Elendigt løbevæddemål.

Øv, hvor jeg hader at løbe.

Jeg ved godt, at B.S. siger, at hvis man bliver ved med at sige til sig selv, at man hader at løbe og det er alt for hårdt og ens knæ gør ondt, så bliver det aldrig sjovere, og man bliver i hvert fald aldrig bedre. Det ved jeg godt, men det er frygtelig hårdt for mig, at overbevise mig selv om, at det nogensinde kan blive bedre, hvis jeg bare tænker anderledes.

Uheldigvis har jeg en pisse sej mor. For 5 år siden stoppede hun med at ryge, men indså hurtigt, at hun var nødt til at have en hobby, for at kunne holde sit rygestop (hobbyer eller projekter er vigtige!). Så hun begyndte at løbe. Og elskede det. Hun løber ikke hurtigt, men hun løber fandme langt! Så da der var VM i Halvmarathon i København i marts i år, var hun selvfølgelig med. Jeg troppede op med hr. mand og stod op heppede på hende hele tre steder (altså, ikke fordi jeg havde en time-turner. Men fordi ruten lå sådan, at man som publikum hurtigt kunne komme hen til en anden del af ruten, imens de stakkels løbere lige skulle løbe nogle flere kilometer). Og jeg var helt rørt til tårer! Jeg synes bare hun var så sej, og der var en helt fantastisk stemning, med en masse glade folk der heppede, musik og godt vejr.

Efter vi havde taget imod hende på mållinjen, fortalte vi begejstret om hvor fantastisk en oplevelse det havde været for os, og hvor skøn en stemning, der havde været. Jeg var helt høj og glad og lykkelig! Mutti synes også, at det havde været helt fantastisk – altså, hun havde lidt ondt i benene, men der havde været mange til at heppe, og dét var i hvert fald en god motivationsfaktor. Og så kom det skæbnesvangre spørgsmål: “Men i Berlin er det endnu vildere og med mange, mange flere mennesker – vil du ikke løbe det sammen med mig, Carina?” Det endnu mere skæbnesvangre svar var uheldigvis: “Sikke dog en skiiiide god ide, mor!”. Jeg var endda så høj på lykke og positivitet, at vi endda lavede et væddemål.

Halvmaraton i Berlin er i marts. Jeg er stadig ikke kommet længere end 3 km. Og jeg hader stadig at løbe.

Er der en person, jeg ikke vil tabe et væddemål til, fordi hun er en endnu dårligere vinder end mig, så er det min mor. MEN lykken er vendt, og jeg er igen glad og lykkelig! Min stakkels mor har nemlig ødelagt sin skulder (ih, hvor heldigt), og hun er lige blevet opereret i den, med beskeden om, at hun ikke må løbe i meget, meget lang tid. Så hun har været nødt til at melde afbud til marts… Der er sgu ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget!

Sådan her så damen ud, da hun kom over målstregen i København. Lidt for glad og overskudsagtig, hvis man spørger mig. Men not so much any longer, muhahahaha!IMG_2245

Edit:
Og jeg bliver nødt til at vise jer billedet nedenfor:
morogcarina
Det er taget 2 sekunder inden jeg giver hende en kæmpe krammer, og min mor ser bare så lykkelig ud! Men mig? Jeg ligner sgu da ham her fra Familien Addams:
49._Cousin_Itt's_Problem_015
Bare billedet af mig er taget i profil… det ligner jo til, at jeg ikke har noget ansigt!

Mørkeræd del 1.

Efter at have læst det her indlæg på Brooklyn Brunette, blev jeg lige mindet om hvorfor jeg ikke tør bo på landet! For det er jo pisse uhyggeligt!

I de første 18 år af mit liv boede jeg hjemme hos mine forældre, i deres gamle, nedlagte landejendom laaaangt ude på landet. Der er vel 500 m til den nærmeste nabo og 1 km til den næste nabo. I dagstimerne var det fantastisk, for der var masser af plads at lege på, en masse køer at vælte og en masse halmballer at hoppe rundt på. Det var virkelig en idyllisk barndom. Lige indtil mørket faldt på. For sjovt nok, når det bliver mørkt ude på landet, så bliver det altså bælgragende mørkt! Så mørkt, at du ikke kan se mere end 1 cm frem, og kun kan se det din lommelygte lyser på (hvis du er så heldig at have en!).

Jeg får helt kuldegysninger når jeg tænker på det!

I al den tid jeg har boet hjemme ved mine forældre, har jeg været skrækslagende for mørket. Da jeg var helt lille, havde min ældste lillesøster og jeg et hemmeligt hoste-sprog. Vi er 4 børn og vi havde alle hvert vores værelse (ret uroligt, egentligt), men vi ville aller helst sove sammen. Men det måtte vi ikke for mor og far, for de mente vi ville sove for dårligt og for mast. De kunne jo ikke sætte sig ind i, at det altså var sjovere at sove to sammen, når valulvene og spøgelserne lå på lur, så snart lyset blev slukket. Men vi opfandt altså derfor vores eget hoste-sprog: 1 host betød, at mor og får endnu ikke havde været inde og kysse godnat. 2 host betød, at nu var der fri bane og 3 host betød, at nu skulle det fandme være! Det var altid min søster, der skulle liste sig ind på mit værelse, og jeg vil til enhver tid mene, at hun burde være blevet ninja! Det her foregik vel over en årrække, hver evig eneste aften, og mine forældre opdagede det næsten aldrig før det var for sent, og vi lå og sov trygt.
Måske opdagede de det egentlig, men vidste, at hvis vi ikke sov sammen, så ville vi bare ende inde i deres seng – som blev lidt tætpakket med 4 børn og 2 voksne, skal det lige siges. Men hvis det er tilfældet, giver det sgu ingen mening, at de ikke gav os lov til at sove sammen med det samme, i stedet for alt det luskeri.

Da jeg så blev ældre, begyndte jeg at sove alene. Lidt voksen var man vel. Min søster var dog altid klar til at redde mig, hvis jeg havde behov for det.
Men da jeg startede i gymnasiet kom et nyt problem: jeg skulle med bussen kl. 0630, for at kunne møde til tiden. I vinterperioden er der fuldstændig mørkt på det tidspunkt. Mine forældre har en lang, lang grusvej jeg skulle gå ned af, helt alene. I komplet mørke. De første par gange prøvede jeg bare at holde ud, og synge for mig selv – meget højt. Men nogle gange blev jeg så panisk, at jeg ikke kunne komme på én eneste sang, og så var der i stedet en frygtelig tavshed. Jeg har faktisk pjækket et par gange, bare for at undgå at gå ud i mørket. Det har mest været når der var fuldmåne, og vareulvene har lusket rundt! Sang-metoden duede altså ikke altid. I stedet fandt jeg ud af, at hvis jeg stod i døråbningen og snakkede med mor (hvis jeg bare stod og gloede ud i mørket fra døråbningen, ville jeg være et for let offer!) og holdt øje med bussen, så kunne jeg se den ca. 1 km inden den nåede til vores grusvej. Og hvis jeg i det sekund jeg så bussen stak i løb, kunne jeg lige præcis ikke nå den. Heldigvis så kender man selvfølgelig buschaufførerne, når man bor på landet, og de kender mig (ja, kender. De kan stadig huske mig, når jeg engang imellem er hjemme og besøge de gamle). Når de kom kørende og kunne se en lommelygte i rasende fart, så vidste de, at det var mig, og de stoppede derfor og ventede, indtil jeg forpustet og stakåndet hoppede på bussen. For mig var buschaufførerne helte!

Jeg har mange flere dødsens uhyggelige historier at fortælle. Men jeg kan jo ikke være kortfattet, så det må vente til en anden dag…

Istandsættelse af lejlighed: nedrivning af tapet.

Nåh, min gode mand orkede ikke lige at blive gift en 4. gang. Så jeg er altså ivrigt hoppet på Projekt SLIS. Og hvor det kører! Hr. Thor havde ellers fortalt mig så mange og lange skrækhistorier om at rive tapet ned, at jeg næsten havde mistet modet. Jeg valgte derfor at starte ud med gangen, som et begynder-projekt. Hvis jeg aldrig bliver færdig med dét, så skal jeg nok heller ikke begynde på stuen og soveværelset og badeværelset. Men det har vist sig, at jeg er overraskende handy, at jeg er en effektiv tapetnedriver og at jeg næsten er immun overfor dampe fra tapetopløseren. Jeg er bygget til det her!

Jeg har selvfølgelig taget fantastiske iPhone-billeder af det meste af processen, og jeg har taget nok billeder til en lille tegnefilm af processen so far.

tapet1-1
Først tog jeg da lige hylder og knager ned. Og det lyder umiddelbart kedeligt. Men helt ærligt, det er første gang i mit liv, at jeg tager hylder ned! Jeg var helt chokeret – jeg har ventet 28år på det her øjeblik! Det var helt stort. Men som aftenen og dagene skred frem, vil jeg godt indrømme, at chokket, forbavselsen og stjernestøvet mindskedes, for det vidste sig at alt jeg lavede, var en first timer…

tapet1-2-1
Men efter jeg havde tvunget en klapsalve ud af min mand, da den sidste knage var taget ned, startede det om muligt endnu sjovere: at rive store stykker tapet af væggene! Nøj, en stor tilfredsstillelse dét kan give (og det skal altså ikke lyde så perverst, som det gør!). Jeg havde dog glemt alt om at anskaffe mig et par sikkerheds briller, og det er altså et must. Så jeg tog da i stedet et par smarte Ray Ban-kopier på, og beskyttede dermed mine øjne samtidig med at jeg var smart og lækker – hvis vi altså lige ser bort fra fedtet hår og fedtplettet kjole…

tapet2-1  tapet2-2-1
Lige lidt rodebilleder stemningsbilleder fra processen.

tapet1-2-2-1  tapet1-3-1
Det er en gammel lejlighed vi har os, så da de yderste lag tapet var revet ned, sad der endnu noget oldtudsegammelt tapet og en masse fandens genstridig tapetklister på væggene. For at gøre det endnu lettere at få det af, havde jeg indkøbt en tapettiger til formålet. Ja, en tiger! På kedelige webshops bliver den også bare kaldet en tapetridser. Sådan en tiger har selvfølgelig skarpe klør, der er geniale til at ridse det gamle tapet med – så når man overhælder væggene med tapetopløser, så suger tapetet endnu mere, og bliver dermed endnu lettere at få af.

tapet6-2-1
Så skulle jeg afdække, for at sikre, at gulvene ikke også blev opløst, når jeg fik hældt tapetopløser på væggene. Jeg brugte en stor forstøver til at sprøjte det på. På diverse hobbysider står der, at man kan bruge en klud. Men jeg synes det her fungerede prima, og uden at svine en hel masse! Tror faktisk ikke, at min meget gennemførte afdækning var nødvendig. Jeg lod det sidde på i et kvarters tid, og kunne derefter mere eller mindre problemfrit tage det sidste tapet og klister af væggene med en spartel. Men jeg fik altså pisse en smule ondt i overarmene af det hårde arbejde. Selvom det egentlig ikke var så hårdt… Men mine mormor-arme har det hårdt, når de er i bevægelse hele tiden.

tapet7-1-1
Det her er så det endelige resultat – jeg har selvfølgelig glemt at tage et før-billede! Jeg var faktisk så effektiv til at tage al tapet af, at jeg også fik revet lidt mur ned, og dermed fik lavet et par kæmpe huller i væggene (!!). Forklarer det med, at det jo er en gammel lejlighed… Men det skal jeg så rette op på med fuldspartling – mere om det næste gang i fortsættelsen af Projekt Istandsættelse af lejligheden.

En jyde i København.

Jeg bor i København, men jeg kommer oprindeligt fra Jylland. Jeg har boet her i 4 år, så måske burde jeg have “adopteret” en eller anden form for københavnsk dialekt. Men det har jeg ikke. Jeg udtaler stadig onsdag som oooonsdag og ikke ånsdag, og jeg bruger stadig ordet træls, selvom det er komplet umoderne (men okay, jeg bruger også udtrykkene “oh my God” og “nederen” en hel del. Så på den front er jeg vidst bare en sløvpadde!). Generelt snakker jeg vidst bare en hel del jysk – det er i hvert fald noget, der ofte bliver påpeget. Og det er altså ikke fordi jeg af princip ikke vil snakke københavnsk. Men det skal stå i sammenligning med hvad jeg er vokset op med: min mor snakker bondsk! Virkelig bondsk, som: “væ do ha mæ ma?” = vil du have mere mad. Så faktisk synes jeg jo jeg klarer det der dansk ret godt.

Men det er åbenbart ikke kun min dialekt, der beviser mit jyske ophav, fandt jeg ud af forleden. Jeg var nemlig i en blomsterhandler på Nørrebro, der er ejet af en vældig sød mand af anden etnisk oprindelse end dansk (ja, jeg mener en indvandrer. Jeg prøver bare at være politisk korrekt!), for at købe et par buketter og en krukke. Buketterne var allerede bundet og kostede 150kr stykket og krukken kostede 50kr. Men da jeg jo skulle have hele 2 buketter og 1 krukke, spørger jeg selvfølgelig hvad prisen bliver samlet? Jeg kan da godt regne ud, at det alt i alt bliver 350kr, men da jeg jo køber flere ting, tænker jeg, at der selvfølgelig er en rabat at hente. Manden kigger på mig med opgivende øjne og siger med tyk accent: “Jaja, du få delene til 300 krone. Utrolig at I jyde altid prutte om prisen!”…

IMG_3297-1.JPG
Det er vel nærmest en kliché, at jeg har joggingbukser på hjem fra arbejde. Er det ikke sådan noget københavnere (= alle der bor på Sjælland) tænker om jyder, at de altid går i joggingbukser og polerer deres Brian-bil? Jeg indrømmer, at jeg viser mig offentligt iført ikke særlig flatterende joggingbukser, men jeg ejer desværre ikke en bil, og min cykel bliver sjældent plejet og poleret…

Fedling.

Som jeg da vidst har nævnt, så har jeg været en fedling. Og ja, HAR VÆRET. Jeg har så absolut stadig nok til både gården og baghaven (mest til baghaven, faktisk), men jeg er ikke længere overvægtig, og kan derfor ikke klassificeres som en fedling.

Og nej, ordet fedling er ikke nedladende! Faktisk er det et selvopfundet ord – eller, det troede jeg det var, indtil jeg læste det i en undertekst på en eller anden film, og blev lidt chokeret og skuffet, for synes lige jeg havde været så genial. Nåh, men jeg “opfandt” ordet, fordi jeg var ved at være træt af at omtale mig selv som tyk. Tyk er sådan et… træls ord, synes jeg. Men fed er et endnu værre ord, i hvert fald for omgivelserne. Så snart jeg omtalte mig selv som fed, fik jeg altid tilbage: “Eeeej, det kan du dog ikke mene om dig selv. Oh stakkels Carina, der sådan må hade sig selv, når hun kan sige sådan noget frygteligt!” Men… jeg hadede altså ikke mig selv! Men jeg var altså tyk, overvægtig, fed! Hvorfor er det så forkert at sige? Og hvorfor skal man næste altid tvinges til at have det dårligt over de ekstra kilo? Men i hvert fald tænkte jeg, at jeg var nødt til at få et mere nuttet ord. Og hvis du tænker, at “buttet” da er et mægtig nuttet ord, så har du lidt ret. Men mit problem er, at buttet er noget piger er. Og selvom der findes 55årige kvinder, der insisterer på, at kalde sig selv for piger, så er jeg fandme ikke en pige! Jeg er en kvinde. Jeg er også den type, der bliver helt glad, når en mor omtaler mig som dame til sit barn: “Pas nu på, Ofelia-Marie, damen skal lige komme forbi.” Så bliver jeg lidt glad!

Så altså, tyk, fed, buttet var ikke en mulighed (jeg vælger helt at overse overvægtig, for det er da bare et usandsynligt kedeligt ord), så jeg følte der skulle et nyt ord til. Men hvad er nuttet? En killing er nuttet og en ælling er nuttet. AHA! Så hvis bare ordet ender på ling, kan det ikke gå galt. Dermed har vi ordet *trommehvirvl* FED-LING. Yes sir. Så hermed en anbefaling af ordet fedling – hvis man vel og mærke er en fedling. Nu skal det ikke blive sådan et smart hipsterord, så alle bruger det…

Fedling
Oh my gawd, sikke et kunststykke!

Og når man så bruger ordet fedling om sig selv, ændrer folks attitude med det samme! Hvis man siger: “Haha, som fed har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så hater folk én, fordi det er ens egen skyld at man er alt for tyk og alt for usund og alt for stor en byrde for samfundet og for den stol man sidder på. Men hvis man derimod siger: “Haha, som fedling har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så griner folk sammen med én! For man er da i virkeligheden bare en bredrøvet nuttethed.

Så hermed er fedling-tippet givet videre.

At være høj og føle sig som Godzilla.

