Småt og godt #3

Iskaffe på altanen^^ Det kan godt være, at vejrmeldingerne siger, at vi kun har omkring 5 grader her i Nuuk. Men hvis solen er fremme, og der er læ på altanen, så kan man sagtens sidde og få årets første forbrænding – inkl. iskaffe a’la Madbanditten.

Sommer i Nuuk
Sommer og sol og handsker
^^ Hvis solen er fremme, men man ikke kan finde læ på altanen, er det en rigtig god ide, at iføre sig vinterjakke, hue, handsker og uldsokker. Det er dog stadig muligt at få sig en forbrænding… På den måde er vejret her i Nuuk meget skizofrent. Er det forresten ikke et pænt par handsker, jeg har på? Jo mon ikke! Vi kunne ikke finde mere end end én sort muffedisse, så hr. mand ofrede sin ene grønne handske, klippede et par huller og voila, jeg havde et par muffedisser. Det var jo meget vigtigt, at jeg kunne sidde ude og blive forbrændt og surfe på samme tid…

Yndlingstunnelen
^^ Jeg er vild med tunnelen i Nuuk. Det er godt nok yderst svært at trække vejret, når man går igennem den (man huskede ikke, at lave udluftning, da man sprængte en vej igennem klippen. Ligesom man heller ikke huskede noget om sikkerhed for fodgængere). Men nevermind, for den er så fin, og jeg forestiller mig altid, at jeg er landet på Mars eller en lignende planet, og pludselig har hovedrollen i en sci-fi film! Hvilket også altid betyder, at jeg speeder min gåhastighed gevaldigt op (lidt a’la hastigheden for kapgang ved OL), for tunnelen ligner godt nok aller mest, at en stor, fed sandorm, har ædt sig en vej igennem.

Rubiner rubiner rubiner
^^ Jeg fik de her sten med rubiner, som er samlet ved Aappaluttoq, af min sødeste kollega – og han er altså ikke den sødeste, bare fordi han giver mig rubiner. Selvom det selvføgelig giver ekstra point. Det er ham, der har lært mig de fleste grønlandske gloser (inkl. bandeord), og han siger altid “pikkori” (dygtig) og kalder mig “Carinanuag” (søde Carina), og vi griner højlydt sammen hver evig eneste dag. Manden bliver snart 70 år, men han er stadig den sejeste. Det er ham, der skovler sne hver dag hele vinterperioden. Og han kan bære et rensdyr 50 km op og ned ad fjelde. Han er min yndling. Han gav mig altså stenene, jeg susede ned til en guldsmed og fik dem lavet til ørestikker, uden han vidste noget. Da jeg viste ham dem, var han ved at græde af glæde, og så var jeg ved at græde af glæde, og det hele blev faktisk lidt akavet og tårevædet. Og jeg kommer sådan til at savne ham! Øreringene er mine yndlings – jeg er formodentlig rimelig partisk, og det kan godt være, at jeg ikke ville have faldet for dem, hvis historien ikke var bag. Men det er den, og jeg elsker dem.

Udsigt1
Udsigt 2
Udsigt 3
^^ Tre dage, tre forskellige udsigter. Åh, hvor kan jeg bare slet ikke klare tanken om forlade det her, til fordel for en udsigt af vores naboers stue! Jeg bliver nødt til at messe til mig selv: “Husk på, at du kan få sushi. Du kan få sushi. Og der findes mere end én sal i biografen, så du behøver ikke se hvad som helst, hvis du gerne vil i biffen.” (Yes, hr. mand og jeg har lige set “The Mummy”. Lad vær med det, er mit bedste råd). Men lige nu og her, er flere biografsale og sushi bare ikke helt nok. Lige nu og her har jeg slet ikke lyst til at komme tilbage til DK. Lige nu og her vil jeg bare hage mig fast til altanen her i Nuuk, og blive her for evigt.

Hvalsafari uden hvaler
^^ …jeg vil gerne blive her for evigt, selvom temperaturen kun siger 7 grader i sommerperioden, og at hvaler i virkeligheden er nogle elendige dyr, der aldrig gider at dukke op, når jeg er taget på hvalsafari. Jeg fucking elsker Grønland. Og nu græder jeg. For i dag flyver vi hjem, og det kan min hjerne og mit hjerte ikke helt finde ud af.

Vi flytter tilbage til Danmark

(Mine følelser illustreret af t-rex’er. Ja, jeg bør muligvis holde mig fra Paint. Men jeg er underligt tilfreds med egne evner som illustrator!)

Efter 2 år i Grønland er vi så småt ved at være på vej tilbage til Danmark. Vi flytter faktisk om mindre end en måned.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til familien, vennerne i Danmark, og jeg glæder mig i særdeleshed til sushi! Og til at se træer. Det bliver også helt rart ikke længere at være ca. 1 meter højere end 95% af indbyggerne i det land jeg bor i. Men jeg jeg glæder mig måske ikke så meget til at skifte vores udsigt af Malene Bugten ud, med en udsigt af vores naboers stuer. Jeg bliver helt panisk ved tanken om myldretiden i København. Og jeg får lidt en knude i hjertet, over at skulle sige farvel til den her fantastiske natur og de aller rareste mennesker. Og hvem skal jeg nu snakke perverst grønlandsk til?!

Jeg kommer helt sikkert til at græde. Af glæde og af sorg.

Men heldigvis har jeg en masse at fordrive min sommer med, som forhåbentlig kan skubbe det sørgelig i baggrunden. Så snart hr. mand og jeg lander, og vi har indtaget vores lejlighed på Østerbro, så starter Copenhell. Derefter bliver min yngste lillesøster uddannet sygeplejerske. Og min mor har fået den afsindige ide, at cykle til Paris, hvor vi har planer om at stå og klappe hende ind på Champs Elysees. Mine forældre har endda lovet at tage med i Disneyland, selvom de ikke ligefrem er voldsomt entusiastisk. Den 28. juli vil jeg angstsvedende tjekke om jeg er kommet ind på sygeplejerskeuddannelsen. Min storebror skal giftes. Vi skal nyde den danske sommer – og forhåbentligt kommer der et stort tordenvejr. Vi skal i Djurs Sommerland, for de har lige fået en vild rutschebane. Og så skal vi se alle vores venner, og være ulideligt meget sammen med vores familier.

Jeg tror på, at det bliver en ualmindelig dejlig sommer. Men holy moly, jeg kommer til at savne Grønland!

Småt og godt #2

– den tudsegamle version. Jeg har nemlig fundet lidt billeder fra det sidste års tid eller halvandet, som jeg ikke kan nænne at slette.

Michelinmanden Michellin-manden til højre er mig. JA! Jeg er flad af grin, og det her er muligvis mit yndlingsbillede, for jeg ser jo helt absurd ud. Men hallå, når man skal ud at køre hundeslæde i minus 20 grader med en chillfactor på ca. minus 300 grader, så er man egentlig ligeglad med hvordan man ser ud (ok indrømmet, i situationen vidste jeg faktisk ikke, at jeg så cwazy ud). Man går mere op i, at man ikke fryser sine arme, ben eller torso væk. Da vi kom kørende på slæden ned ad en meget stejl bakke, nåede jeg lige at forestille mig, at jeg faldt af slæden uden nogen opdagede det (selvom det ville være fysisk umuligt, medmindre de insisterede på ikke at se det). Men jeg kunne hurtigt berolige mig selv med, at redningshelikopteren umuligt ville kunne overse mig – farven og massefylden taget i betragtning.

Metallica i Royal Arena Jeg var til Metallica-koncert i starten af februar sammen med mine søstre og hr. mand. Koncerten var fantastisk og Royal Arena var vældig god (næsten ingen kø ved hverken toiletterne eller øllene, jamen hurra!). Det var første gang med en siddeplads til en koncert, og det var lidt en underlig oplevelse. For siddepladserne sad utrolig højt oppe på en meget stejl tribune, og der var ingen redning, i tilfælde af at man snublede fordi man måske hoppede lidt for glad og højt. Så af frygt for en fald-død, så sad vi på vores røv en hel koncert igennem, og kun lige dansede lidt med skuldrene. Men udsigten var da helt ok.

Lystfisker For 1,5 år siden fangede jeg min første fisk. Jeg var absurd stolt – se selv ovenstående. Selvom den er tiny lillebitte. I hvert fald i forhold til hvad jeg sidenhen har fanget: to rødfisk på henholdsvis 5 og 6 kg og en torsk på 5 kg – på én krog! Jamen, det er ikke engang en lystfiskerhistorie, den er sand nok. Jeg har heller ikke fisket siden, eftersom det kun kan gå ned ad bakke herfra. Det bliver jo ikke større – medmindre jeg kan få en 400 år gammel grønlandshaj på krogen, og det vil jeg faktisk hellere være fri for.

Bvadr, edderkop Min søster har holdt en edderkop i sin hånd (!!!!) Egentlig overhovedet ikke hverken småt eller godt. Men det er så absurd, så det alligevel kommer med på listen.

Chokerede dyr Små børn, der tegner øjne og mund på figurer, er de sjoveste. Jeg har ikke helt gennemskuet hvorfor min nevø har besluttet, at alle dyr skal se højst chokerede og sørgmodige ud, men jeg kan ikke lade være med at grine af det.

Høje snedriver Inden vejret blev depressivt. Dengang vi stadig havde meget høje snedriver, der slet ikke var splattet sammen og snavset til. Det var en god og lykkelig tid.

Snescootertur Så glad ser man ud, når man lige har været ude at køre snescooter for første gang i sit liv. Og selv har kørt maskinen. Jeg synes selv det gik sindsygt hurtigt, og jeg havde nærmest ikke tid til at trække vejret, fordi jeg var så fokuseret. Jeg blev derfor en smule nedslået, da jeg kiggede på speedometeret og det stod på 26 km/t. Fartdjævel.

Strubesang Jeg har været til koncert med Tanya Tagaq, der synger strubesang! Og det var fandme mærkeligt. Og helt vildt fantastisk. I samtlige 60 minutter stod jeg med gåsehud på hele kroppen. De første 10 minutter skyldtes det chok, men de resterende 50 minutter var af ren betagelse. Jeg anede intet om strubesang inden jeg så Tanya, men den her optagelse fra TedTalk (af alle steder) er ret beskrivende, selvom det er uden instrumenter. Hvis du ikke gider se det hele, så spol hen til ca. 2:05, det er dér det sjove begynder.

Tilbage til fortiden: at overleve med en iPhone 4s

Jeg har valgt at gå tilbage til fortiden, til de gode gamle dage, inden iPhone 6’s tid. Hvor alt var lidt mere simpelt og lidt mindre forstyrrende (åh suk, i en alder af 31 og jeg lyder allerede som én på 81!).

Jeg er nok det man i psykologiske kredse vil kalde for en afhængigheds-person, altså hvis der da findes sådan et udtryk. Sagen er den, at jeg har en tendens til at blive meget glad for ting. Så glad at jeg måske går lidt for meget op i det, eller spiser lidt for meget af det, eller ser lidt for meget af det. Det er alt fra chips til youtube til “En mand der hedder Ove” til kogebøger til fløde til Instragram til hvad-som-helst. Hvis jeg f.eks. spiser chips, så spiser jeg ikke bare en håndfuld og føler mig glad og tilfreds. Overhovedet ikke! Jeg spiser omtrent 10 poser og kan umuligt stoppe, før jeg er ved at omkomme af mæthed. Og sådan var det desværre også med mit iPhone-forbrug. Jeg er vild med Snapchat, Instagram osv. osv., men jeg kunne ikke rigtig styre mit forbrug. Det hele var bare alt for spændende, og der var alt for mange mennesker jeg gerne ville følge – både folk jeg kender i virkelighedens verden, og folk jeg ikke kender. Og vupti, så var der gået flere timer hvor jeg ikke rigtig havde lavet andet, end at følge med i andres liv – men egentlig ikke rigtig levet mit eget liv (så filosofisk, I know).

Samtidig var jeg faktisk også blevet lidt stresset. Lidt stresset over, at skulle svare på beskeder, så snart de dukkede op på min telefon. At jeg altid var tilgængelig. Lidt stresset over, at mine veninder var så gode til at sende snaps, og jeg var så dårlig. Lidt stresset over små ting. Men små ting bliver jo som bekendt store, hvis der er nok af dem.

For nogle måneder siden indså jeg pludseligt, at jeg faktisk var nødt til at stoppe med alt det telefoneri (ja, det er et ord). Det er sjovt at følge venner og veninder på Snapchat, og det er sjovt at kigge på sjove og pæne billeder på Instagram og hurra for hurtig kommunikation på Messenger. Men… lidt ligesom chipsene, så kan jeg ikke finde ud af at stoppe før det bliver for meget. Før jeg har kigget det hele igennem. Men det er jo en total ustoppelig strøm af information, og man kan jo aldrig blive færdig. Der er jo altid mere man kan se og læse og finde ud af. Hvilket betyder, at min stakkels afhængighedshjerne umuligt kan finde ud af at stoppe.

Derfor har jeg altså valgt at skifte min iPhone 6 ud med min gamle iPhone 4s… (!!!) Ja, det er nok ligeså absurd som det lyder. Egentlig ville jeg gerne gå helt tilbage til en old school knaptelefon. Det eneste problem er, at jeg vil være så ærgerlig over at sige farvel til mit Storytel-abonnement – og dét kan en knaptelefon jo altså ikke klare. Men eftersom min 4s er tudsegammel i teknologiår, så føles det næsten som at have en knaptelefon igen. Den er så langsom, at jeg alligevel ikke kan bruge internettet – medmindre min superheltekraft pludselig viser sig at være tålmodighed, for så kan jeg i teorien godt bruge det. Og den kan i aller højeste grad ikke klare mere end én app.

Jeg har nu levet med min næsten-knaptelefon i en måneds tid. Og det er overraskende fantastisk at være uden. Der er selvfølgelig nogle små ting, der er blevet mere besværlige – f.eks. bliver jeg nødt til selv at kunne finde vej, i stedet for altid at få hjælp af Google Maps. Det er samtidigt ikke muligt for mig, at svare på messengerbeskeder med det samme, men skal i stedet finde min bærbare frem. Jeg savner da også en smule, at se hvad mine veninder laver på Snapchat. Men mest af alt er jeg dejligt lettet over at være foruden (det hele – ikke kun mine veninders snapchat-historier), og jeg har simpelthen fået læst så mange bøger den sidste måned. Jeg har dog også savnet det forholdsvis gode kamera, som sad i 6’eren – det er altså overhovedet ikke ligeså skarpt i 4s’eren! Og den kører alligevel så langsomt, så det reelt set er umuligt at bruge den som kamera. Derfor har jeg i stedet indkøbt et helt nyt kamera, Olympus Pen Lite E-PL7, som endda har en skærm der kan vippes, så jeg stadig kan tage selfies. Jamen hurra! Derudover er det vældig praktisk og forholdsvis lille, så jeg kan have det med mig hvorsomhelst.

Så alt i alt: det, der før forstyrrede og stressede, er long gone. Og det er simpelthen så dejligt.

Og lidt kedeligt. Men på den gode måde.

Småt og godt #1

Jeg har…

Nuttet sæl…haft besøg af den mest nuttede sæl.

Fastelavnsbolle som Bjørne-banden…spist en lækker hjemmelavet fastelavnsbolle (hvilket betyder, at det ikke er mig, der har lavet den), der var maskeret som en fra Bjørne-banden.

Fødselsdag…haft fødselsdag! Jeg er nu blevet 31 år, og tror ikke jeg er i krise over det. I hvert fald fejrede jeg det med at tage et “floating head”-billede med nogle af mine gaver. Hurra til mig. Og hurra til både postvæsnet i Grønland og i Danmark, der begge er nogle sløvpadder, hvilket betød at jeg i en helt uge i træk modtog gaver. Det er fedt at have fødselsdag en hel uge!

Fødselsdag og lagkage…været tæt på at græde af glæde, da hr. mand overraskede mig med en meget hjemmelavet fødselsdagslagkage, en hjemmestrikket sok (den stakkels mand havde ikke nået at strikke mere end én – i skrivende stund har jeg dog modtaget den sidste sok også) og “Kapitalen” i en manga-udgave (!!) Det er ligeså underligt som det lyder.

Lækker i sæl…haft besøg af en sød veninde. Og været på tur til Ilulissat med nordlys, hundeslæde og isfjelde – og vist hvordan man ser mest lækker ud iført tre lag tøj og en sældragt.

Udsigten…været på snescootertur udenfor Nuuk, hvor vi endte ved “Udsigten” – som navnet nok antyder, er en ualmindelig flot udsigt. Og nej, jeg tænkte overhovedet ikke over, at jeg havde hjelm og skibriller på, og derfor står jeg og ligner en stor flue, på alle billeder derfra. Suk.

T-Rex origami…(næsten) bestået et T-Rex origiamifoldekursus. Hr. mand var lærer sammen med Jo Nakashima. På trods af to meget ihærdige lærer syntes jeg virkelig det var svært, og min T-Rex endte med at have en meget lang, tynd hals… Men det ser da også meget elegant ud!

Kælketur på Store Malene…været på kælketur sammen med hr. mand på Store Malene (altså fjeldet…). Det var simpelthen så ulideligt hårdt, at gå op ad Malene, men hele turen værd, når det så gik ned ad bakke. Jeg var dog ret overrasket over hvor dårlig jeg var til at blive på kælken.

Kaffepause på Store Malene… holdt kaffepause på Store Malene. Meget tiltrængt.

Baconmiddag…inviteret et vennepar på fin middag aka. Bacon Middag. Lad mig bare sige det sådan, at vi indtog en hel del bacon den aften: snacks var cheddarchips med bacondip. Forretten bestod af svampe fyldt med bacon. Hovedretten bestod af coq au vin (selvfølgelig med rigelig bacon), broccoli med bacon og avocadosalat med bacon. Og desserten var en omgang baconbrownie med parfait (dog uden bacon – som det eneste den aften). Det var en vellykket aften!

Om at lære grønlandsk

Lær grønlandsk

I går var jeg til grønlandsk. Det har jeg egentlig gået til siden slutningen af oktober. Det er kun sølle to timer hver uge, så det er i aller højeste grad til at overkomme. Men alligevel er jeg lidt skuffet over mine egne evner. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg var lidt bedre til sprog. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg dog har haft høje forventninger til mig selv, da jeg ikke ligefrem excellerer i hverken tysk eller engelsk. Altså, jeg kan da både snakke og forstå engelsk, men det skyldes nok mest, at jeg er blevet hjernevasket med det de sidste 30 år i både bøger og film. Tysk derimod er en sørgelig historie, der er endt ud i, at jeg kun kan sige: “Gerade aus”, “Guten heute Leute” og “Das weiss ich nicht” hvilket ikke hjælper mig særlig meget, når jeg en sjælden gang imellem er på besøg i Tyskland. Måske ville det have været anderledes, hvis mine forældre havde insisteret på, at se tysk fjernsyn da jeg var barn. Jeg tror nemlig, at jeg har brug for lidt hjernevaskning, for at lære nye sprog. Det er i hvert fald min konklusion, efter jeg er begyndt at lære grønlandsk – eller, jeg kan ikke helt tillade mig at sige, at jeg “lærer grønlandsk” fordi jeg fatter stadig hat. Det er nærmere, at jeg går til det, og hygger mig og drikker kaffe og griner af de andres udtale, selvom jeg er mindst ligeså uduelig.

Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, og hvis du ved hvad det betyder, er du ret sej. Men hvis du er ligeså meget på bar bund som mig, da jeg første gang hørte det, kan jeg da hurtigt forklare, at det betyder, at der nærmest ikke findes sætninger på grønlandsk, kun ekstremt lange ord, der er umulige at dele op i stamme, tilhæng, vedhæng og endelse og seje lyde. (Pyh, jeg blev helt forpustet af den sætning). Yes. I går lærte vores søde lærer, Hanne, os at sige: “Jeg lærer” som er “Ilinniarpunga”. Flot. Men efter at have hørt på vores papegøjekor et par gange, skyndte hun sig at ændre det til: “Jeg lærer ikke” = “Ilinnianngilaq”. Tak Hanne, for den meget lidt skjulte hentydning.

Men de lange ord er ikke det sværeste, nej nej. Det sværeste er udtalen! Lydene er helt anderledes end på dansk – der er en hel del [kra] og [sjjjj]-lyde, som jeg har lidt svært ved at udtale, for at underdrive en anelse. Jeg har faktisk haft ualmindeligt pinlige oplevelser med dårlig udtale! Grønlændere er nemlig nogle utrolig sjove mennesker, der elsker at grine af folks dumheder – overhovedet ikke på sådan en: “Gnæk gnæk, hvor er du dog dum og uintelligent”-måde, men mere på en “Haha, hvor er du sjov og nuttet og jeg kan lide dig”-måde. Altså, grin der smitter! Og det må også være forklaringen på, hvorfor de har så mange halvperverse ord, der lyder ualmindelig meget som andre ord, der bruges i det daglige. F.eks. betyder “tuttu” rensdyr – det udtales noget a’la [dudu], og det lyder jo vældig nuttet. Og tuttu siger man hele tiden, fordi alle i Nuuk har mindst to tuttu’er liggende i kummefryseren, så vi deler jo opskrifter på kryds og tværs. Men hvis man helt uskyldigt kommer til at udtale det som [ududu], altså bare lige med et lille, ekstra u, så har man pludselig tissemænd til at ligge i kummefryseren, og opskriften ændrer drastisk karakter.

En dag efter jeg havde været til grønlandsk, var jeg utrolig stolt, for jeg troede at jeg havde lært at sige “Tak for i dag”. Desværre var der sket det, at jeg ikke havde fattet, at to ll’er udtales [sjjj]. I stedet havde jeg af en eller anden grund overbevist mig selv om, at det bare udtales som [t]. Det skulle jeg aldrig have misforstået. For jeg gik lidt for glad og frejdigt over til vores ellers normalt søde receptionist og sagde: “Ulloq qujanaq” – altså, det var det jeg troede, at jeg sagde. I virkeligheden lød det noget a’la: [utokr grujanakr] og min kvindelige kollega hylede af grin, med tårer ud af øjnene, fordi jeg på sødeste vis havde sagt: “Tak for fisse”… Til mit eget forsvar, så er det altså minimaler der gør forskellen! “Ulloq” er rigtigt, “Uttoq” er knap så rigtigt, medmindre man kommer andre steder end jeg gør. Ak, det er stadig en historie min kollega ynder at fortælle i byen.

Men vigtigst af alt, så er grønlandsk virkelig sjovt at (prøve) at lære. Det er svært, men ærlig talt, så er jeg overbevist om, at jeg ville have ligeså svært ved at lære fransk eller græsk, som jeg har ved at lære grønlandsk. Jeg tror bare ikke, at sprog er min stærkeste side – så lad vær med at tage det jeg siger for gode varer. Det skal i hvert fald ikke afskrække nogen fra at prøve! Jeg vil altid anbefale det – det er både sjovt, og nok vigtigst af alt, så bliver alle grønlændere så utrolig glade, når nogen prøver at lære deres sprog. Vel ligesom vi danskere også bliver glade om hjertet, når vi hører dansk med meget stærk amerikansk dialekt.

SÅ hvis du får muligheden for det, så meld dig til grønlandsk!

PS. Jeg er virkelig dårlig til fonetisk udtale og åbenbart også grønlandsk grammatik.

PPS. Faktisk har jeg senere fundet ud af, at hvis jeg vil sige ”Tak for i dag” så hedder det ”Ullormut qujanaq” altså slet ikke noget med ”Ullloq”. Det bruges i stedet når man skal sige ”Hav en god dag”, det er nemlig ”Ulloq nalluajuk” (hvilket btw helt sikkert ikke er stavet korrekt…). Nej, jeg fatter heller ingenting.

Bloggen er flyttet og har fået helt egen adresse

Og jeg er umådelig stolt af egne bedrifter.

Jeg er ikke overbevist om, at det er gjort helt korrekt. Men umiddelbart ser det da sådan ud? Men det vigtigste jeg har opnået er, at jeg har lavet mit helt eget favicon! Hvis du ikke ved hvad et favicon er så dømmer jeg dig ikke, for det vidste jeg heller ikke for nogle timer siden. Ja, det har taget mig besynderligt lang tid at lave mit favicon, og der var måske noget jeg hellere skulle have brugt de timer på (f.eks. gøre bloggen lækker at se på, i stedet for discount-blå sidebar), men da jeg først havde fået tanken, kunne jeg ikke slippe det igen. Et favicon er det lille, nuttede billede der bliver vist oppe i fanebladet:

En Tyrannosaurus Rex! (Hr. mand siger, at man da godt kan se hvad det er, hvis man kigger længe nok… Så jeg føler lidt at jeg bliver nødt til at forklare hvad det er med det samme, for at undgå underlige spørgsmål).

Jeg har tidligere fortalt om mit had-/kærlighedsforhold til T-Rex, der kort og godt går ud på, at jeg synes de er umådelig uhyggelige, og hvis jeg har mareridt, er det altid dem jeg drømmer om. Men på den anden side, så synes jeg jo også at de er vældig nuttede og lidt latterlige, og de jo også har deres problemer (se selv). Og derfor er jeg egentlig begyndt at holde utrolig meget af dem.

Jeg kan dog ikke forklare hvorfor jeg synes at en T-Rex passer som mit favicon…

Men lige for at vende tilbage til hvad det her indlæg egentlig skulle handle om, så ja, jeg har simpelthen investeret ca. 300 kr. (hvilket er en stigning på 300% i forhold til mine tidligere udgifter på bloggen, og derfor kan det faktisk kategoriseres som en investering) på min helt egen hjemmeside og domain. Sig goddag til…

Nu kan man da godt se, at det er en dino, right?

Jeg er stolt! Og hvis det ikke var fordi jeg i øjeblikket prøver det der “ingen alkohol i en måned”, så ville jeg have fejret mine bedrifter med en rødvin, eller nok nærmere en portvin, som den granny jeg er indvendig. I stedet får jeg hr. mand til at lave en kop kaffe med fløde, og det er faktisk en ok fejring.

Håber I har en lige så opturs-søndag som mig!