, det her er jo dødspændende!). Lad mig introducere Sid, en halv aubergine, Chewbacca, Yoda og en overraskelse.

Sid som broderi
^^ Sid fra Ice Age! En fantastisk gave til en veninde, som af uransagelige årsager en enkelt gang lignede Sid på et fotografi. Jeg er aldrig kommet mig over det grineflip jeg fik, da jeg så billedet. Og det tror jeg egentlig heller ikke hun er… Så som den støttende veninde jeg er, lavede jeg en gave til hende. #venindegoals

En aubergine...
^^ Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg startede på at lave en halv aubergine, der ligner alt andet end en halv aubergine. For at være lidt rar ved den person, der af uforståelige årsager har designet den, skal det siges, at jeg faktisk ikke er færdig. Jeg opgav, da jeg indså, at jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge en aubergine til.

Chewie som broderi

Yoda som broderi
^^ Chewbacca og Yoda er faktisk også gaver. Ja, for hvem vil ikke gerne have broderier i gave, jeg spørger bare. Gavemodtagerne har allerede Darth Vader, Han Solo og Leia hængende som meget flotte malerier (altså, ikke nogen jeg har lavet – selvom misforståelsen ligger lige for). Men jeg kunne jo med det samme se, at de da manglede Chewbacca. De blev meget overraskede og vidst nok også glade. Chewie stod i hvert fald fremme på en æresplads i nogle dage. Yoda har de faktisk ikke modtaget endnu. Den får de om præcis 11 dage i “vi seeees”-gave, når vi skal sige farvel til dem og flyver tilbage til Danmark. Sådan en betænksom veninde og nabo er jeg.

Gæt hvem
^^ Og her er overraskelsen så. Kan I gætte hvem det er? Ja, jeg har jo lidt et tema kørende, det vil jeg godt indrømme. Jeg har netop holdt fernisering, hvilket jeg snart vil skrive om. For ovenstående var et længevarende projekt, og det var derfor på sin plads at lave en afsløring inkl. pindemadder og bobler. Det var en stor succes!

Sikke en cliffhanger.

 

Vi flytter tilbage til Danmark

(Mine følelser illustreret af t-rex’er. Ja, jeg bør muligvis holde mig fra Paint. Men jeg er underligt tilfreds med egne evner som illustrator!)

Efter 2 år i Grønland er vi så småt ved at være på vej tilbage til Danmark. Vi flytter faktisk om mindre end en måned.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til familien, vennerne i Danmark, og jeg glæder mig i særdeleshed til sushi! Og til at se træer. Det bliver også helt rart ikke længere at være ca. 1 meter højere end 95% af indbyggerne i det land jeg bor i. Men jeg jeg glæder mig måske ikke så meget til at skifte vores udsigt af Malene Bugten ud, med en udsigt af vores naboers stuer. Jeg bliver helt panisk ved tanken om myldretiden i København. Og jeg får lidt en knude i hjertet, over at skulle sige farvel til den her fantastiske natur og de aller rareste mennesker. Og hvem skal jeg nu snakke perverst grønlandsk til?!

Jeg kommer helt sikkert til at græde. Af glæde og af sorg.

Men heldigvis har jeg en masse at fordrive min sommer med, som forhåbentlig kan skubbe det sørgelig i baggrunden. Så snart hr. mand og jeg lander, og vi har indtaget vores lejlighed på Østerbro, så starter Copenhell. Derefter bliver min yngste lillesøster uddannet sygeplejerske. Og min mor har fået den afsindige ide, at cykle til Paris, hvor vi har planer om at stå og klappe hende ind på Champs Elysees. Mine forældre har endda lovet at tage med i Disneyland, selvom de ikke ligefrem er voldsomt entusiastisk. Den 28. juli vil jeg angstsvedende tjekke om jeg er kommet ind på sygeplejerskeuddannelsen. Min storebror skal giftes. Vi skal nyde den danske sommer – og forhåbentligt kommer der et stort tordenvejr. Vi skal i Djurs Sommerland, for de har lige fået en vild rutschebane. Og så skal vi se alle vores venner, og være ulideligt meget sammen med vores familier.

Jeg tror på, at det bliver en ualmindelig dejlig sommer. Men holy moly, jeg kommer til at savne Grønland!

Nordlyssafari

Nordlys, ja tak! Hr. mand og jeg har været på nordlyssafari. Jeg er som altid en sløvpadde, og jeg er derfor selvfølgelig ca. 2 måneder forsinket med det her indlæg. Men så kan man glæde sig til næste sæson for nordlys, der starter om kun 4-5 måneder. Egentlig er der jo nordlys hele året rundt, men når solen aldrig rigtig går ned, er det altså lidt svære at se – ikke umuligt, det er bare lidt mere gennemsigtigt og lidt mindre wauv.

Nordlyssafarien var en del af vores første 5 års bryllupsdag (ja, vi har altså tre bryllupsdage om året, for sådan nogle typer er vi), hr. mand havde nemlig lavet mig det fineste gavekort: Gavekort, første 5års bryllupsdag

Og selvom jeg er overbevist om, at guderne holder med os, og selvfølgelig ville skænke nordlys til os på vores bryllupsdag, så holdt vi altså alligevel øje med “Aurora Forecast” på Space Weather Prediction Centes hjemmeside. Hvilket helt sikkert kan anbefales. En veninde og jeg lærte i hvert fald, at hvis SWPC påstår, at der kun er 3% chance for at se nordlys, så er der sådan ca. en utrolig stor risiko for, at man sidder og drikker sin medbragte kaffe i bælgragende mørke, imens man pludselig bliver i tvivl om, den der lyd mon ikke er en isbjørn, der kommer for at æde os og drikke vores kaffe. Så den risiko tog jeg altså ikke igen, og indtil videre har SWPCs forecast aldrig slået fejl.

Forecast så perfekt ud, så hr. mand og jeg pakkede tæpper, kaffe og kamera. Vi iførte os 5 lag tøj, tog de største handsker på som vi ejer (og de er store!) og gik ud i kulden. Vi bor “uden for” Nuuk i noget der hedder Qinngorput. Jeg har altid synes, at det virker lidt dumt, at sige, at vi bor uden for Nuuk, eftersom der kun er ca. 6 km ind til centrum… overraskende mange synes, at det er “så langt fra alt ting”. Men én ting det i hvert fald ikke er langt fra, er naturen! Den mere eller mindre uspolerede natur ligger nogle hundrede meter fra vores lejlighed. Hvis vi går lidt længere, kan vi end ikke se lejlighederne længere, men kan kun se lyset fra byen på den anden side af Malene Bugten. Så ca. 5 minutters gang giver os adgang til total mørke, hvilket betyder adgang til det mest blændende nordlys!
Nordlys over Store Malene

Nordlys over Malene Bugten
Vi var så utrolig heldige. Der var nordlys alle vegne, det var helt og aldeles magisk og fantastisk. Jeg kan huske første gang jeg så nordlys, dér blev jeg en anelse skuffet. Altså, er jeg den eneste, der kun har set billeder af nordlys, og tænkt, at det må være sådan det ser ud? Jeg har da aldrig fattet, at der er noget, der hedder lukketid og eksponering på kameraer, og at farverne altså ikke er så tydelige i virkeligheden. Men denne gang var jeg alt andet end skuffet. Jeg græd muligvis også en smule af glæde og får helt kuldegysninger af at tænke tilbage. Himlen var fuldstændig dækket af nordlys, der hoppede, dansede og skiftede form i én uendelighed – vi har slet ikke kunne fange det på billederne (øh, tydeligvis ikke…).

Hr. mand stod for at tage billederne, jeg stod for at rulle tæpperne ud og skænke os kaffe. På trods af alle vores lag tøj, og al vores kaffe, så gik der ikke længe før vi småløb hjem, med hvad der føltes som kuldeskader i hænderne og i benene. Men vi har hverken mistet ben eller fingre, så det var bestemt det værd!

Nordlys og en sortklædt skikkelseDet urolig skarpe billede ovenover, viser tydeligt hvordan mit ben var ved at falde af af kulde!

Småt og godt #2

– den tudsegamle version. Jeg har nemlig fundet lidt billeder fra det sidste års tid eller halvandet, som jeg ikke kan nænne at slette.

Michelinmanden Michellin-manden til højre er mig. JA! Jeg er flad af grin, og det her er muligvis mit yndlingsbillede, for jeg ser jo helt absurd ud. Men hallå, når man skal ud at køre hundeslæde i minus 20 grader med en chillfactor på ca. minus 300 grader, så er man egentlig ligeglad med hvordan man ser ud (ok indrømmet, i situationen vidste jeg faktisk ikke, at jeg så cwazy ud). Man går mere op i, at man ikke fryser sine arme, ben eller torso væk. Da vi kom kørende på slæden ned ad en meget stejl bakke, nåede jeg lige at forestille mig, at jeg faldt af slæden uden nogen opdagede det (selvom det ville være fysisk umuligt, medmindre de insisterede på ikke at se det). Men jeg kunne hurtigt berolige mig selv med, at redningshelikopteren umuligt ville kunne overse mig – farven og massefylden taget i betragtning.

Metallica i Royal Arena Jeg var til Metallica-koncert i starten af februar sammen med mine søstre og hr. mand. Koncerten var fantastisk og Royal Arena var vældig god (næsten ingen kø ved hverken toiletterne eller øllene, jamen hurra!). Det var første gang med en siddeplads til en koncert, og det var lidt en underlig oplevelse. For siddepladserne sad utrolig højt oppe på en meget stejl tribune, og der var ingen redning, i tilfælde af at man snublede fordi man måske hoppede lidt for glad og højt. Så af frygt for en fald-død, så sad vi på vores røv en hel koncert igennem, og kun lige dansede lidt med skuldrene. Men udsigten var da helt ok.

Lystfisker For 1,5 år siden fangede jeg min første fisk. Jeg var absurd stolt – se selv ovenstående. Selvom den er tiny lillebitte. I hvert fald i forhold til hvad jeg sidenhen har fanget: to rødfisk på henholdsvis 5 og 6 kg og en torsk på 5 kg – på én krog! Jamen, det er ikke engang en lystfiskerhistorie, den er sand nok. Jeg har heller ikke fisket siden, eftersom det kun kan gå ned ad bakke herfra. Det bliver jo ikke større – medmindre jeg kan få en 400 år gammel grønlandshaj på krogen, og det vil jeg faktisk hellere være fri for.

Bvadr, edderkop Min søster har holdt en edderkop i sin hånd (!!!!) Egentlig overhovedet ikke hverken småt eller godt. Men det er så absurd, så det alligevel kommer med på listen.

Chokerede dyr Små børn, der tegner øjne og mund på figurer, er de sjoveste. Jeg har ikke helt gennemskuet hvorfor min nevø har besluttet, at alle dyr skal se højst chokerede og sørgmodige ud, men jeg kan ikke lade være med at grine af det.

Høje snedriver Inden vejret blev depressivt. Dengang vi stadig havde meget høje snedriver, der slet ikke var splattet sammen og snavset til. Det var en god og lykkelig tid.

Snescootertur Så glad ser man ud, når man lige har været ude at køre snescooter for første gang i sit liv. Og selv har kørt maskinen. Jeg synes selv det gik sindsygt hurtigt, og jeg havde nærmest ikke tid til at trække vejret, fordi jeg var så fokuseret. Jeg blev derfor en smule nedslået, da jeg kiggede på speedometeret og det stod på 26 km/t. Fartdjævel.

Strubesang Jeg har været til koncert med Tanya Tagaq, der synger strubesang! Og det var fandme mærkeligt. Og helt vildt fantastisk. I samtlige 60 minutter stod jeg med gåsehud på hele kroppen. De første 10 minutter skyldtes det chok, men de resterende 50 minutter var af ren betagelse. Jeg anede intet om strubesang inden jeg så Tanya, men den her optagelse fra TedTalk (af alle steder) er ret beskrivende, selvom det er uden instrumenter. Hvis du ikke gider se det hele, så spol hen til ca. 2:05, det er dér det sjove begynder.

Cweative Cawina #1 Mulepose med død T-Rex

Arhmen, jeg elsker at starte indlægsserier på den her blog! Jeg er ret uduelig til at fortsætte serierne, men der er altid potentiale og det er jo altid rart at have muligheden for at være en sej blogger.

Overskriften er, tilstået, en smule plat. Men af en eller anden uransagelig årsag, så elsker jeg at udtale engelske R’er som W i stedet. Jeg bliver altid i lidt bedre humør af at sige f.eks. “wabbits waced weally wapid” (selvom det godt nok er sjældent, at jeg bruger lige netop dén sætning) i stedet for at udtale det korrekt… Så derfor hedder den her helt nye serie altså Cweative Cawina i stedet for Creative Carina.

I denne fantastiske serie vil jeg blære mig med mine kreative skills. Som muligvis ligger på et lille sted. Men eftersom jeg jo pludselig har al tid i verden, fordi jeg er gået tilbage til en næsten-klaptelefon, så har jeg den sidste måned lavet flere kreative ting, end jeg har gjort i hele mit 31årige liv. Det har jeg selvfølgelig fotodokumenteret.

Og det aller første jeg vil blære mig med er *tadadaaaaaaa* en mulepose!

Mulepose med død t-rex

Om jeg virkelig selv har syet den og malet den og helt selv lavet den så sej? JA! Jeg er måske mere stolt end jeg bør være. Men når man aldrig har været på mere end musetrappe-niveau med kreative evner, så synes man faktisk det er vældig sejt, at både lave et mønster, klippe ud, sy og male en død t-rex på.

Hver lørdag fra kl. 0900-1200 går jeg på syskole. Læreren er hr. mand, som er uddannet skrædder, jeg er den eneste elev og skolen har huse i vores lejlighed. Dejlig bekvemt. Hr. mand var dog ved at tage modet fra mig til aller første time, da han sagde: “Det er nok en god ide, at starte med en mulepose, for det er et meget meget meget enkelt mønster” (asshole). Det viste sig selvfølgelig, at det slet ikke var så super nemt, som manden påstod. Hvilket gjorde mig lidt modløs i starten. Men da jeg havde lært selv at skifte undertråd og overtråd og tænde for symaskinen, så gik det pludselig meget lettere og det blev væsentlig sjovere.

Mulepose med død t-rex igen

Faktisk lavede jeg en prøve-mulepose først. Så faktisk har jeg lavet hele TO MULEPOSER. Jeg må dog indrømme, at jeg kun gjorde det fordi jeg blev beordret til det af hr. mand. Han insisterede på, at man laver prøver af alt man overhovedet syr. Så det gjorde jeg selvfølgelig.

Død t-rex bliver malet på

Mulepose med død t-rex prøve

Sjapvejr

Suk, jeg havde helt glemt hvor ualmindelig kedeligt vejret kan være på Grønland.

Floder i sneen

Det første snefnug faldt i starten af oktober, og det er omkring 7 måneder siden vi sidst så asfalten og jorden. Indtil nu har det været dækket af et dejligt, tykt lag sne. Men nu har der været plusgrader et par dage, og så går det ellers hurtigt ned ad bakke. Sne er jo sjovt, og meget sne er meget sjovt! Lige indtil det begynder at tø…

Sjapvejr

Smeltende kæmpesnedrive

Sjap

Nu er hele Nuuk pludselig flydt med sjappet is og vandpytter på størrelse med søer overalt. Det sørgelige sne, der er tilbage, er splattet helt sammen. Det er brunt og sort af skidt og snavs, og generelt bare i en sørgelig forfatning. Det er omtrent det mest depressive vejr, der findes.

Vandpyt på størrelse med en sø

Forhåbentlig går snesmeltningen hurtigt, uden alt for mange dage og nætter med minusgrader igen. For ellers betyder det, at Nuuk bliver lavet om til en gigadonisk skøjtebane. Hvilket er alt for upraktisk for sådan én som mig, der ikke det mindste balance i kroppen. Det er uforholdsmæssigt ydmygende at gå rundt på Bambi-ben, når man bor med ca. 10.000 grønlændere, der alle åbenbart er født med overmenneskelig balance.

Tilbage til fortiden: at overleve med en iPhone 4s

Jeg har valgt at gå tilbage til fortiden, til de gode gamle dage, inden iPhone 6’s tid. Hvor alt var lidt mere simpelt og lidt mindre forstyrrende (åh suk, i en alder af 31 og jeg lyder allerede som én på 81!).

