Nordlyssafari

Nordlys, ja tak! Hr. mand og jeg har været på nordlyssafari. Jeg er som altid en sløvpadde, og jeg er derfor selvfølgelig ca. 2 måneder forsinket med det her indlæg. Men så kan man glæde sig til næste sæson for nordlys, der starter om kun 4-5 måneder. Egentlig er der jo nordlys hele året rundt, men når solen aldrig rigtig går ned, er det altså lidt svære at se – ikke umuligt, det er bare lidt mere gennemsigtigt og lidt mindre wauv.

Nordlyssafarien var en del af vores første 5 års bryllupsdag (ja, vi har altså tre bryllupsdage om året, for sådan nogle typer er vi), hr. mand havde nemlig lavet mig det fineste gavekort: Gavekort, første 5års bryllupsdag

Og selvom jeg er overbevist om, at guderne holder med os, og selvfølgelig ville skænke nordlys til os på vores bryllupsdag, så holdt vi altså alligevel øje med “Aurora Forecast” på Space Weather Prediction Centes hjemmeside. Hvilket helt sikkert kan anbefales. En veninde og jeg lærte i hvert fald, at hvis SWPC påstår, at der kun er 3% chance for at se nordlys, så er der sådan ca. en utrolig stor risiko for, at man sidder og drikker sin medbragte kaffe i bælgragende mørke, imens man pludselig bliver i tvivl om, den der lyd mon ikke er en isbjørn, der kommer for at æde os og drikke vores kaffe. Så den risiko tog jeg altså ikke igen, og indtil videre har SWPCs forecast aldrig slået fejl.

Forecast så perfekt ud, så hr. mand og jeg pakkede tæpper, kaffe og kamera. Vi iførte os 5 lag tøj, tog de største handsker på som vi ejer (og de er store!) og gik ud i kulden. Vi bor “uden for” Nuuk i noget der hedder Qinngorput. Jeg har altid synes, at det virker lidt dumt, at sige, at vi bor uden for Nuuk, eftersom der kun er ca. 6 km ind til centrum… overraskende mange synes, at det er “så langt fra alt ting”. Men én ting det i hvert fald ikke er langt fra, er naturen! Den mere eller mindre uspolerede natur ligger nogle hundrede meter fra vores lejlighed. Hvis vi går lidt længere, kan vi end ikke se lejlighederne længere, men kan kun se lyset fra byen på den anden side af Malene Bugten. Så ca. 5 minutters gang giver os adgang til total mørke, hvilket betyder adgang til det mest blændende nordlys!
Nordlys over Store Malene

Nordlys over Malene Bugten
Vi var så utrolig heldige. Der var nordlys alle vegne, det var helt og aldeles magisk og fantastisk. Jeg kan huske første gang jeg så nordlys, dér blev jeg en anelse skuffet. Altså, er jeg den eneste, der kun har set billeder af nordlys, og tænkt, at det må være sådan det ser ud? Jeg har da aldrig fattet, at der er noget, der hedder lukketid og eksponering på kameraer, og at farverne altså ikke er så tydelige i virkeligheden. Men denne gang var jeg alt andet end skuffet. Jeg græd muligvis også en smule af glæde og får helt kuldegysninger af at tænke tilbage. Himlen var fuldstændig dækket af nordlys, der hoppede, dansede og skiftede form i én uendelighed – vi har slet ikke kunne fange det på billederne (øh, tydeligvis ikke…).

Hr. mand stod for at tage billederne, jeg stod for at rulle tæpperne ud og skænke os kaffe. På trods af alle vores lag tøj, og al vores kaffe, så gik der ikke længe før vi småløb hjem, med hvad der føltes som kuldeskader i hænderne og i benene. Men vi har hverken mistet ben eller fingre, så det var bestemt det værd!

Nordlys og en sortklædt skikkelseDet urolig skarpe billede ovenover, viser tydeligt hvordan mit ben var ved at falde af af kulde!

2 meninger om “Nordlyssafari”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *