Minijuleaften.

Lige for at blive i julestemningen, vil jeg da være så venlig at fortælle om den minijuleaften, som min ældste søster havde inviteret til. Det er et genialt koncept!

Kl. 18 ringede jeg på døren hos min søster, og blev næsten glædeligt modtaget af hendes to katte. I ovnen stod den 5 kg store kalkun, Peter, og varmede sig, og på kogepladerne stod mere end to liter sovs, en spandefuld rødkål og alt for mange brune og hvide kartofler. Jeanette, min kokkeagtige søster, inviterede mig indenfor og bød på et glas Pepsi Max. Det der med, at man ikke lever for at spise, men spiser for at leve? Well, not me!

IMG_4082.JPG Imens maden stod og tog sig lidt mere sammen, fik jeg lagt mine pakker ind under juletræet. For selvfølgelig var der også et minijuletræ til minijuleaften. Det hører sig jo med. Jeanette begyndte at stille på bordet, imens jeg fik taget det obligatoriske billede sammen med juletræet og gaverne.

IMG_4084-1.JPG

Der var så meget mad!

IMG_4097.JPG Maden var klar, Jeanette og hendes kæreste var klar, jeg var klar og kattene var ligeglade, så vi sprang til bords. Kalkun, brune kartofler, rødkål, franske kartofler og SOVS! Værsgo’.

IMG_4101-0.JPG
Vi spiste så mange portioner! Vi prøvede virkelig ihærdigt at ondulere den 5 kg store kalkun og drikke alt sovsen, men da mine ribben begyndte at give sig, og jeg fik trykken for brystet, så gav jeg op. Heldigvis var jeg jo gæst, så jeg blev placeret i sofaen imens de fantastiske værter ryddede af bordet. Jeg lå lige og fik en lille skraber, og blev vækket af søster med et: “Vil du have lidt hovedbundsmassage?” JAAAAA!

Imens spiste vi selvfølgelig lidt chokolade, det er jo en nødvendighed. Det betød dog også, at det var komplet umuligt at fremtrylle nogen som helst former for dans eller sang rundt om juletræet. Ikke engang et slattent “Højt fra træets grønne top” kunne det blive til. I stedet blev Jeanettes kæreste sendt i pendulfart mellem juletræet og sofaen med pakker. Det var jo bare små, billige gaver. Alligevel bliver jeg uforholdsmæssig lykkelig af at pakke gaver op. Pris og lykke hænger ikke proportionelt sammen i min verden. Det gør derimod antallet af gaver og lykke!

Jeg fik hamstret chokolade, Syrlinger, neglefil og -børster, deo, mere slik, hovedbundsmassagedims og lidt mere slik. Lykke!

IMG_4129.JPG (det er lidt svært at se glad og lykkelig ud, når man har et par chokoladeslikkepinde som hvalrostænder…)

Iiiih, jeg er sådan kommet i julestemning, og glæder mig som en vanvittig til den rigtige juleaften. Det her var en fantastisk generalprøve!

Pakkekalender til de gamle.

Jeg var inde på Strøget i torsdags, for at købe pakkekalendergaver til mine forældre. Jeg kan ikke helt huske hvornår den tradition er startet, men det er nok 5-6 år siden. I vores familie har vi ellers aldrig fået pakkekalender, men julemanden har i stedet været forbi hver søndag i advent med en lidt større gave. Faktisk kommer julemanden stadig på besøg, hvis vi er på besøg derhjemme. Det er da helt ok, taget i betragtning at jeg er 28 år. Han er i hvert fald en meget opmærksom julemand. Men for nogle år siden, blev mine tre søskende og jeg enige om, at det da ikke kun var os, der skulle nyde godt af julemanden – vores forældre skulle da også opleve den glæde! Men de var jo lidt bagud i gaver i forhold til os, så adventsgaver kunne ikke gøre det. I stedet blev det så til en pakkekalender til hver dag – dog kun med 12 gaver til dem hver. Og det var så det jeg var inde og købe i går. Jeg elsker virkelig Tiger og Søstrene Grene på den her tid af året. Men faktisk kom jeg aldrig længere end til Tiger, de havde alt det jeg skulle bruge (og mere til, selvfølgelig). I år havde jeg faktisk lidt kvababbelser og kunne ikke helt beslutte om det skulle være pakkekalender eller kun adventsgaver. Pakkekalender er på den ene side meget sjovere, fordi der skal pakkes gaver op hver dag, og fordi det er små og åndssvage ting. Selvom det sidste jo nok ikke nødvendigvis er positivt… Så på den anden side er adventsgaver lidt mere seriøse. Men det er virkelig svært at finde halvseriøse gaver til mine forældre – de har jo alt, de gamle nisser! Derfor endte det igen i år med pakkekalender. Egentlig tror jeg også, at de synes det er meget sjovere – jeg har vel mit barnlige sinde et eller andet sted fra. I år får mor f.eks. et kagefad (som dog faktisk er på vippen til at være for seriøs og en lidt for god pakkekalendergave…) og hyggesokker. Far får f.eks. forstørrelsesglas og “Reservoir Dogs”. Der er altid en lille hygge-note med til hver gave, som forklarer hvorfor de får det, eller hvad det er, eller bare et ondt MUHAHAHAHA.

Jeg er meget entusiastisk med at pakke gaver ind, og det er yderst sjældent jeg får butiksansatte til at gøre det. Jeg elsker selv at modtage hjemmeindpakkede gaver, og derfor går jeg ud fra, at sådan har alle andre det også. Men altså, en gave er en gave, og jeg takker ikke nej til en gave i Matas-indpakning! Finere er jeg ikke. Men torsdag aften stod den så på gaveindpakning. Hr. mand købte sidste jul omtrent det grimmeste julepapir jeg nogensinde har set. Ikke grimt på den hyggelige måde, bare grimt. Heldigvis havde jeg en masse tingeltangel, der kunne pynte det op (for papiret bliver ikke smidt ud. Det skal bruges op!), og noget andet papir at skifte lidt med. Selvom gaverne vel nok er blevet lidt til den grimme side i år…

IMG_4042-2.JPG

IMG_4060-0.JPG

IMG_4075.JPG Alle gaver med grønt gavebånd er til far, og de røde er til mor. Så må de ellers helt selv bestemme hvilke gaver de pakker op hvornår. Men der er selvfølgelig kun en af dem, der må pakke en gave op om dagen. Derfor udfordrer de hinanden i “sten-saks-papir” den 1. december – vinderen må pakke sin første gave op.

Alle gaverne bliver proppet i julesækken, som hr. mand syede til formålet det første år.

IMG_4077.JPG Efter julen er veloverstået får jeg den altid tilbage med et: “Vi glæder os til næste år”. Oh yes, jul er lig med traditioner og jeg er en sucker for det!

I går var jeg til minijuleaften hos min søster i Aarhus. Det er fandme den perfekte start på en fantastisk weekend!

Det altid svære valg: malerarbejde eller wedding planner?

Ak, hvor tiden flyver af sted. Hvilket er vældig rart, for jeg plejer ellers at lide af decideret sløvsind fra november til marts. Dog med pause i hele december. I marts har jeg fødselsdag, og det er ligesom om, at alt det kedelige forsvinder, når jeg får gaver og lagkager og får sunget dårlige udgaver af fødselsdagssange (der er bestemt ingen i min familie, der synger godt. Så det er altid en oplevelse!). Men i år har jeg slet ikke tid til at være alt for splattet. Det er sgu da en helt god deal.

I dag skal jeg hjem til en veninde og hendes meget lille baby (ok, babyen er 10 mdr, så hun har været mindre, men hun er altså stadig lille, bitte i forhold til mig). Hun (altså ikke babyen, men veninden!) skrev nemlig til mig i weekenden: “Jeg har brug for hjælp af bryllupseksperten.” Eksperten her er altså mig! Og hvis man sådan fedter for mig, og samtidig byder på kaffe og kage, så er jeg game! Jeg ved ikke om I kan huske, at jeg jo faktisk startede på nedrivning af tapet og et frygteligt malerarbejde, fordi hr. mand ikke synes det var på tide med et 4. bryllup? Nåh, men det skrev jeg lidt om her. Jeg har så fundet ud af, at det er væsentligt sjovere at arrangere bryllupper, end det er at renovere lejlighed. Det har så også betydet, at det der med at male stuen og gangen trækker liiiidt i langdrag, for min effektivitet hænger proportionelt sammen med min entusiasme. I øjeblikket er min entusiasme mht. lejlighedsprojektet på -10 på en skala fra 0 til 100. Så det ser lidt sort ud (undskyld hr. mand, jeg skulle have lyttet til dig…). Men altså, da jeg så indså hvor frygtelig min situation var – jeg kunne ikke arrangere mig eget bryllup, eftersom jeg havde lavet en tåbelig deal med hr. mand, at lejligheden ligesom skulle laves – begyndte jeg at punke min søster. Hun er forlovet og har nu været det i OVER ET ÅR! OMG, godt hun ikke er søster med Emma Gad, siger jeg bare. Så var hun blevet tvangsgift a long time ago. Men dér øjnede jeg chancen for at lege wedding planer. Desværre er søster og næsten-svoger begge på SU. Men endnu værre er, så gider de ikke have mig som wedding planer. Det sætter jo lidt en kæp i hjulet. Jeg føler mig lidt som Monica i Venner… Hvilket er unfair, for jeg er ikke bossy (ikke nær så meget, i hvert fald!), og jeg går slet ikke efter vilde, dyre ting som isskulpture. Men jeg vil godt indrømme, at jeg kommer med mange ideer. Måske er der lidt et overload af informationer og ideer… Det har jeg tænkt meget over. Jeg har desværre også haft tid til at tænke over det, for malerarbejde kræver ikke meget hjerneaktivitet, og eftersom jeg ikke havde et bryllup at planlægge for nogen andre (det var jo ikke en deal med hr. mand – jeg måtte bare ikke planlægge mit eget. Muhahaha, jeg er genial og snu), så var der jo desværre ikke så meget andet at gøre, end male de åndssvage vægge.

Og det er her jeg kommer tilbage til sms’en fra veninden. For hurraaaaa, ikke nok med at hun fedter for mig, så betyder det bryllupsplanlægning frem for renovering af lejlighed. Jeg er svært glad og tilfreds!

Jeg har ikke lige nogen billeder, der matcher indlægget. I stedet får I et billede af en af mine lækre mænd – selvfølgelig inkl. julepynt. Værsgo’!

IMG_4024.JPG

BogForum: crush på Jussi, Jane og Rene.

Jeg var til BogForum søndag. Og det var sjovt og spændende, men også alt for larmende og masende. Min lille, bitte veninde og jeg var ude i Bella Centret kl. lidt over 10, og det var helt perfekt: mange mennesker, men ikke proppet, der var plads ved de forskellige stande, og lydniveauet var helt fint. Men allerede kl. 12 var idyllen forsvundet. Jeg har aldrig set så mange mennesker med små trolleys samlet ét sted udenfor Københavns Lufthavn! I starten troede jeg, at det var fordi folk var kommet langvejs, og skulle overnatte på Bella Sky… men jeg blev klogere, da jeg så en hel gruppe hamstre bøger, som gjaldt det deres liv. Derudover synes jeg der var alt for meget larm. Ikke fordi os, der havde købt billet, gik rundt og råbte til hinanden. Men fordi der var omkring 30 forskellige scener, der alle skulle have gigadoniske højtalere til at stå og vende ud ad mod de lyttende – om man så var frivillig eller ufrivillig lyttende. F.eks. kunne jeg slet ikke høre hvad forfatterne på People’sPress’ scene sagde, fordi der lige bagved var en endnu højere højtaler fra en anden lille scene. Jeg kunne altså se Sara Blædel snakke, men mundbevægelserne passede ikke til det emne om cykling, hun åbenbart snakkede om… med Dennis Ritters stemme! Jeg vil godt indrømme, at jeg heller ikke har den bedste hørelse. Jeg er vidst kommet til at glemme høreværn et par gange på arbejde, hvor jeg ikke burde have glemt det. Men ærlig talt, halvdelen af de besøgende på messen havde altså hvidt hår, og jeg må derfor formode, at jeg ikke var den eneste med dårlig hørelse til stede på messen den dag. Jeg synes det skabte en alt for kedelig og irriteret stemning – i hvert fald inde i mig! Jeg blev vældig irriteret. Og lidt out of spirit, det må jeg nok indrømme.
Udover larmen, så synes jeg også, at der endte med at være lidt for mange mennesker. Jeg følte mig lidt mast til tider. Men de to ting, er umiddelbart også de eneste negative punkter jeg har omkring selve messen. Der er dog én anden ting, jeg gerne vil fremhæve negativt…

…deres postevand – vel at mærke en halvliters karton fyldt til randen med helt almindeligt postevand til den nette sum af 25kr. SAY WHAT? Jeg er helt med på, at kildevand er en komplet overflødig belastning for miljøet, og lad os da gøre noget ved det. Men det her er ikke løsningen, Bella! Jeg vil ikke betale 25kr for en halv liter postevand – heller ikke selvom den er hentet på Fyn! Faktisk slet ikke når den er hentet på Fyn. Jeg vil faktisk langt hellere betale en 5’er og så gå hen og fylde vand i min drikkedunk/kop/direkte ned i maven, ved en dertil egnet “håndvask”.
IMG_1312-16
Ok… det er et seriøst dårlig photoshop’et billede (eller det er vel egentlig anti-photoshop’et?). Men altså, jeg ville have taget et billede, hvor jeg så ond og sur ud. Men jeg kunne ikke rigtig holde masken, og så lidt for glad ud, og slet ikke nok utilfreds ud. Det fungerer jo ikke, når jeg prøver at fortælle hvor elendigt jeg synes postvand til 25kr. er. Så jeg prøvede at lege i et redigeringsprogram. Det ser helt latterligt ud. Hvad der er mere latterligt, er at jeg lige har brugt 1 time på at sidde og tegne onde øjenbryn på mig selv…

Men altså, jeg var jo faktisk på BogForum, så det var nok derfor, jeg ikke kunne stå og se skide sur ud og få fotodokumenteret det. Og selvom BogForum ikke var perfekt var det alligevel ret så fantastisk!

Jeg var alt for overvældet til at tage en masse billeder, men heldigvis havde jeg miniveninden med, der fik dokumenteret at jeg faktisk var af sted. Jeg mødte Jussi, og han er da en vældig pæn, gammel mænd. Og rar. Da jeg sagde nej tak til et opstillet billede, sagde han: “Du er da ellers utrolig smuk – lad os få taget et opstillet billede sammen”… måske husker jeg det forkert, måske var det nærmere: “Du er da ellers et ok eksemplar, vi kan godt få taget et opstillet billede. Hvis du insisterer”, og det er da næsten også et kompliment. Btw så sagde jeg ikke nej tak til et opstillet billede fordi jeg ikke er fan af ham – men fordi jeg jo bliver alt for star struck, og så vil det helt sikkert ende med, at jeg kneb ham i røven, svedte på ham, eller et noget andet upassende.
IMG_3982-1

Jeg fik også set Jane Faerber, og ih hvor synes jeg hun er dygtig og sød. Og sikke brune ben! Hendes børn og mand sad lige foran mig, og jeg kunne ikke lade vær med at stirre lidt engang imellem. Men mest stirrede jeg på Jane. Hun er altså ret klog, og jeg er begejstret for hendes bøger og blog. Den 5. januar udkommer hendes nye bog “LCHF året rundt”, og dét glæder jeg mig til! Faktisk kan jeg godt finde på at troppe op til receptionen. Som den stalker jeg er! Måske skal det lige for en god ordens skyld nævnes, at jeg altså ikke har tænkt at crashe hendes fest – men det er faktisk noget hun på sin blog, har inviteret alle med til.
IMG_1310

Den sidste berømthed jeg nåede at have næsten-nærkontakt med, var Rene Toft Simonsen. Jeg havde læst et interview med hende i Politiken, et par dage tidligere, hvor hun fortalte at hun elsker at blive kløet på ryggen. Dét er et ret godt personlighedstræk, synes jeg. Og derudover snakker hun aarhusiansk, hvilket jeg er ret vild med. Så jeg havde besluttet, at hende ville jeg gerne møde/se/høre. Der var dog alt for mange mennesker, da hun sad og hyggesnakkede i Bogcafeen, men jeg fangede hende til bogsigneringen. Det er virkelig lang tid siden jeg har læst en biografi, så det er ved at være på tide (øh, faktisk læste jeg en biografi til Read-a-Thon, så SÅ lang tid siden er det måske heller ikke…)! Da jeg stod i køen blev jeg mere og mere nervøs, selvfølgelig, især fordi min tåbelige veninde absolut ville have et billede af mig og hende. “Hallo lille dame, jeg vil ikke have taget billeder med en fotomodel! Og slet ikke når hun er 20 år ældre end mig, men alligevel ligner en, der er yngre end mig!”, men det skulle jeg. Her er resultatet:
IMG_3981-1
Ha, det er så formodentlig det eneste dårlige billede der nogensinde er taget af Rene. Det et jeg svært tilfreds med.

Kl. var nu ca. 14, og jeg orkede ikke flere mennesker og mere larm. Så faktisk tog vi hjem. Mit første BogForum varede ikke mere end 4 timer. Og jeg nåede aldrig at stalke Maren. Men alligevel var jeg ret så glad og tilfreds da jeg kom hjem. Jeg kan lige forestille mig hvor glad og tilfreds jeg så vil være næste år, hvor jeg ved hvad “det indebærer”, og husker at tage mine høreværn med lydfilter med i tasken.

Maren har gjort mit liv sjovere. I hvert fald for en aften.

Og så gik der lige to uger uden en lyd fra mig. Men jeg har haft umenneskeligt travlt. Jeg skal nok lade vær med at inddrage jer i detaljerne, for det er jo faktisk aldrig særlig spændende at høre på andres stressende tilværelse. I stedet vil jeg fortælle om en særdeles sjov oplevelse jeg havde i forgårs. Jeg tog nemlig hr. mand under armen, og tog ind til Politikens Boghal kl. 1900, for at se Maren livetegne og selvfølgelig se en nøgen mand spille ukulele. Hold. Nu. Kæft. Det var så sjovt! Vi havde fået en aldeles god plads helt oppe foran (hvorfor er det egentlig at folk aldrig sætter sig forrest? Vi kom 5 min. inden det begyndte, og der var helt proppet. Undtagen helt forrest. Fint for os!) så vi havde ret godt udsyn. Især da den nøgne tysker trådte ind på scenen. Han var faktisk vældig god til at spille ukulele, selvom jeg må indrømme, at det bestemt ikke var det jeg fokuserede på i starten… Og han kunne sgu også spille xylofon og tværfløjte!

IMG_3936.JPG

IMG_3938.JPG

IMG_3946.JPG Skiltet stod desværre og tog en del af den gode udsigt, so to speak.

Maren var så sjov, at jeg var i et vældig godt og lykkeligt humør resten af aftenen. Det er altså utrolig, hvor meget to hårstrå og et par prikker som øjne, kan fortælle af sjove historier. Derudover blev der serveret dåseøl, så det var faktisk det helt perfekte arrangement.

IMG_3950.JPG (Ja, det er den gode Jussi, der står i papform og kigger med). Hun tegnede i ca. en halv time, og jeg fatter ikke hvorfor hun ikke fik krampe. Hun tegnede på livet løs, og samtidig havde hun altså en noget crazy måde at holde på tuschen (ikke at jeg har forstand på – men det lignede i hvert fald ikke den måde min dansklærer i 4. klasse, prøvede at lære os at holde på en blyant…) Jeg får krampe bare af at skrive et postkort, så jeg synes hun er vældig sej.

IMG_3940.JPG

Men efterfølgende kunne man så købe hendes nye bog “Den lyse side”, og ikke mindst få en lille hilsen og doodle. Og det var så her aftenen gik fra at være fantastisk til en smule nederen. Jeg skyndte mig selvfølgelig op og købe en bog, og løb ned i køen. Der stod jeg så og blev en anelse nervøs. Og så endnu mere nervøs. Jeg skulle jo møde Maren (der er en grund til, at jeg aldrig har deltaget i meet ‘n’ greet konkurrencer!)! Så da jeg endelig nåede Maren, lignede jeg lidt et tomatrødt espeløv, og samtalen forløb ca. sådan her:
Mig: “MAREN DET VAR PISSE SJOVT!” (Når jeg bliver nervøs har jeg en tendens til at snakke lige lovlig højt…)
Maren: “Tak” – og så et eller andet jeg ikke hørte.
Mig: “Haha, den nøgne mand var sjov og det var næsten ikke akavet”.
Maren: “Nej, jeg synes også det var sjovt, og det passede på en eller anden måde også ind” imens hun smilte og så vældig rar ud.
Mig: “NEJ DET PASSEDE SLET IKKE IND… Men det var altså sjovt alligevel…”
Maren: “…”
Mig: “…” Awkward moment.
Maren: “Hvem skal jeg skrive til?…”

Og jeg ville så gerne have fået tegnet en pik og en rygende Maren, men det kunne jeg slet ikke få mig selv til at bede om. Så i stedet fik jeg en sovende Maren…

IMG_3954.JPG Den er da også vældig fin og nuttet. Men ikke helt det samme som pik og rygende Maren, vel? Men jeg har ikke mistet håbet, for jeg har nemlig billet til Bogforum på søndag, og der har jeg tænkt mig at stalke stakkels Maren. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør nærme mig hende, og forlange en pik+rygende Maren. Men jeg har i hvert fald tænkt mig at stirre lidt mere på hende, og få lidt flere grineanfald.

Jeg kan btw anbefale “Den lyse side”! Faktisk rigtig meget.

I aften skal jeg ud og opføre mig ung og drikke juleøl, lørdag skal jeg have tømmermænd, og søndag skal jeg som sagt til Bogforum og stalke Maren. Det bliver en fantastisk weekend!

P.S. Jeg vil egentlig gerne uddele endnu et cirkelspark. Dog ikke til en kabeltyv denne gang, men til en doodletyv. Maren havde jo tegnet omkring 50 sjove tegninger, og man måtte godt kigge bunken igennem og tage sin yndling. Men dumme doodletyv, det er sgu ikke god stil at hamstre 10 doodler, når vi stadig står 50 i køen.

P.P.S. God weekend for fanden!