Jeg er nok det man i psykologiske kredse vil kalde for en afhængigheds-person, altså hvis der da findes sådan et udtryk. Sagen er den, at jeg har en tendens til at blive meget glad for ting. Så glad at jeg måske går lidt for meget op i det, eller spiser lidt for meget af det, eller ser lidt for meget af det. Det er alt fra chips til youtube til “En mand der hedder Ove” til kogebøger til fløde til Instragram til hvad-som-helst. Hvis jeg f.eks. spiser chips, så spiser jeg ikke bare en håndfuld og føler mig glad og tilfreds. Overhovedet ikke! Jeg spiser omtrent 10 poser og kan umuligt stoppe, før jeg er ved at omkomme af mæthed. Og sådan var det desværre også med mit iPhone-forbrug. Jeg er vild med Snapchat, Instagram osv. osv., men jeg kunne ikke rigtig styre mit forbrug. Det hele var bare alt for spændende, og der var alt for mange mennesker jeg gerne ville følge – både folk jeg kender i virkelighedens verden, og folk jeg ikke kender. Og vupti, så var der gået flere timer hvor jeg ikke rigtig havde lavet andet, end at følge med i andres liv – men egentlig ikke rigtig levet mit eget liv (så filosofisk, I know).

Samtidig var jeg faktisk også blevet lidt stresset. Lidt stresset over, at skulle svare på beskeder, så snart de dukkede op på min telefon. At jeg altid var tilgængelig. Lidt stresset over, at mine veninder var så gode til at sende snaps, og jeg var så dårlig. Lidt stresset over små ting. Men små ting bliver jo som bekendt store, hvis der er nok af dem.

For nogle måneder siden indså jeg pludseligt, at jeg faktisk var nødt til at stoppe med alt det telefoneri (ja, det er et ord). Det er sjovt at følge venner og veninder på Snapchat, og det er sjovt at kigge på sjove og pæne billeder på Instagram og hurra for hurtig kommunikation på Messenger. Men… lidt ligesom chipsene, så kan jeg ikke finde ud af at stoppe før det bliver for meget. Før jeg har kigget det hele igennem. Men det er jo en total ustoppelig strøm af information, og man kan jo aldrig blive færdig. Der er jo altid mere man kan se og læse og finde ud af. Hvilket betyder, at min stakkels afhængighedshjerne umuligt kan finde ud af at stoppe.

Derfor har jeg altså valgt at skifte min iPhone 6 ud med min gamle iPhone 4s… (!!!) Ja, det er nok ligeså absurd som det lyder. Egentlig ville jeg gerne gå helt tilbage til en old school knaptelefon. Det eneste problem er, at jeg vil være så ærgerlig over at sige farvel til mit Storytel-abonnement – og dét kan en knaptelefon jo altså ikke klare. Men eftersom min 4s er tudsegammel i teknologiår, så føles det næsten som at have en knaptelefon igen. Den er så langsom, at jeg alligevel ikke kan bruge internettet – medmindre min superheltekraft pludselig viser sig at være tålmodighed, for så kan jeg i teorien godt bruge det. Og den kan i aller højeste grad ikke klare mere end én app.

Jeg har nu levet med min næsten-knaptelefon i en måneds tid. Og det er overraskende fantastisk at være uden. Der er selvfølgelig nogle små ting, der er blevet mere besværlige – f.eks. bliver jeg nødt til selv at kunne finde vej, i stedet for altid at få hjælp af Google Maps. Det er samtidigt ikke muligt for mig, at svare på messengerbeskeder med det samme, men skal i stedet finde min bærbare frem. Jeg savner da også en smule, at se hvad mine veninder laver på Snapchat. Men mest af alt er jeg dejligt lettet over at være foruden (det hele – ikke kun mine veninders snapchat-historier), og jeg har simpelthen fået læst så mange bøger den sidste måned. Jeg har dog også savnet det forholdsvis gode kamera, som sad i 6’eren – det er altså overhovedet ikke ligeså skarpt i 4s’eren! Og den kører alligevel så langsomt, så det reelt set er umuligt at bruge den som kamera. Derfor har jeg i stedet indkøbt et helt nyt kamera, Olympus Pen Lite E-PL7, som endda har en skærm der kan vippes, så jeg stadig kan tage selfies. Jamen hurra! Derudover er det vældig praktisk og forholdsvis lille, så jeg kan have det med mig hvorsomhelst.

Så alt i alt: det, der før forstyrrede og stressede, er long gone. Og det er simpelthen så dejligt.

Og lidt kedeligt. Men på den gode måde.