Fedling.

Som jeg da vidst har nævnt, så har jeg været en fedling. Og ja, HAR VÆRET. Jeg har så absolut stadig nok til både gården og baghaven (mest til baghaven, faktisk), men jeg er ikke længere overvægtig, og kan derfor ikke klassificeres som en fedling.

Og nej, ordet fedling er ikke nedladende! Faktisk er det et selvopfundet ord – eller, det troede jeg det var, indtil jeg læste det i en undertekst på en eller anden film, og blev lidt chokeret og skuffet, for synes lige jeg havde været så genial. Nåh, men jeg “opfandt” ordet, fordi jeg var ved at være træt af at omtale mig selv som tyk. Tyk er sådan et… træls ord, synes jeg. Men fed er et endnu værre ord, i hvert fald for omgivelserne. Så snart jeg omtalte mig selv som fed, fik jeg altid tilbage: “Eeeej, det kan du dog ikke mene om dig selv. Oh stakkels Carina, der sådan må hade sig selv, når hun kan sige sådan noget frygteligt!” Men… jeg hadede altså ikke mig selv! Men jeg var altså tyk, overvægtig, fed! Hvorfor er det så forkert at sige? Og hvorfor skal man næste altid tvinges til at have det dårligt over de ekstra kilo? Men i hvert fald tænkte jeg, at jeg var nødt til at få et mere nuttet ord. Og hvis du tænker, at “buttet” da er et mægtig nuttet ord, så har du lidt ret. Men mit problem er, at buttet er noget piger er. Og selvom der findes 55årige kvinder, der insisterer på, at kalde sig selv for piger, så er jeg fandme ikke en pige! Jeg er en kvinde. Jeg er også den type, der bliver helt glad, når en mor omtaler mig som dame til sit barn: “Pas nu på, Ofelia-Marie, damen skal lige komme forbi.” Så bliver jeg lidt glad!

Så altså, tyk, fed, buttet var ikke en mulighed (jeg vælger helt at overse overvægtig, for det er da bare et usandsynligt kedeligt ord), så jeg følte der skulle et nyt ord til. Men hvad er nuttet? En killing er nuttet og en ælling er nuttet. AHA! Så hvis bare ordet ender på ling, kan det ikke gå galt. Dermed har vi ordet *trommehvirvl* FED-LING. Yes sir. Så hermed en anbefaling af ordet fedling – hvis man vel og mærke er en fedling. Nu skal det ikke blive sådan et smart hipsterord, så alle bruger det…

Fedling
Oh my gawd, sikke et kunststykke!

Og når man så bruger ordet fedling om sig selv, ændrer folks attitude med det samme! Hvis man siger: “Haha, som fed har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så hater folk én, fordi det er ens egen skyld at man er alt for tyk og alt for usund og alt for stor en byrde for samfundet og for den stol man sidder på. Men hvis man derimod siger: “Haha, som fedling har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så griner folk sammen med én! For man er da i virkeligheden bare en bredrøvet nuttethed.

Så hermed er fedling-tippet givet videre.

At være høj og føle sig som Godzilla.

Jeg er 188 cm høj. Altså, det, der svarer til at være væsentlig højere end resten af Danmarks (faktisk hele verdens!) befolkning. Nu er jeg alligevel ved at være lidt gammel (men heldigvis ikke grå. Endnu.), og selvom det er en kliché: jo ældre man bliver, des mere hviler man i sig selv. It’s true! Så derfor går jeg ikke hver dag og tænker på hvor høj jeg er. Og jeg er faktisk rigtig glad for mit udseende. Og jeg spekulerer ikke over, at jeg altid ser ned på folk (i bogstavligste forstand – ikke altid i overført betydning), og at folk derfor altid ser direkte op i mine næsebor. Men nogen gange, så bliver jeg ramt af en ubehagelig fornemmelse, hvor jeg slet ikke føler at jeg passer ind. At min krop er helt forkert. At jeg er en gigant. At jeg er GODZILLA! Oftest sker det når jeg er ude og rejse.

For eksempel blev jeg gift med hr. Thor for over 2 år siden – som jeg da vidst allerede har nævnt et par gange eller tre (nu på 66% af alle mine blogposts. Shit, det lyder ikke til at der er sket noget vildt i mit liv de sidste to år, når det er det eneste jeg kan skrive om!) – vi blev gift ikke mindre end tre gange, og én af vielserne foregik på en strand i Thailand, med en hel thailandsk landsby som gæster. I Danmark glor vi ikke alt for åbenlyst på folk, der mangler deres ben, eller er sorte eller på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden, for eksempel ved at være kæmpe høj. Men det gør de i Thailand! Dengang vejede jeg også en hel del kilo for meget, så jeg var altså dobbelt så høj som dem, og havde en røv, der lige akkurat kunne masses ind i en tuktuk. Så folk gloede. Meget! Når jeg gik ned ad gaden, og folk stoppede op og gloede, og pegede og flygtede (af frygt for at blive trampet til døde, går jeg ud fra), lige dér følte jeg mig som Godzilla. Som om jeg var ved at indtage deres by og spise alt deres mad (og dem).

Godzilla

Heldigvis er det ikke særlig ofte jeg får Godzilla-følelsen når jeg er i Danmark. Selvom jeg har en irriterende tendens til at samle på mini-veninder, der er maks 165cm høje. Det er oftest i udlandet, at folk har en tendens til at stirre uhæmmet. Når jeg er ude og rejse med hr. Thor, prøver han ofte at feje min Godzilla-følelse væk med: “Hold nu op, de glor da bare fordi du er ufattelig smuk”. Ja, jeg elsker selvfølgelig den mand! Men jeg er ikke 15årige, usikre Carina, der tror, at alle synes dårligt om mig. Men jeg må indrømme, at jeg synes der er stor forskel på “du er for lækker”-blikket og “OMG hvor er du bare pisse høj, lad vær med at æde mig”-blikket. Og en 150cm høj mand, ser mere skræmt ud end flirtende, når jeg kommer traskende ned ad gaden.

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg gik i gang med at fortælle om Godzilla-Carina… Måske bare for at sige tak til alle danskere, og måske generelt tak, til alle nationer med en lidt højere gennemsnitshøjde end i Asien, fordi I kun kigger i det skjulte! For hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Så fortsæt med det, tak. Eller bare fordi jeg lige kom i tanke om, at jeg ikke har set den nyeste Godzilla-film (hvilket er en fejl) og hvor meget jeg åbenbart føler med monstret Godzilla – jeg ved jo selv, at det ikke altid er let at være så høj og have en bred røv.

Jeg vil giftes! Igen-igen-igen (suk).

Så sidder jeg ligeså fredeligt og skriver forrige indlæg – og oh my gawd, pludselig får jeg en usandsynlig lyst til at blive gift igen! Eller nærmere igen-igen-igen. Altså, for 4. gang. Og jaja, det er sgu da åndssvagt at blive gift så mange gange, og det er da virkelig ikke nødvendigt. Men det er også bare pisse sjovt!

Nåh, men det tog mig ca. 10 sekunder, og så hoppede jeg helt tilfældigt i min brudekjole. Bare lige for at prøve den igen… selvfølgelig snappede jeg nedenstående billede til alle mine venner, i håb om at de ville sige: “Ja gør det, bliv gift igen! I Las Vegas. Vi skal nok tage med og feste med jer”. Det var der nu ikke nogen, der skrev tilbage. Men de skrev at jeg var yndig (!!) og det var så det.

bryllup
Vildt dårlig billedkvalitet – men hey, det er mig i min gamle brudekjole! Så er alt tilladt!

Undskyld mig, jeg bliver nødt til lige at gå ud i gangen og hive noget tapet ned af væggene!

Jeg har brug for et nyt projekt!

Elvisbryllup
Billedet er tyvstjålet fra vivalasvegas.com.

For over 2 år siden blev jeg gift med hr. Thor. Vi valgte både at blive gift på rådhuset, blive viet af 5 munke i Thailand og til sidst blive velsignet i kirken og holde et brag af en fest. Det hele i løbet af 4 måneder. Så jeg havde nok at se til med planlægning. Det blev mit “lille” projekt. Nu er der så gået en frygtelig masse år siden (sådan føles det i hvert fald), og jeg er endnu ikke faldet over en hobby, der interesserer mig. Jeg har prøvet, at gøre træning til min hobby. Det kommer aldrig til at ske! Eller at lave mad. Men det er kun et par gange om ugen jeg kan sætte mig op til det, og det er ikke ligefrem fordi det er en hobby… Og generelt synes jeg nok bare, at hobbyer er for ensformige. Så derfor kaster jeg mig i stedet over projekter. De fleste nygifte kvinder jeg kender, springer meget hurtigt over i projektet “fød 2 børn på kortest tid”. Men hr. Thor og jeg skal ikke have børn. Og i øjeblikket gider vi heller ikke have hund/kanin/kat/øgle (men det er altså ikke fordi vi er hjerteløse mennesker!), så der skal et projekt til! Jeg står og overvejer disse:

1. Sætte lejligheden i stand. Det vil sige rive tapet ned, spartle, male, lave reol, lave hylder, rengøre gulv, bla bla bla. En masse!
2. Arrangere endnu et bryllup. Når man allerede er gift tre gange (med den samme mand! En ret væsentlig detalje), så skader en fjerde vel ikke. Og jeg ville så meget elske, at blive genviet af Elvis Presley – se bare lige det her bryllup. Arhmen, det er da for genialt! Jeg vil gerne have alt det samme: intromusik, en syngende og dansende Elvis, en lyserød Cadillac, fed kjole (men min skal altså være hvid – man går alt for lidt i brudekjole, efter min mening!), venner og familien samlet og alle sammen klædt ud til den store guldmedalje. Dét må sgu da være lykken!

…og ja, det er så hvad min fantasi kan strække sig til. Aller mest er jeg på Projekt Sæt Lejlighed i Stand. Men det kommer til at være et langvarigt projekt. Som i flere måneder! Og det kommer til at svine ad helvedes til, og rode og det bliver bare rigtig irriterende og træls. Manden er ikke ligefrem jublende og positiv over ideen. Men sat op i mod et fjerde bryllup, så er det ligesom om han giver sig alligevel. Selvom det kunne være helt genialt at blive gengift i Las Vegas af selveste Elvis Presley!

Så forhåbentlig kan jeg indenfor kort tid, blive gift igen eller begynde at rive tapet ned og rode og svine helt uhæmmet!

Hej. Jeg hedder Carina…

Flot view
Håber at skabe “velkommen til, her er hyggeligt og jeg er god til at tage billeder”-stemning.

Udvendig er jeg 28 år gammel. Indvendig, not so much! Jeg vil indrømme, at jeg måske lider en lille smule af blogafhængighed. Og jeg er ikke kræsen! Jeg læser alt fra mode til bøger til tegneserier til mad til sarkasme. Flere gange har jeg tænkt: “Det vil jeg også”. Men indtil nu, har jeg ikke rigtig kunne tage mig sammen. For jeg vil jo også gerne, at min blog er tæt på perfekt, med flot og overskuelig opsætning, lækre og redigerede billeder og en masse vigtig samfundsrelateret stof, så jeg virker mægtig klog. Men det er ligesom… det bliver bare aldrig! Så nu er jeg altså startet op med denne blog. Den har ikke noget fast mål, og den kommer ikke til at handle om noget specifikt. Den kommer til at handle om alle mulige og umulige ting i mit hoved – hvad jeg oplever og hvad jeg tænker. Og måske en tegning eller to. Selvom jeg overhovedet ikke kan tegne, men jeg holder sådan af tegneblogs.

Så velkommen til – nu starter festen sgu!

(Oooog så skal jeg bare lige have fundet ud af, hvordan fanden jeg sætter billeder ind…)
(5 minutter, og jeg fandt endelig “indsæt billede”-knappen. Suuuuuk!)