Cweative Cawina #2 Broderimesteren

Nu er vi altså allerede i gang med anden episode af denne serie. Det er jo næsten en rekord.

For 2 år siden fik jeg en ny hobby: broderi. Det er ikke ligefrem noget jeg har pralet med (jo lidt). Og nogen gange har jeg syntes det var så frygtelig pinligt, at finde mit broderitøj frem, hvis jeg f.eks. var ude at flyve, køre tog, eller noget andet kedeligt i offentligheden. Fordi ærlig talt, det er jo om noget et gammelkonetegn. Men jeg har alligevel holdt ved, for det kræver faktisk kun to ting: 1) at jeg kan tælle og 2) at jeg har nål, tråd og stof.

Jeg kan endda, selvom jeg normalt er uduelig til multitasking, høre lydbog imens jeg brodere, eller snakke imens jeg brodere (dog ikke om alt for alvorlige emner – helst bare vejret), og jeg kan holde øje med at hr. mand laver mad imens jeg brodere.

Og hvad har jeg så broderet de sidste to år, spørger du måske (et forståeligt spørgsmål, det her er jo dødspændende!). Lad mig introducere Sid, en halv aubergine, Chewbacca, Yoda og en overraskelse.

Sid som broderi
^^ Sid fra Ice Age! En fantastisk gave til en veninde, som af uransagelige årsager en enkelt gang lignede Sid på et fotografi. Jeg er aldrig kommet mig over det grineflip jeg fik, da jeg så billedet. Og det tror jeg egentlig heller ikke hun er… Så som den støttende veninde jeg er, lavede jeg en gave til hende. #venindegoals

En aubergine...
^^ Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg startede på at lave en halv aubergine, der ligner alt andet end en halv aubergine. For at være lidt rar ved den person, der af uforståelige årsager har designet den, skal det siges, at jeg faktisk ikke er færdig. Jeg opgav, da jeg indså, at jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge en aubergine til.

Chewie som broderi

Yoda som broderi
^^ Chewbacca og Yoda er faktisk også gaver. Ja, for hvem vil ikke gerne have broderier i gave, jeg spørger bare. Gavemodtagerne har allerede Darth Vader, Han Solo og Leia hængende som meget flotte malerier (altså, ikke nogen jeg har lavet – selvom misforståelsen ligger lige for). Men jeg kunne jo med det samme se, at de da manglede Chewbacca. De blev meget overraskede og vidst nok også glade. Chewie stod i hvert fald fremme på en æresplads i nogle dage. Yoda har de faktisk ikke modtaget endnu. Den får de om præcis 11 dage i “vi seeees”-gave, når vi skal sige farvel til dem og flyver tilbage til Danmark. Sådan en betænksom veninde og nabo er jeg.

Gæt hvem
^^ Og her er overraskelsen så. Kan I gætte hvem det er? Ja, jeg har jo lidt et tema kørende, det vil jeg godt indrømme. Jeg har netop holdt fernisering, hvilket jeg snart vil skrive om. For ovenstående var et længevarende projekt, og det var derfor på sin plads at lave en afsløring inkl. pindemadder og bobler. Det var en stor succes!

Sikke en cliffhanger.

 

2 meninger om “Cweative Cawina #2 Broderimesteren”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *