CWAZY NEWS!

HAPPY GAPPY
Det er jo ret sølle, at jeg har været bedre til at udgive indlæg imens jeg var på ferie og nonstop i druk, end jeg har været imens jeg har været hjemme og nonstop fedet den på sofaen. Men der er en god forklaring: jeg har nemlig været dødnervøs. Faktisk i flere uger. Og det har betydet, at jeg overhovedet ikke har haft overskud eller lyst til andet, end at se afsnit af ‘The Big Bang Theory’ og grovæde chips. Det har jeg så tilgengæld også gjort vældig godt. Men nu kan jeg endelig løfte sløret for cwazy news, og hvorfor jeg har været helt væk fra sendefladen (hvis det ikke var endt positivt, havde jeg selvfølgelig løjet og fortalt, at jeg havde haft alt for travlt med at være en perfekt husmor, eller at jeg havde brækket alle mine fingre i et faldskærmsudspring, eller noget andet cool. Men nu får I sandheden!): JEG HAR FÅET JOB PÅ GRØNLAND. Ja fandme ja. Og halleluja og hurra 😀 😀 😀 Så hr. mand og jeg bliver øboer om mindre end 2 måneder.

Et par af vores venner har været sådan lidt a’la: “Grønland? Hvad fanden vil I på Grønland??!” Vi vil sgu da nusse med isbjørne, bruge slædehunde som offentlig transport, se Nordlyset, lave sneengle hver dag, lave verdens største snemand der bliver stående for evigt, spise hvalkød, sy sælluffer, lære at sige “Jeg vil gerne bestille 2 øl, tak” på grønlandsk, køre på indlandsisen, eje en snescooter, få grønlænder-venner, opleve en snestorm, se hvaler, trekke i bjerge, lave vores egne tupilakker og så meget mere. Inkl. selvfølgelig lidt arbejde. Jeg kan slet ikke udtrykke hvor fantastisk og skide spændende det er. Jeg er meget, meget glad.

Jeg søgte stillingen allerede inden jeg tog til Thailand. Der var dog først sidste ansøgningsfrist den 7. april, tror jeg nok, så jeg gik ikke og var nervøs på ferien. Det var jeg alligevel også for fuld til. Men da jeg kom hjem og hverdagen startede igen, kunne jeg mærke de små sommerfugle i maven. Som ærlig talt hurtigt blev til gigantiske Pterosauruser. OMG. Samtalen foregik over Skype, og desværre var forbindelsen ikke skide god, men tilgengæld var jeg skide nervøs, så det var jo en dejlig kombi. Men muhahaha, jeg fik jobbet (hvilket har fået mig til at tænke på, hvilke andre tåber de ellers må have haft til samtale, siden jeg var det bedste bud. Synd for Grønland, heldigt for mig).

Jeg håber I har haft en rigtig god weekend – for det har jeg 😀 Og at de, der har været vågne hele natten, enten pga. Readathon eller druk, ligger og sover tungt og roligt nu. Nu vil jeg prøve at læse lidt blogs, måske google Grønland et par gange eller to, og drikke min kaffe med et stort smil på læberne. Det her er altså en god weekend!

Jeg er kommet hjem i mere eller mindre god stand.

Hello world, I’m back! Åh, hvor har det dog været en fantastisk ferie. Men det har været lidt hårdt at komme hjem igen… På ferien havde jeg nemlig gået og funderet over, om jeg måske var sådan lidt et supermenneske a’la Cat Crawfield – altså bare minus vampyrslagtninger, halvvampyr og Bones.. og måske også minus nogle andre essentielle ting, men ellers i bund og grund præcis ligesom hende. Jeg oplevede nemlig, at jeg næsten ikke havde nogen tømmermænd, selvom jeg indtog utrolige mængder alkohol stort set hver evig eneste dag i 10 dage. Og det er bestemt ikke sådan min verden plejer at se ud, dagen efter indtagelsen af alkohol. Derudover kunne jeg pludselig indtage mad, der var så stærkt, at det gav tårer i øjnene. Det vilde var, at jeg ikke spiste det, fordi jeg deltog i en manddomsprøve mod en masse backpackere, som ellers ville være det mest naturlige. Jeg spiste det faktisk, fordi jeg syntes det smagte godt. Jeg blev endnu mere overbevist om min supermenneskelighed, da jeg landede i Danmark igen. Jeg kom hjem, fik en dejlig modtagelse af hr. mand (der så ud til at have klaret mit fravær meget godt. Måske lidt for godt…) , gik i seng en time tidligere end normalt, og kunne endda stå op klokken alt-for-tidligt, for at cykle på arbejde. Cykelturen var endda fantastisk, og jeg havde optur og hyggede mig gevaldigt. Alt sammen noget som normalmenneske-Carina ikke ville have klaret, var jeg overbevist om.

Men så blev klokken 1200, og alt min supermenneskelighed forsvandt – med tilbagevirkende kraft, vel at mærke. Jeg kunne næsten ikke holde mine øjne åbne, jeg var simpelthen så træt. Træt helt ind til benet. Jeg kan ikke fortælle hvad jeg lavede på arbejde de sidste timer, for jeg aner det ikke – men formodentlig brugte jeg tiden på at se pisse travl ud, imens jeg bællede den ene kop værkstedskaffe efter den anden. Det var den eneste måde jeg kunne overleve på. Da jeg endelig fik fri og cyklede hjem, overvejede jeg, at lægge mig til at sove i vejkanten. Vejret var jo godt. Men jeg fandt den sidste rest af supermenneske frem i mig og kæmpede mig hjem – godt hjulpet af al den koffein, jeg havde indtaget. Da jeg kom hjem gik jeg ud som et lys.

Nu er det søndag, og jeg har brugt hele ugen på at overleve på arbejde, cykle hjem i sneglefart og er gået tidligt i seng. Hr. mand har stået for alt det praktisk – jeg har ikke engang haft overskud til at diktere aftensmaden. Det plejer jeg ellers at være vældig god til. Og når jeg siger, at jeg er gået tidligt i seng, så er det helt bogstavligt – klokken har været mellem 1900-1930 de sidste dage. Jeg ville helst være gået i seng klokken 1700, men hr. mand overbeviste mig om, at det ville være smartere at vente. Samtidig har jeg været ramt af de dersens tømmermænd, som jeg burde have oplevet på ferien. Jamen, det er rigtigt! Jeg føler jeg har tømmermændshoved og -mave. Så meget for at være supermenneske. Selvom jeg må sige, at det var vældig sjovt i de 14 dage det varede.

Nåh, men jeg har ikke nok energi til at fortælle detaljeret om min ferie. Jeg kan dog lige overskue, at vise lidt billeder. Trods alt.
1
^ Vores hjemgade i Bangkok. Vældig hyggeligt sted, der næsten ikke lugtede af mødding.
2
^ Obligatorisk tuk-tuk-billede. Med vindblæst hår.
3
^ På bar i Krabi, hvor cocktailsene var utrolig lækre og voldsomt billige. Og åh, nogle gode smøger!
4
^ På færgen fra Krabi til Koh Pih Pih (eller som en lokal restaurant stavede det: Pee Pee, haha!)
5
^ Høhø.
6
^ Vores strand på Kho Phi Phi.
7
^ Og udsigten fra vores lille bungalow.
8
^ Ung med de unge og drak alt for mange buckets.
9
^ Solskoldet.
10
^ På longtail boat-tur for at komme ud at snorkle. Ih, nogle fine fisk vi fik kigget på.
11
^ Mig på “The Brick” – et diskotek uden nogen turister overhovedet, altså bortset fra mig og mine rejsefæller. Det betød også, at jeg pludselig var lidt som en turistattraktion: bleg og over dobbelt så høj som gennemsnitshøjden for de fleste asiater.
12
^ Too many buckets!
13
^ Thai-massage iført utrolig lækker thai-tøj. Ja, jeg ved godt billedet er elendigt. Men det er det eneste bevis på, at jeg har fået massage 10 gange på 10 dage. Åh, min krop var som smør de sidste dage i Thailand.
14
^ Jeg blev opgraderet til business class på flyturen hjem fra Dubai til København. 7 timer i himlen! Jeg udnyttede det til fulde: massage i stolen hele vejen hjem, spiste og drak alt jeg fik tilbudt, og så alle de film jeg kunne nå på den store skærm.
15
^ Indtog morgenmad på business class i liggende stilling, med massage i ryggen og Wall-E på tv’et. God afslutning på en fantastisk ferie!

Det endte selvfølgelig med lidt mere end “lidt” billeder… jeg er så dårlig til at fatte mig i korthed!

Håber I har en skøn , skøn søndag! 🙂

Hvorfor man bør bo i Udkantsdanmark #1

Jeg sidder stadig i Thailand og får sol på min blegfede krop. Men derfor synes jeg da sagtens, at jeg kan starte en helt ny serie her på bloggen: ”Hvorfor man bør på i Udkantsdanmark”. Jeg er jo så voldsomt struktureret, så det skal nok ende med en lang og velskrevet serie…

Fordi det er en fornøjelse at tage bussen:

  • For at fange en bus, behøver du ikke vandre til et eller andet busstoppested. Faktisk skal du bare gå ned for enden af din grusvej (alle i Udkantsdanmark med respekt for sig selv, har selvfølgelig en grusvej), og vinke og smile til bussen når den kommer kørende, så stopper den lige foran fødderne på dig.
    1
  • Det samme gør sig selvfølgelig også gældende når du skal af bussen. Du behøver altså ikke stå af ved et busstoppested. Men så snart din grusvej er i sigte trykker du på ”Stop”-knappen, og den gode buschauffør stopper lige ved din grusvej.
  • Alle buschauffører kan finde ud af at smile og sige ”Goddag”. Faktisk kender de fleste buschauffører alle deres passagerer, så det er altid en glædelig velkomst man får, når man skal med bussen.
  • Fordi buschaufføren kender dig personligt, skal du heller ikke være bange for at falde i søvn efter en lang arbejdsdag, og ikke komme af det rigtige sted. For buschaufføren ved selvfølgelig hvor du skal af (faktisk er det der med at trykke på ”Stop”-knappen ren proforma). Så hvis du er faldet i søvn, så stopper han bussen når den kommer til din grusvej, og går ned og vækker dig, så du kan komme af.
  • Du kommer aldrig til at sidde skulder til skulder med en ostelugtende mand. For der er altid masser af plads i bussen, så hvis du ikke gider oste-manden, så finder du dig bare en anden plads.
  • Update 12-04-2015: jeg ved ikke hvordan jeg kunne glemme det! Men en anden meget vigtig detalje: hvis du bruger bussen hver morgen for at komme på job eller i skole, så behøver du ikke være bange for ikke at nå bussen – selvom du er for sent på den. Du skal bare sikre dig, at du har en lommelygte i hånden, hvis det stadig er mørkt, og så skal de søde chauffører nok stoppe og vente på dig, hvis de kan se en lommelygte komme løbende ned ad grusvejen.
  • Og der er sgu en til jeg har glemt (for dårligt!) – update 12-04-2015: Hvis du er den sidste, der skal af bussen, en mørk og sen aften, hvor der tilfældigvis både er tåge og fuldmåne – altså et sikkert tegn på varulve. Så stopper den altid smilende og venlige buschauffør selvfølgelig op, holder i tomgang for enden af din grusvej, og holder øje med, at man løber sikkert hjem. Når man er kommet godt nok hjem blinker man lige et par gange med lommelygten, og så er den i vinkel (hvad buschaufføren ville have gjort, hvis jeg var blevet spist af en varulv, ved jeg ikke. Forhåbentlig kørt utrolig hurtigt hjem, eller kørt den ned).
    2

Denne serie bunder i personlige erfaringer og oplevelser. True story.

Ny hobby – ny alder.

Jeg er forhåbentlig i øjeblikket på Phi Phi, hvor jeg agerer strandet hval. Men I skal da ikke sidde dér og kede jer I jeres påskeferie helt uden mig. Så jeg har været voldsom god, og forprogrammeret nogle indlæg. You’re welcome.

For en lille måned siden blev jeg 29. Troede jeg. I stedet har det vist sig, at jeg faktisk er 89 år. For sig goddag til min nye hobby: at brodere.
1-1
Jeg ved ikke hvordan det er endt sådan her. Men det kommer åbenbart med alderen. Om et år begynder jeg sikkert at male porcelæn og spille bridge. Hjælper det, hvis jeg fortæller, at det ikke var min egen ide, men en venindes? Måske lige indtil jeg bliver nødt til at indrømme, at vi nu faktisk har en broderi klub. Den er godt nok ikke mere end et par uger gammel, men det er vel underordnet.

Første møde vi havde i klubben, gik med at introducere mig for broderiets glæder. På forhånd havde jeg udpeget et mønster jeg ville gå i kast med – selvfølgelig en happy t-rex. Jeg har jo en forkærlighed for tyrannosauruser. Det er meget simpelt at brodere, kan jeg overraskende melde, så det tog ikke mere end et par minutter at blive klar og parat, og bang, så havde jeg lavet mit første korssting.
3-1
^ Lykken ville ingen ende tage. Selvom det måske ser ud til, at jeg er ved at spise stoffet, så er det faktisk bare et meget stort glædens smil.

Hvad jeg ikke havde forudset var, at det tager en helvedes tid at brodere. Jamen, man tror det er løgn! Jeg ved ikke præcis hvor mange timer jeg sammenlagt har brugt på happy t-rex, men det er mange. Og jeg mangler stadig at fylde dens tykke mave ud.
2-1
Men jeg må indrømme, at det altså er vældig hyggeligt, at sidde dér og lave korssting. Og jeg sidder selvfølgelig og ser tv, snakker med hr mand eller hører Harry Potter samtidig. Det kan jeg næsten multitaske med. Så det er altså vældig hyggeligt.

Faktisk så hyggeligt, at hr. mand og jeg sidder og er kreative sammen. Så er vi pludselig hr. og fru på 89 år – jeg sidder og broderer, og hr. mand sidder og strikker sokker til mig.
4-1
^ Jeg håber lidt, at dødningehovederne kan trække 10 år af vores mentale alder…

Jeg har sat indlægget til at blive udgivet kl. 1534 – sikkert lige efter jeg er vågnet af min middagslur, eller i gang med at indtage kaffe og kage. Ja, selv i Thailand. Så det skal nok blive en aldeles god dag for mig. Så jeg håber, at I også har en rigtig fantastisk Langfredag! Hilsen Granny.