Vi flytter tilbage til Danmark

(Mine følelser illustreret af t-rex’er. Ja, jeg bør muligvis holde mig fra Paint. Men jeg er underligt tilfreds med egne evner som illustrator!)

Efter 2 år i Grønland er vi så småt ved at være på vej tilbage til Danmark. Vi flytter faktisk om mindre end en måned.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til familien, vennerne i Danmark, og jeg glæder mig i særdeleshed til sushi! Og til at se træer. Det bliver også helt rart ikke længere at være ca. 1 meter højere end 95% af indbyggerne i det land jeg bor i. Men jeg jeg glæder mig måske ikke så meget til at skifte vores udsigt af Malene Bugten ud, med en udsigt af vores naboers stuer. Jeg bliver helt panisk ved tanken om myldretiden i København. Og jeg får lidt en knude i hjertet, over at skulle sige farvel til den her fantastiske natur og de aller rareste mennesker. Og hvem skal jeg nu snakke perverst grønlandsk til?!

Jeg kommer helt sikkert til at græde. Af glæde og af sorg.

Men heldigvis har jeg en masse at fordrive min sommer med, som forhåbentlig kan skubbe det sørgelig i baggrunden. Så snart hr. mand og jeg lander, og vi har indtaget vores lejlighed på Østerbro, så starter Copenhell. Derefter bliver min yngste lillesøster uddannet sygeplejerske. Og min mor har fået den afsindige ide, at cykle til Paris, hvor vi har planer om at stå og klappe hende ind på Champs Elysees. Mine forældre har endda lovet at tage med i Disneyland, selvom de ikke ligefrem er voldsomt entusiastisk. Den 28. juli vil jeg angstsvedende tjekke om jeg er kommet ind på sygeplejerskeuddannelsen. Min storebror skal giftes. Vi skal nyde den danske sommer – og forhåbentligt kommer der et stort tordenvejr. Vi skal i Djurs Sommerland, for de har lige fået en vild rutschebane. Og så skal vi se alle vores venner, og være ulideligt meget sammen med vores familier.

Jeg tror på, at det bliver en ualmindelig dejlig sommer. Men holy moly, jeg kommer til at savne Grønland!

Nordlyssafari

Nordlys, ja tak! Hr. mand og jeg har været på nordlyssafari. Jeg er som altid en sløvpadde, og jeg er derfor selvfølgelig ca. 2 måneder forsinket med det her indlæg. Men så kan man glæde sig til næste sæson for nordlys, der starter om kun 4-5 måneder. Egentlig er der jo nordlys hele året rundt, men når solen aldrig rigtig går ned, er det altså lidt svære at se – ikke umuligt, det er bare lidt mere gennemsigtigt og lidt mindre wauv.

Nordlyssafarien var en del af vores første 5 års bryllupsdag (ja, vi har altså tre bryllupsdage om året, for sådan nogle typer er vi), hr. mand havde nemlig lavet mig det fineste gavekort: Gavekort, første 5års bryllupsdag

Og selvom jeg er overbevist om, at guderne holder med os, og selvfølgelig ville skænke nordlys til os på vores bryllupsdag, så holdt vi altså alligevel øje med “Aurora Forecast” på Space Weather Prediction Centes hjemmeside. Hvilket helt sikkert kan anbefales. En veninde og jeg lærte i hvert fald, at hvis SWPC påstår, at der kun er 3% chance for at se nordlys, så er der sådan ca. en utrolig stor risiko for, at man sidder og drikker sin medbragte kaffe i bælgragende mørke, imens man pludselig bliver i tvivl om, den der lyd mon ikke er en isbjørn, der kommer for at æde os og drikke vores kaffe. Så den risiko tog jeg altså ikke igen, og indtil videre har SWPCs forecast aldrig slået fejl.

Forecast så perfekt ud, så hr. mand og jeg pakkede tæpper, kaffe og kamera. Vi iførte os 5 lag tøj, tog de største handsker på som vi ejer (og de er store!) og gik ud i kulden. Vi bor “uden for” Nuuk i noget der hedder Qinngorput. Jeg har altid synes, at det virker lidt dumt, at sige, at vi bor uden for Nuuk, eftersom der kun er ca. 6 km ind til centrum… overraskende mange synes, at det er “så langt fra alt ting”. Men én ting det i hvert fald ikke er langt fra, er naturen! Den mere eller mindre uspolerede natur ligger nogle hundrede meter fra vores lejlighed. Hvis vi går lidt længere, kan vi end ikke se lejlighederne længere, men kan kun se lyset fra byen på den anden side af Malene Bugten. Så ca. 5 minutters gang giver os adgang til total mørke, hvilket betyder adgang til det mest blændende nordlys!
Nordlys over Store Malene

Nordlys over Malene Bugten
Vi var så utrolig heldige. Der var nordlys alle vegne, det var helt og aldeles magisk og fantastisk. Jeg kan huske første gang jeg så nordlys, dér blev jeg en anelse skuffet. Altså, er jeg den eneste, der kun har set billeder af nordlys, og tænkt, at det må være sådan det ser ud? Jeg har da aldrig fattet, at der er noget, der hedder lukketid og eksponering på kameraer, og at farverne altså ikke er så tydelige i virkeligheden. Men denne gang var jeg alt andet end skuffet. Jeg græd muligvis også en smule af glæde og får helt kuldegysninger af at tænke tilbage. Himlen var fuldstændig dækket af nordlys, der hoppede, dansede og skiftede form i én uendelighed – vi har slet ikke kunne fange det på billederne (øh, tydeligvis ikke…).

Hr. mand stod for at tage billederne, jeg stod for at rulle tæpperne ud og skænke os kaffe. På trods af alle vores lag tøj, og al vores kaffe, så gik der ikke længe før vi småløb hjem, med hvad der føltes som kuldeskader i hænderne og i benene. Men vi har hverken mistet ben eller fingre, så det var bestemt det værd!

Nordlys og en sortklædt skikkelseDet urolig skarpe billede ovenover, viser tydeligt hvordan mit ben var ved at falde af af kulde!

Småt og godt #2

– den tudsegamle version. Jeg har nemlig fundet lidt billeder fra det sidste års tid eller halvandet, som jeg ikke kan nænne at slette.

Michelinmanden Michellin-manden til højre er mig. JA! Jeg er flad af grin, og det her er muligvis mit yndlingsbillede, for jeg ser jo helt absurd ud. Men hallå, når man skal ud at køre hundeslæde i minus 20 grader med en chillfactor på ca. minus 300 grader, så er man egentlig ligeglad med hvordan man ser ud (ok indrømmet, i situationen vidste jeg faktisk ikke, at jeg så cwazy ud). Man går mere op i, at man ikke fryser sine arme, ben eller torso væk. Da vi kom kørende på slæden ned ad en meget stejl bakke, nåede jeg lige at forestille mig, at jeg faldt af slæden uden nogen opdagede det (selvom det ville være fysisk umuligt, medmindre de insisterede på ikke at se det). Men jeg kunne hurtigt berolige mig selv med, at redningshelikopteren umuligt ville kunne overse mig – farven og massefylden taget i betragtning.

Metallica i Royal Arena Jeg var til Metallica-koncert i starten af februar sammen med mine søstre og hr. mand. Koncerten var fantastisk og Royal Arena var vældig god (næsten ingen kø ved hverken toiletterne eller øllene, jamen hurra!). Det var første gang med en siddeplads til en koncert, og det var lidt en underlig oplevelse. For siddepladserne sad utrolig højt oppe på en meget stejl tribune, og der var ingen redning, i tilfælde af at man snublede fordi man måske hoppede lidt for glad og højt. Så af frygt for en fald-død, så sad vi på vores røv en hel koncert igennem, og kun lige dansede lidt med skuldrene. Men udsigten var da helt ok.

Lystfisker For 1,5 år siden fangede jeg min første fisk. Jeg var absurd stolt – se selv ovenstående. Selvom den er tiny lillebitte. I hvert fald i forhold til hvad jeg sidenhen har fanget: to rødfisk på henholdsvis 5 og 6 kg og en torsk på 5 kg – på én krog! Jamen, det er ikke engang en lystfiskerhistorie, den er sand nok. Jeg har heller ikke fisket siden, eftersom det kun kan gå ned ad bakke herfra. Det bliver jo ikke større – medmindre jeg kan få en 400 år gammel grønlandshaj på krogen, og det vil jeg faktisk hellere være fri for.

Bvadr, edderkop Min søster har holdt en edderkop i sin hånd (!!!!) Egentlig overhovedet ikke hverken småt eller godt. Men det er så absurd, så det alligevel kommer med på listen.

Chokerede dyr Små børn, der tegner øjne og mund på figurer, er de sjoveste. Jeg har ikke helt gennemskuet hvorfor min nevø har besluttet, at alle dyr skal se højst chokerede og sørgmodige ud, men jeg kan ikke lade være med at grine af det.

Høje snedriver Inden vejret blev depressivt. Dengang vi stadig havde meget høje snedriver, der slet ikke var splattet sammen og snavset til. Det var en god og lykkelig tid.

Snescootertur Så glad ser man ud, når man lige har været ude at køre snescooter for første gang i sit liv. Og selv har kørt maskinen. Jeg synes selv det gik sindsygt hurtigt, og jeg havde nærmest ikke tid til at trække vejret, fordi jeg var så fokuseret. Jeg blev derfor en smule nedslået, da jeg kiggede på speedometeret og det stod på 26 km/t. Fartdjævel.

Strubesang Jeg har været til koncert med Tanya Tagaq, der synger strubesang! Og det var fandme mærkeligt. Og helt vildt fantastisk. I samtlige 60 minutter stod jeg med gåsehud på hele kroppen. De første 10 minutter skyldtes det chok, men de resterende 50 minutter var af ren betagelse. Jeg anede intet om strubesang inden jeg så Tanya, men den her optagelse fra TedTalk (af alle steder) er ret beskrivende, selvom det er uden instrumenter. Hvis du ikke gider se det hele, så spol hen til ca. 2:05, det er dér det sjove begynder.