Jeg er 188 cm høj. Altså, det, der svarer til at være væsentlig højere end resten af Danmarks (faktisk hele verdens!) befolkning. Nu er jeg alligevel ved at være lidt gammel (men heldigvis ikke grå. Endnu.), og selvom det er en kliché: jo ældre man bliver, des mere hviler man i sig selv. It’s true! Så derfor går jeg ikke hver dag og tænker på hvor høj jeg er. Og jeg er faktisk rigtig glad for mit udseende. Og jeg spekulerer ikke over, at jeg altid ser ned på folk (i bogstavligste forstand – ikke altid i overført betydning), og at folk derfor altid ser direkte op i mine næsebor. Men nogen gange, så bliver jeg ramt af en ubehagelig fornemmelse, hvor jeg slet ikke føler at jeg passer ind. At min krop er helt forkert. At jeg er en gigant. At jeg er GODZILLA! Oftest sker det når jeg er ude og rejse.

For eksempel blev jeg gift med hr. Thor for over 2 år siden – som jeg da vidst allerede har nævnt et par gange eller tre (nu på 66% af alle mine blogposts. Shit, det lyder ikke til at der er sket noget vildt i mit liv de sidste to år, når det er det eneste jeg kan skrive om!) – vi blev gift ikke mindre end tre gange, og én af vielserne foregik på en strand i Thailand, med en hel thailandsk landsby som gæster. I Danmark glor vi ikke alt for åbenlyst på folk, der mangler deres ben, eller er sorte eller på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden, for eksempel ved at være kæmpe høj. Men det gør de i Thailand! Dengang vejede jeg også en hel del kilo for meget, så jeg var altså dobbelt så høj som dem, og havde en røv, der lige akkurat kunne masses ind i en tuktuk. Så folk gloede. Meget! Når jeg gik ned ad gaden, og folk stoppede op og gloede, og pegede og flygtede (af frygt for at blive trampet til døde, går jeg ud fra), lige dér følte jeg mig som Godzilla. Som om jeg var ved at indtage deres by og spise alt deres mad (og dem).

Godzilla

Heldigvis er det ikke særlig ofte jeg får Godzilla-følelsen når jeg er i Danmark. Selvom jeg har en irriterende tendens til at samle på mini-veninder, der er maks 165cm høje. Det er oftest i udlandet, at folk har en tendens til at stirre uhæmmet. Når jeg er ude og rejse med hr. Thor, prøver han ofte at feje min Godzilla-følelse væk med: “Hold nu op, de glor da bare fordi du er ufattelig smuk”. Ja, jeg elsker selvfølgelig den mand! Men jeg er ikke 15årige, usikre Carina, der tror, at alle synes dårligt om mig. Men jeg må indrømme, at jeg synes der er stor forskel på “du er for lækker”-blikket og “OMG hvor er du bare pisse høj, lad vær med at æde mig”-blikket. Og en 150cm høj mand, ser mere skræmt ud end flirtende, når jeg kommer traskende ned ad gaden.

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg gik i gang med at fortælle om Godzilla-Carina… Måske bare for at sige tak til alle danskere, og måske generelt tak, til alle nationer med en lidt højere gennemsnitshøjde end i Asien, fordi I kun kigger i det skjulte! For hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Så fortsæt med det, tak. Eller bare fordi jeg lige kom i tanke om, at jeg ikke har set den nyeste Godzilla-film (hvilket er en fejl) og hvor meget jeg åbenbart føler med monstret Godzilla – jeg ved jo selv, at det ikke altid er let at være så høj og have en bred røv.

Jeg vil giftes! Igen-igen-igen (suk).

Så sidder jeg ligeså fredeligt og skriver forrige indlæg – og oh my gawd, pludselig får jeg en usandsynlig lyst til at blive gift igen! Eller nærmere igen-igen-igen. Altså, for 4. gang. Og jaja, det er sgu da åndssvagt at blive gift så mange gange, og det er da virkelig ikke nødvendigt. Men det er også bare pisse sjovt!

Nåh, men det tog mig ca. 10 sekunder, og så hoppede jeg helt tilfældigt i min brudekjole. Bare lige for at prøve den igen… selvfølgelig snappede jeg nedenstående billede til alle mine venner, i håb om at de ville sige: “Ja gør det, bliv gift igen! I Las Vegas. Vi skal nok tage med og feste med jer”. Det var der nu ikke nogen, der skrev tilbage. Men de skrev at jeg var yndig (!!) og det var så det.

bryllup
Vildt dårlig billedkvalitet – men hey, det er mig i min gamle brudekjole! Så er alt tilladt!

Undskyld mig, jeg bliver nødt til lige at gå ud i gangen og hive noget tapet ned af væggene!

Jeg har brug for et nyt projekt!

Elvisbryllup
Billedet er tyvstjålet fra vivalasvegas.com.

For over 2 år siden blev jeg gift med hr. Thor. Vi valgte både at blive gift på rådhuset, blive viet af 5 munke i Thailand og til sidst blive velsignet i kirken og holde et brag af en fest. Det hele i løbet af 4 måneder. Så jeg havde nok at se til med planlægning. Det blev mit “lille” projekt. Nu er der så gået en frygtelig masse år siden (sådan føles det i hvert fald), og jeg er endnu ikke faldet over en hobby, der interesserer mig. Jeg har prøvet, at gøre træning til min hobby. Det kommer aldrig til at ske! Eller at lave mad. Men det er kun et par gange om ugen jeg kan sætte mig op til det, og det er ikke ligefrem fordi det er en hobby… Og generelt synes jeg nok bare, at hobbyer er for ensformige. Så derfor kaster jeg mig i stedet over projekter. De fleste nygifte kvinder jeg kender, springer meget hurtigt over i projektet “fød 2 børn på kortest tid”. Men hr. Thor og jeg skal ikke have børn. Og i øjeblikket gider vi heller ikke have hund/kanin/kat/øgle (men det er altså ikke fordi vi er hjerteløse mennesker!), så der skal et projekt til! Jeg står og overvejer disse:

1. Sætte lejligheden i stand. Det vil sige rive tapet ned, spartle, male, lave reol, lave hylder, rengøre gulv, bla bla bla. En masse!
2. Arrangere endnu et bryllup. Når man allerede er gift tre gange (med den samme mand! En ret væsentlig detalje), så skader en fjerde vel ikke. Og jeg ville så meget elske, at blive genviet af Elvis Presley – se bare lige det her bryllup. Arhmen, det er da for genialt! Jeg vil gerne have alt det samme: intromusik, en syngende og dansende Elvis, en lyserød Cadillac, fed kjole (men min skal altså være hvid – man går alt for lidt i brudekjole, efter min mening!), venner og familien samlet og alle sammen klædt ud til den store guldmedalje. Dét må sgu da være lykken!

…og ja, det er så hvad min fantasi kan strække sig til. Aller mest er jeg på Projekt Sæt Lejlighed i Stand. Men det kommer til at være et langvarigt projekt. Som i flere måneder! Og det kommer til at svine ad helvedes til, og rode og det bliver bare rigtig irriterende og træls. Manden er ikke ligefrem jublende og positiv over ideen. Men sat op i mod et fjerde bryllup, så er det ligesom om han giver sig alligevel. Selvom det kunne være helt genialt at blive gengift i Las Vegas af selveste Elvis Presley!

Så forhåbentlig kan jeg indenfor kort tid, blive gift igen eller begynde at rive tapet ned og rode og svine helt uhæmmet!

Hej. Jeg hedder Carina…

Flot view
Håber at skabe “velkommen til, her er hyggeligt og jeg er god til at tage billeder”-stemning.

Udvendig er jeg 28 år gammel. Indvendig, not so much! Jeg vil indrømme, at jeg måske lider en lille smule af blogafhængighed. Og jeg er ikke kræsen! Jeg læser alt fra mode til bøger til tegneserier til mad til sarkasme. Flere gange har jeg tænkt: “Det vil jeg også”. Men indtil nu, har jeg ikke rigtig kunne tage mig sammen. For jeg vil jo også gerne, at min blog er tæt på perfekt, med flot og overskuelig opsætning, lækre og redigerede billeder og en masse vigtig samfundsrelateret stof, så jeg virker mægtig klog. Men det er ligesom… det bliver bare aldrig! Så nu er jeg altså startet op med denne blog. Den har ikke noget fast mål, og den kommer ikke til at handle om noget specifikt. Den kommer til at handle om alle mulige og umulige ting i mit hoved – hvad jeg oplever og hvad jeg tænker. Og måske en tegning eller to. Selvom jeg overhovedet ikke kan tegne, men jeg holder sådan af tegneblogs.

Så velkommen til – nu starter festen sgu!

(Oooog så skal jeg bare lige have fundet ud af, hvordan fanden jeg sætter billeder ind…)
(5 minutter, og jeg fandt endelig “indsæt billede”-knappen. Suuuuuk!)