Om at lære grønlandsk

Lær grønlandsk

I går var jeg til grønlandsk. Det har jeg egentlig gået til siden slutningen af oktober. Det er kun sølle to timer hver uge, så det er i aller højeste grad til at overkomme. Men alligevel er jeg lidt skuffet over mine egne evner. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg var lidt bedre til sprog. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg dog har haft høje forventninger til mig selv, da jeg ikke ligefrem excellerer i hverken tysk eller engelsk. Altså, jeg kan da både snakke og forstå engelsk, men det skyldes nok mest, at jeg er blevet hjernevasket med det de sidste 30 år i både bøger og film. Tysk derimod er en sørgelig historie, der er endt ud i, at jeg kun kan sige: “Gerade aus”, “Guten heute Leute” og “Das weiss ich nicht” hvilket ikke hjælper mig særlig meget, når jeg en sjælden gang imellem er på besøg i Tyskland. Måske ville det have været anderledes, hvis mine forældre havde insisteret på, at se tysk fjernsyn da jeg var barn. Jeg tror nemlig, at jeg har brug for lidt hjernevaskning, for at lære nye sprog. Det er i hvert fald min konklusion, efter jeg er begyndt at lære grønlandsk – eller, jeg kan ikke helt tillade mig at sige, at jeg “lærer grønlandsk” fordi jeg fatter stadig hat. Det er nærmere, at jeg går til det, og hygger mig og drikker kaffe og griner af de andres udtale, selvom jeg er mindst ligeså uduelig.

Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, og hvis du ved hvad det betyder, er du ret sej. Men hvis du er ligeså meget på bar bund som mig, da jeg første gang hørte det, kan jeg da hurtigt forklare, at det betyder, at der nærmest ikke findes sætninger på grønlandsk, kun ekstremt lange ord, der er umulige at dele op i stamme, tilhæng, vedhæng og endelse og seje lyde. (Pyh, jeg blev helt forpustet af den sætning). Yes. I går lærte vores søde lærer, Hanne, os at sige: “Jeg lærer” som er “Ilinniarpunga”. Flot. Men efter at have hørt på vores papegøjekor et par gange, skyndte hun sig at ændre det til: “Jeg lærer ikke” = “Ilinnianngilaq”. Tak Hanne, for den meget lidt skjulte hentydning.

Men de lange ord er ikke det sværeste, nej nej. Det sværeste er udtalen! Lydene er helt anderledes end på dansk – der er en hel del [kra] og [sjjjj]-lyde, som jeg har lidt svært ved at udtale, for at underdrive en anelse. Jeg har faktisk haft ualmindeligt pinlige oplevelser med dårlig udtale! Grønlændere er nemlig nogle utrolig sjove mennesker, der elsker at grine af folks dumheder – overhovedet ikke på sådan en: “Gnæk gnæk, hvor er du dog dum og uintelligent”-måde, men mere på en “Haha, hvor er du sjov og nuttet og jeg kan lide dig”-måde. Altså, grin der smitter! Og det må også være forklaringen på, hvorfor de har så mange halvperverse ord, der lyder ualmindelig meget som andre ord, der bruges i det daglige. F.eks. betyder “tuttu” rensdyr – det udtales noget a’la [dudu], og det lyder jo vældig nuttet. Og tuttu siger man hele tiden, fordi alle i Nuuk har mindst to tuttu’er liggende i kummefryseren, så vi deler jo opskrifter på kryds og tværs. Men hvis man helt uskyldigt kommer til at udtale det som [ududu], altså bare lige med et lille, ekstra u, så har man pludselig tissemænd til at ligge i kummefryseren, og opskriften ændrer drastisk karakter.

En dag efter jeg havde været til grønlandsk, var jeg utrolig stolt, for jeg troede at jeg havde lært at sige “Tak for i dag”. Desværre var der sket det, at jeg ikke havde fattet, at to ll’er udtales [sjjj]. I stedet havde jeg af en eller anden grund overbevist mig selv om, at det bare udtales som [t]. Det skulle jeg aldrig have misforstået. For jeg gik lidt for glad og frejdigt over til vores ellers normalt søde receptionist og sagde: “Ulloq qujanaq” – altså, det var det jeg troede, at jeg sagde. I virkeligheden lød det noget a’la: [utokr grujanakr] og min kvindelige kollega hylede af grin, med tårer ud af øjnene, fordi jeg på sødeste vis havde sagt: “Tak for fisse”… Til mit eget forsvar, så er det altså minimaler der gør forskellen! “Ulloq” er rigtigt, “Uttoq” er knap så rigtigt, medmindre man kommer andre steder end jeg gør. Ak, det er stadig en historie min kollega ynder at fortælle i byen.

Men vigtigst af alt, så er grønlandsk virkelig sjovt at (prøve) at lære. Det er svært, men ærlig talt, så er jeg overbevist om, at jeg ville have ligeså svært ved at lære fransk eller græsk, som jeg har ved at lære grønlandsk. Jeg tror bare ikke, at sprog er min stærkeste side – så lad vær med at tage det jeg siger for gode varer. Det skal i hvert fald ikke afskrække nogen fra at prøve! Jeg vil altid anbefale det – det er både sjovt, og nok vigtigst af alt, så bliver alle grønlændere så utrolig glade, når nogen prøver at lære deres sprog. Vel ligesom vi danskere også bliver glade om hjertet, når vi hører dansk med meget stærk amerikansk dialekt.

SÅ hvis du får muligheden for det, så meld dig til grønlandsk!

PS. Jeg er virkelig dårlig til fonetisk udtale og åbenbart også grønlandsk grammatik.

PPS. Faktisk har jeg senere fundet ud af, at hvis jeg vil sige ”Tak for i dag” så hedder det ”Ullormut qujanaq” altså slet ikke noget med ”Ullloq”. Det bruges i stedet når man skal sige ”Hav en god dag”, det er nemlig ”Ulloq nalluajuk” (hvilket btw helt sikkert ikke er stavet korrekt…). Nej, jeg fatter heller ingenting.

3 meninger om “Om at lære grønlandsk”

  1. Hahaha, hold kæft hvor er det sjovt at du har sagt ‘Tak for fisse’ i receptionen! 😀 Jeg er altså vildt imponeret over, at du har givet dig i kast med at lære grønlandsk! Det er jo et umuligt sprog! Jeg gik i sin tid på efterskole med 12-13 grønlændere, der forgæves prøvede at lære os bare de mest simple ting – og du kan på ingen måde sammenligne det med at lære tysk!

    Jeg ved faktisk godt, hvad et polysyntetisk sprog betyder. Men jeg har selvfølgelig også læst (et enkelt semesters) sprogpsykologi på universitetet. 😀 Og jeg ved da, at de er markant sværere at lære, så jeg synes du er virkelig sej – utilsigtede frække ytringer eller ej. 🙂

    1. Okay, jeg har tydeligvis ikke forstand på sprog, haha! Men jeg er ualmindelig glad for, at du siger, at det faktisk ER svære at lære et polysyntetisk sprog end analytisk 😀 Endda markant svære – hurra! Måske er jeg slet ikke så sprogdum alligevel! Det er dejligt betryggende – tusind tak, Tine 😀

      Og ja, det var sådan set også én af de sjoveste/sørgelige/akavede situationer jeg længe har oplevet, suk. Og det er altså bare for sjældent jeg har behov for at bruge “Tak for fisse”-sætningen, så det er lidt irriterende, at den sætning fylder i min hjerne i stedet for noget mere anvendeligt! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *