Til mig selv fra mig selv: souvenirs fra Amsterdam #1

Der er ingenting som at shoppe på ferie. Det er ligesom om at alt er billigere, bedre og sjovere. Det er dog ikke altid at den følelse holder stik, når man kommer hjem. Det betyder, at jeg et par gange eller ti er kommet hjem med noget ret så tåbeligt. For eksempel en kjole med flæser i skrigende gule og grønne farver fra Spanien. Den var sådan lidt flamenco-agtig. Men det fungerer ikke helt så godt i Danmark som i Spanien. Egentlig er jeg i tvivl om den overhovedet fungerede i Spanien. Eller de håndlavede sandaler fra Marokko, der er lavet i noget hø-agtigt materiale og som er yderst ubehagelige at have på. Men meget autentiske. Og sådan er der så meget. Men denne gang tror jeg faktisk, at jeg har gjort det meget godt. Måske fordi jeg har holdt mig mest til at shoppe bøger og skeletter, og ikke så mange beklædningsgenstande.

Oooog her er fangsten så:
DSC_0302-3

Hr. mand og jeg har noget med kopper. Nogen samler på magneter eller Royal Copenhagen eller bestik. Vi samler på kopper. Ikke nødvendigvis flotte (faktisk langt fra), men mest sjove og grimme, og aller helst købt i de lande vi besøger. Vi er langt fra så organiserede, at vi faktisk får købt en kop i hvert land. Men vi prøver. Denne gang har vi anskaffet os hele to kopper. Den ene fra en eller anden underlig butik, der var en klon mellem en kolonialhandel og en Matas, og den anden fra Vincent van Gogh-museet.
DSC_0001-1
DSC_0005-1
DSC_0010-1
Ko-koppen er vældig grim og hyggelig. Det var derfor jeg faldt for den. En yderst værdsat souvenir, hvis I spørger mig. Og som jeg bestemt synes I skulle billedspammes med.
DSC_0019-2
DSC_0026-1
Vincent Van Gogh-koppen var et decideret fund! For det første var der 50% rabat på den – hvilke altid varmer et jydehjerte. Derudover har den påmalet mit yndlings van Gogh-motiv: ‘Head of a skeleton with a burning cigarette’. Jeg vil da godt indrømme, at jeg faktisk ikke vidste, at der fandtes sådan et maleri – for at være helt ærlig, er jeg muligvis ikke så finkulturel. Eller bare kulturel. Det er min mand derimod, og det var derfor vi overhovedet havnede på museet. Men jeg gik altså der på museet og gloede på solsikker og mere eller mindre vellykkede portrætter, og synes måske at det hele var lidt kedeligt og opreklameret. Indtil jeg fandt dette maleri. Jeg tror faktisk, at jeg blev lidt lykkeligere lige dér. Så sådan en kop skulle selvfølgelig også med hjem.
IMG_5368-1
^ Maleriet i levende live. Faktisk fandt jeg senere ud af, at det er absolut forbudt at tage billeder – jeg vidste godt, at man ikke måtte tage billeder med blitz, men troede det var ok uden. Det var dog indtil jeg så hvordan hr. mand var ved at blive smidt ud af en hidsig vagt, fordi jeg tvang ham (altså hr. mand – ikke vagten) til at tage et billede af mig foran et eller andet billede (det var vigtigt at fotodokumentere at jeg var på kunstmuseum). Jeg lod selvfølgelig som om jeg ikke kendte hr. mand, og sendte halvforargede og forstående blikke til vagten. Så han log mig gå med det samme. Og heldigvis også hr. mand lidt senere.

DSC_0414-1
DSC_0420-1
Tilbage til mine fantastiske indkøb: nu da jeg var i gang med at købe van Gogh-souvenirs faldt jeg også for dette penalhus, kan man vel kalde det. Ikke fordi jeg tegner sådan generelt. Faktisk slet ikke. Men det kan jeg da komme til. Når vi flytter til Grønland, og bliver sneet inde i en eller anden vild snestorm, så kan jeg da sidde foran radiatoren iført hjemmestrikkede sokker og tegne et par tegninger af sæler, eller sådan noget. Det er min plan på nuværende tidspunkt.

Fortsættelse følger i morgen *cliffhanger*. Jamen altså, indlæget endte med at være så hulens langt, at jeg ikke engang selv orkede at læse det igennem.

Kan I have en skøn mandag aften!

Amsterdam – den bedste by æver!

Jeg er lige kommet hjem fra Amsterdam. Og helt ærlig, det er jo den bedste by æver! Jeg troede egentlig, at Barcelona for evigt ville være min yndligsby – den er så smuk med alle de gamle, gotiske bygninger, godt vejr nærmest hele tiden og lækker, lækker mad. Men Amsterdam er altså kommet ind fra siden og har overhalet. Der er godt nok ikke en en vild og voldsom god madkultur som i det spanske, selvom jeg da må indrømme, at jeg absolut godt kan indtage en hel del gouda. Og vejret er også lidt halvsløjt engang imellem. Men helt ærlig, det tæller ingenting i det store billede. For hvad Amsterdam mangler i madkultur og vejrforhold, har de så i riiiigelige mængder i stemning og arkitektur. Jamen, det er sgu som at gå rundt i Nyhavn nonstop. Og Nyhavn har altid været et favoritsted for mig, med de der små, skæve og hyggelige huse. I Amsterdam er der altså fyldt helt op med de her sjove huse. Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange kedelige bygninger jeg har set. Det er helt vildt fantastisk. Nogen gange ser jeg et hus, og tænker at det må være blevet stjålet fra ‘Alice i Eventyrland’ fordi det er så skævt og helt uvirkeligt nuttet. Det er altså et kompliment!
DSC_0236-1
DSC_0240-1
Men mest af alt så vinder Amsterdam på stemningen. Her er bare så frit! Alle er i godt humør (måske ikke så underligt, når der ligger coffeeshops og sexbutikker på hvert gadehjørne…) og alle virker så åbne for alle andre mennesker og kulturer. Jamen, det bliver jeg helt glad af!
DSC_0256-1
DSC_0231-1
DSC_0235-1
Og så er der altså også lige det der med, at hollændere har den højeste gennemsnitshøjde i hele verden. Det er måske ret ligegyldigt for alle andre, men for mig, der er de der 188 cm høj, og aaaaltid har været den højeste kvinde i en radius af 100 km, så er det faktisk vældig morsomt, at se så mange andre damer på samme højde som mig selv. Jamen, det virker helt skørt, men det har altså været vældig morsomt for mig.Så altså, en voldsomt hyggelig by fyldt med glade, høje mennesker! Jeg har en klar plan om at komme tilbage. Mange gange.

Næste gang vi tager til Amsterdam er der dog to ting jeg vil gøre anderledes:
1) Jeg vil ikke tage svigermor med i Red Light District. Det er akavet på flere niveauer. Især hvis man har en svigermor der lidt for frisk og begejstret siger til hr. mand: “Kan du ikke lige tage et billede af mig og Carina imens vi står her på flisen *fnis fnis*” Nej svigermor, bare nej.
2) Jeg vil ikke stå i kø i to timer for at komme på kunstmuseum. Ja, TO TIMER! For at kigge på et par malerier af ham der Van Gogh. Heldigvis havde de vældig lækre kager i museumscaféen.
DSC_0280-1
^ Sådan ser man ud efter at have stået i kø i to timer i regnvejr, for at komme på kunstmuseum, og opdage, at man da egentlig synes at ham maleren er ret så opreklameret. Herefter gik jeg ned og investerede 5 euro i en audioguide, der troligt fulgte mig igennem hele museet. Selvom jeg måske også synes at det var lidt tåbeligt, og havde meget svært ved at tage den venlige damestemme i høretelefonerne helt seriøst, når hun gang på gang ville have mig til at føle en masse ting (alt fra dyb fortvivlelse til ren lykke) på grund af nogle penselstrøg. Ikke nødvendigvis af motiverne, der ellers i den grad kunne få mig til at udtrykke fortvivlelse, men ene og alene af hvordan penselstrøgene så ud… Jeg kan ikke sådan noget. Virkelig ikke.

Men det var så alt for nu. Jeg vender stærkt tilbage med et “se alle mine souvenirs”-indlæg på et tidspunkt. Jeg håber I har haft en fab weekend!

Bogbefaling #1

Happyhappyhappy
^ Jeg kan desværre ikke påstå, at jeg er kreativ. Men det er Paints det bedste og de ord jeg udtaler oftest i øjeblikket.

Okay, i sidste indlæg lovede jeg, at det næste indlæg jeg postede ville være meget mere positivt og en smule mindre brokkende. Så det skal I få! Jeg holder nemlig hvad jeg lover – medmindre det omhandler chips med dip, for så gælder alle kneb.

Jeg ville gerne fortælle om hvor fuldstændig fantastisk jeg har det i øjeblikket – hvor mange dejlige mennesker jeg bruger min tid på, hvor meget jeg kommer til at savne mine kollegaer, hvordan det knuser mit hjerte at småforlade min familie, og hvor ubeskriveligt vildt det bliver at flytte til Grønland. Men jeg kan ikke rigtig få det ud på skrift. Så i stedet vil jeg komme med en boganbefaling – eller nej, nærmere en bogbefaling! Det her er uden pis den bedste bog jeg har læst i mange, mange år. Faktisk er jeg så tæt på at udbryde, at det er min nye yndlingsbog. Men så er det jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har en yndlingsbog som sådan. Mere nogle bøger, der deler toppen af poppen. Og i den klasse kommer følgende bog i hvert fald i.

Så altså:

Bogbefaling #1: ‘En mand der hedder Ove’ af Frederik Backman.
happyhappy-ove

Hvis man har lyst til at høre den på lydbog, kan indtalelsen af Thomas Gulstad anbefales på det kraftigste! Og den kan lånes kvit og frit på eReolen.

Den her bog er perfekt! Jamen, det synes jeg virkelig. Faktisk bør jeg bruge lidt flere udråbstegn!!! Jeg har hørt den som lydbog imens jeg har cyklet til og fra arbejde. Den har fået mig til at grine så højlydt og så længe, så jeg var nødt til at stoppe op og krølle mig sammen, fordi jeg fik mavekramper og ikke kunne få vejret – jeg blev ramt af de der fantastiske latterudbrud som man ikke kan stoppe, og heller ikke har lyst til at stoppe, for de gør en så grundlykkelig. Og den har fået mig til at tudebrøle så inderligt og hjerteskærende, så jeg var nødt til at iføre mig solbriller selvom det var gråvejr, for at skjule mine rødsprængte øjne. En anden cyklist var endda så venlig at cykle op på siden af mig, for at høre om jeg var ok. Det var jeg ikke! Jeg hørte slutningen da jeg lige havde parkeret cyklen ved lejligheden, og så løb jeg ellers hulkende op ad trapperne, sparkede døren op ind til lejligheden, og græd mod hr. mands skulder i en halv time. Den bog er simpelthen så perfekt. I hvert fald for mig.

Hvis du synes at introen til tegnefilmen ‘Up!’ er hjerteskærende og alligevel så inderligt smuk, så er det her bogen for dig.

Jeg gad godt, at jeg kunne finde ud af at anmelde, men det kan jeg ikke. Jeg kan kun give befalinger, så bær over med mig. Men tag så lige at få læst den bog! 😀

Snyderne på tur.

På tur med DSB-1
^ Ahahaha, man kan få så meget sjov ud af Picmonkey! 😀 Selvom billedet skal tages meget seriøst – for jeg er rasende.

Hr. mand og jeg er på vej til Vejle. Bare lige sådan en lille sviptur over for at besøge min storebror og hans lille, nuttede familie. Vi sidder og feder den i DSB’s stillekupe, og det er faktisk helt behageligt – ingen syngende spejdere (som jeg ellers altid render ind i, når jeg ender i en almindelig togvogn. I don’t know why, og de er da også vældig hyggelige. Men også meget syngende…), ingen grædende børn, og ingen teenagere, der snakker lidt for højt i mobil om weekendes eskapader. Så alt i alt en helt ok tur. Hvis altså vi lige så bort fra hvad sådan en lille sviptur fra København til Vejle koster:

Voksenbillet koster 354,00 kr. pr. vej pr. voksen. Ja, det bliver så lige 1.416,00 kr. Men ikke nok med det, for vi vil da heller ikke ende med at stå op hele vejen – det tager jo trods alt 2 timer og 31 minutter, at køre over Storebælt til Vejle, og ikke engang Livgarderne ved Amalienborg står op i så lang tid af gangen! Så vi skal også lige tilkøbe en pladsbillet: 30 bloody kr. pr. vej pr. person. Åh, jamen det er jo kun 120,00 kr. ekstra. Så for at vi kan tage på et lille, hyggeligt familiebesøg, skal vi af med 1.536,00 kr.

Jeg kan ikke beskrive hvor rasende det gør mig. Og jaja, jeg ved godt at det bestemt ikke er første gang jeg brokker mig over netop denne problematik, men da jeg har stort set hele min familie i Jylland, er det noget, der fylder en del i mit sure, gamle sind – se bare her.

Men nu skal jeg fortælle jer en hemmelighed: vi har tænkt os at snyde. Muhahahaha! På den ene side synes jeg det er spændende og en smule Bonnie & Clyde-agtigt – dog uden død og ondskab, trods alt. På den anden side tænker jeg på, hvilken glidebane vi dog ikke ender ud i! Men beslutningen er taget. Vores skumle plan er egentlig vældig enkel og lige til: vi ”glemmer” at tjekke ud med Rejsekort.

I know, vi er crime riders! Det tog os lidt tid at beslutte os for at være sådan nogle snydere, men jeg har det faktisk helt ok med beslutningen. Især taget i betragtning, at selvom vi snyder alt det vi kan, så ender vi alligevel med at betale 320 kr. – 120 kr. for pladsbilletterne og 200 kr. i Rejsekort-gebyr. Så vi er jo ikke bare sådan nogle, der kører på frihjul. Ikke helt i hvert fald…

Ok, næste indlæg her på bloggen, skal nok være sjovere og mindre indebrændt. I promise!

Neglelak som afstressning.

Jeg har så travlt for tiden, med at løbe rundt med armene i vejret og juble – jamen, det gør jeg altså stadig! Jeg er så glad og tilfreds og stresset over, at turen meget snart går mod Grønland. Men for at tvinge mine arme og stressniveau ned, har jeg været nødt til at finde på noget afstressende. Normalt elsker jeg at læse bøger, men det har har været alt for svært at koncentrere sig om. Normalt elsker jeg at sidde og fede den på sofaen med computeren og læse blogs/pins/stalke på FB/hvadsomhelst, men det har været alt for uoverskueligt. Folk påstår jo, at motion har en beroligende virkning på os alle. Og jeg vil da indrømme, at jeg faktisk har været nede i den lokale FitnessWorld – 1 gang, og det var for at melde mig ud. Da den lækre og meget veltrænede fyr med tandpastasmilet bag disken spurgte hvorfor jeg dog ville melde mig ud, kunne jeg have svaret, at det var fordi jeg nu flytter til Grønland, og ikke kommer tilbage i 2 år. Det ville have været det seje svar. Især hvis jeg også havde tilføjet noget med “udstationering” og “Sirius Patruljen” (selvom det sidste er løgn – men det ved han jo ikke). Men i stedet svarede jeg alt for ærligt, at nu havde jeg haft medlemskabet siden januar, og ikke brugt det én eneste gang. Som i overhovedet ikke. Han gjorde det tydeligt, at jeg ikke var særlig cool… Men altså, jeg har haft behov for noget afstressende, og ingen af de ovenstående muligheder fungerede, så af uvisse årsager faldt valget på at lægge neglelak. Jeg tror måske det skyldes, at jeg følger et par negle-blogs, og de er så voldsomt dygtige og inspirerende. Jeg kender dog mine svagheder, og besluttede derfor bare, at jeg skulle lægge én farve – altså ikke noget fancy pancy eller noget der krævede teknisk dygtighed og en steady hand. Troede jeg. For det her er resultaterne indtil videre – snak lige om at kende sine svagheder!
1
2
Jeg har ihærdigt prøvet at file (kunne ikke huske ordet – tænkte hele tiden slibe. Cool negle-blogger er jeg muligvis endnu ikke) dem i facon. Det gik tydeligvis mindre godt. Derudover brugte jeg 1,5 time på at lægge to lag og et lag topcoat, hvilket jeg umiddelbart synes er lidt lang tid? Men jeg prøvede virkelig meget på ikke at ramme udenfor neglen. Det gik tydeligvis heller ikke særlig godt. Hvad jeg dog ikke anede var, at det tager SÅ lang tid før de bliver helt tørre. Hvordan er der nogen overhovedet, der kan have tålmodighed til det? Inden man går i gang, skal man jo være sikker på, at man ikke skal tisse/have en lille snack/pudse næse/spille Uno/osv. osv. osv. Og det var jeg tydeligvis ikke særlig opmærksom på.

Så nej, at lægge neglelak er egentlig heller ikke afstressende. Heldigvis har jeg fundet et mirakelmiddel, der måske er i en lidt anden boldgade: “Historier fra Danmark” af Søren Ryge Petersen på lydbog indtalt af manden selv! Behagelig stemme, sjov humor og selvfølgelig nogle sjove og rørende historier – det fungerer lidt bedre end frustrationer over klatmaleriet, som åbenbart er det eneste jeg formår.

Håber I alle har haft en fantastisk weekend. En kombi af Søren Ryge og Dizzy Mizz Lizzy-koncert kan anbefales!

CWAZY NEWS!

HAPPY GAPPY
Det er jo ret sølle, at jeg har været bedre til at udgive indlæg imens jeg var på ferie og nonstop i druk, end jeg har været imens jeg har været hjemme og nonstop fedet den på sofaen. Men der er en god forklaring: jeg har nemlig været dødnervøs. Faktisk i flere uger. Og det har betydet, at jeg overhovedet ikke har haft overskud eller lyst til andet, end at se afsnit af ‘The Big Bang Theory’ og grovæde chips. Det har jeg så tilgengæld også gjort vældig godt. Men nu kan jeg endelig løfte sløret for cwazy news, og hvorfor jeg har været helt væk fra sendefladen (hvis det ikke var endt positivt, havde jeg selvfølgelig løjet og fortalt, at jeg havde haft alt for travlt med at være en perfekt husmor, eller at jeg havde brækket alle mine fingre i et faldskærmsudspring, eller noget andet cool. Men nu får I sandheden!): JEG HAR FÅET JOB PÅ GRØNLAND. Ja fandme ja. Og halleluja og hurra 😀 😀 😀 Så hr. mand og jeg bliver øboer om mindre end 2 måneder.

Et par af vores venner har været sådan lidt a’la: “Grønland? Hvad fanden vil I på Grønland??!” Vi vil sgu da nusse med isbjørne, bruge slædehunde som offentlig transport, se Nordlyset, lave sneengle hver dag, lave verdens største snemand der bliver stående for evigt, spise hvalkød, sy sælluffer, lære at sige “Jeg vil gerne bestille 2 øl, tak” på grønlandsk, køre på indlandsisen, eje en snescooter, få grønlænder-venner, opleve en snestorm, se hvaler, trekke i bjerge, lave vores egne tupilakker og så meget mere. Inkl. selvfølgelig lidt arbejde. Jeg kan slet ikke udtrykke hvor fantastisk og skide spændende det er. Jeg er meget, meget glad.

Jeg søgte stillingen allerede inden jeg tog til Thailand. Der var dog først sidste ansøgningsfrist den 7. april, tror jeg nok, så jeg gik ikke og var nervøs på ferien. Det var jeg alligevel også for fuld til. Men da jeg kom hjem og hverdagen startede igen, kunne jeg mærke de små sommerfugle i maven. Som ærlig talt hurtigt blev til gigantiske Pterosauruser. OMG. Samtalen foregik over Skype, og desværre var forbindelsen ikke skide god, men tilgengæld var jeg skide nervøs, så det var jo en dejlig kombi. Men muhahaha, jeg fik jobbet (hvilket har fået mig til at tænke på, hvilke andre tåber de ellers må have haft til samtale, siden jeg var det bedste bud. Synd for Grønland, heldigt for mig).

Jeg håber I har haft en rigtig god weekend – for det har jeg 😀 Og at de, der har været vågne hele natten, enten pga. Readathon eller druk, ligger og sover tungt og roligt nu. Nu vil jeg prøve at læse lidt blogs, måske google Grønland et par gange eller to, og drikke min kaffe med et stort smil på læberne. Det her er altså en god weekend!

Jeg er kommet hjem i mere eller mindre god stand.

Hello world, I’m back! Åh, hvor har det dog været en fantastisk ferie. Men det har været lidt hårdt at komme hjem igen… På ferien havde jeg nemlig gået og funderet over, om jeg måske var sådan lidt et supermenneske a’la Cat Crawfield – altså bare minus vampyrslagtninger, halvvampyr og Bones.. og måske også minus nogle andre essentielle ting, men ellers i bund og grund præcis ligesom hende. Jeg oplevede nemlig, at jeg næsten ikke havde nogen tømmermænd, selvom jeg indtog utrolige mængder alkohol stort set hver evig eneste dag i 10 dage. Og det er bestemt ikke sådan min verden plejer at se ud, dagen efter indtagelsen af alkohol. Derudover kunne jeg pludselig indtage mad, der var så stærkt, at det gav tårer i øjnene. Det vilde var, at jeg ikke spiste det, fordi jeg deltog i en manddomsprøve mod en masse backpackere, som ellers ville være det mest naturlige. Jeg spiste det faktisk, fordi jeg syntes det smagte godt. Jeg blev endnu mere overbevist om min supermenneskelighed, da jeg landede i Danmark igen. Jeg kom hjem, fik en dejlig modtagelse af hr. mand (der så ud til at have klaret mit fravær meget godt. Måske lidt for godt…) , gik i seng en time tidligere end normalt, og kunne endda stå op klokken alt-for-tidligt, for at cykle på arbejde. Cykelturen var endda fantastisk, og jeg havde optur og hyggede mig gevaldigt. Alt sammen noget som normalmenneske-Carina ikke ville have klaret, var jeg overbevist om.

Men så blev klokken 1200, og alt min supermenneskelighed forsvandt – med tilbagevirkende kraft, vel at mærke. Jeg kunne næsten ikke holde mine øjne åbne, jeg var simpelthen så træt. Træt helt ind til benet. Jeg kan ikke fortælle hvad jeg lavede på arbejde de sidste timer, for jeg aner det ikke – men formodentlig brugte jeg tiden på at se pisse travl ud, imens jeg bællede den ene kop værkstedskaffe efter den anden. Det var den eneste måde jeg kunne overleve på. Da jeg endelig fik fri og cyklede hjem, overvejede jeg, at lægge mig til at sove i vejkanten. Vejret var jo godt. Men jeg fandt den sidste rest af supermenneske frem i mig og kæmpede mig hjem – godt hjulpet af al den koffein, jeg havde indtaget. Da jeg kom hjem gik jeg ud som et lys.

Nu er det søndag, og jeg har brugt hele ugen på at overleve på arbejde, cykle hjem i sneglefart og er gået tidligt i seng. Hr. mand har stået for alt det praktisk – jeg har ikke engang haft overskud til at diktere aftensmaden. Det plejer jeg ellers at være vældig god til. Og når jeg siger, at jeg er gået tidligt i seng, så er det helt bogstavligt – klokken har været mellem 1900-1930 de sidste dage. Jeg ville helst være gået i seng klokken 1700, men hr. mand overbeviste mig om, at det ville være smartere at vente. Samtidig har jeg været ramt af de dersens tømmermænd, som jeg burde have oplevet på ferien. Jamen, det er rigtigt! Jeg føler jeg har tømmermændshoved og -mave. Så meget for at være supermenneske. Selvom jeg må sige, at det var vældig sjovt i de 14 dage det varede.

Nåh, men jeg har ikke nok energi til at fortælle detaljeret om min ferie. Jeg kan dog lige overskue, at vise lidt billeder. Trods alt.
1
^ Vores hjemgade i Bangkok. Vældig hyggeligt sted, der næsten ikke lugtede af mødding.
2
^ Obligatorisk tuk-tuk-billede. Med vindblæst hår.
3
^ På bar i Krabi, hvor cocktailsene var utrolig lækre og voldsomt billige. Og åh, nogle gode smøger!
4
^ På færgen fra Krabi til Koh Pih Pih (eller som en lokal restaurant stavede det: Pee Pee, haha!)
5
^ Høhø.
6
^ Vores strand på Kho Phi Phi.
7
^ Og udsigten fra vores lille bungalow.
8
^ Ung med de unge og drak alt for mange buckets.
9
^ Solskoldet.
10
^ På longtail boat-tur for at komme ud at snorkle. Ih, nogle fine fisk vi fik kigget på.
11
^ Mig på “The Brick” – et diskotek uden nogen turister overhovedet, altså bortset fra mig og mine rejsefæller. Det betød også, at jeg pludselig var lidt som en turistattraktion: bleg og over dobbelt så høj som gennemsnitshøjden for de fleste asiater.
12
^ Too many buckets!
13
^ Thai-massage iført utrolig lækker thai-tøj. Ja, jeg ved godt billedet er elendigt. Men det er det eneste bevis på, at jeg har fået massage 10 gange på 10 dage. Åh, min krop var som smør de sidste dage i Thailand.
14
^ Jeg blev opgraderet til business class på flyturen hjem fra Dubai til København. 7 timer i himlen! Jeg udnyttede det til fulde: massage i stolen hele vejen hjem, spiste og drak alt jeg fik tilbudt, og så alle de film jeg kunne nå på den store skærm.
15
^ Indtog morgenmad på business class i liggende stilling, med massage i ryggen og Wall-E på tv’et. God afslutning på en fantastisk ferie!

Det endte selvfølgelig med lidt mere end “lidt” billeder… jeg er så dårlig til at fatte mig i korthed!

Håber I har en skøn , skøn søndag! 🙂

Hvorfor man bør bo i Udkantsdanmark #1

Jeg sidder stadig i Thailand og får sol på min blegfede krop. Men derfor synes jeg da sagtens, at jeg kan starte en helt ny serie her på bloggen: ”Hvorfor man bør på i Udkantsdanmark”. Jeg er jo så voldsomt struktureret, så det skal nok ende med en lang og velskrevet serie…

Fordi det er en fornøjelse at tage bussen:

  • For at fange en bus, behøver du ikke vandre til et eller andet busstoppested. Faktisk skal du bare gå ned for enden af din grusvej (alle i Udkantsdanmark med respekt for sig selv, har selvfølgelig en grusvej), og vinke og smile til bussen når den kommer kørende, så stopper den lige foran fødderne på dig.
    1
  • Det samme gør sig selvfølgelig også gældende når du skal af bussen. Du behøver altså ikke stå af ved et busstoppested. Men så snart din grusvej er i sigte trykker du på ”Stop”-knappen, og den gode buschauffør stopper lige ved din grusvej.
  • Alle buschauffører kan finde ud af at smile og sige ”Goddag”. Faktisk kender de fleste buschauffører alle deres passagerer, så det er altid en glædelig velkomst man får, når man skal med bussen.
  • Fordi buschaufføren kender dig personligt, skal du heller ikke være bange for at falde i søvn efter en lang arbejdsdag, og ikke komme af det rigtige sted. For buschaufføren ved selvfølgelig hvor du skal af (faktisk er det der med at trykke på ”Stop”-knappen ren proforma). Så hvis du er faldet i søvn, så stopper han bussen når den kommer til din grusvej, og går ned og vækker dig, så du kan komme af.
  • Du kommer aldrig til at sidde skulder til skulder med en ostelugtende mand. For der er altid masser af plads i bussen, så hvis du ikke gider oste-manden, så finder du dig bare en anden plads.
  • Update 12-04-2015: jeg ved ikke hvordan jeg kunne glemme det! Men en anden meget vigtig detalje: hvis du bruger bussen hver morgen for at komme på job eller i skole, så behøver du ikke være bange for ikke at nå bussen – selvom du er for sent på den. Du skal bare sikre dig, at du har en lommelygte i hånden, hvis det stadig er mørkt, og så skal de søde chauffører nok stoppe og vente på dig, hvis de kan se en lommelygte komme løbende ned ad grusvejen.
  • Og der er sgu en til jeg har glemt (for dårligt!) – update 12-04-2015: Hvis du er den sidste, der skal af bussen, en mørk og sen aften, hvor der tilfældigvis både er tåge og fuldmåne – altså et sikkert tegn på varulve. Så stopper den altid smilende og venlige buschauffør selvfølgelig op, holder i tomgang for enden af din grusvej, og holder øje med, at man løber sikkert hjem. Når man er kommet godt nok hjem blinker man lige et par gange med lommelygten, og så er den i vinkel (hvad buschaufføren ville have gjort, hvis jeg var blevet spist af en varulv, ved jeg ikke. Forhåbentlig kørt utrolig hurtigt hjem, eller kørt den ned).
    2

Denne serie bunder i personlige erfaringer og oplevelser. True story.

Ny hobby – ny alder.

Jeg er forhåbentlig i øjeblikket på Phi Phi, hvor jeg agerer strandet hval. Men I skal da ikke sidde dér og kede jer I jeres påskeferie helt uden mig. Så jeg har været voldsom god, og forprogrammeret nogle indlæg. You’re welcome.

For en lille måned siden blev jeg 29. Troede jeg. I stedet har det vist sig, at jeg faktisk er 89 år. For sig goddag til min nye hobby: at brodere.
1-1
Jeg ved ikke hvordan det er endt sådan her. Men det kommer åbenbart med alderen. Om et år begynder jeg sikkert at male porcelæn og spille bridge. Hjælper det, hvis jeg fortæller, at det ikke var min egen ide, men en venindes? Måske lige indtil jeg bliver nødt til at indrømme, at vi nu faktisk har en broderi klub. Den er godt nok ikke mere end et par uger gammel, men det er vel underordnet.

Første møde vi havde i klubben, gik med at introducere mig for broderiets glæder. På forhånd havde jeg udpeget et mønster jeg ville gå i kast med – selvfølgelig en happy t-rex. Jeg har jo en forkærlighed for tyrannosauruser. Det er meget simpelt at brodere, kan jeg overraskende melde, så det tog ikke mere end et par minutter at blive klar og parat, og bang, så havde jeg lavet mit første korssting.
3-1
^ Lykken ville ingen ende tage. Selvom det måske ser ud til, at jeg er ved at spise stoffet, så er det faktisk bare et meget stort glædens smil.

Hvad jeg ikke havde forudset var, at det tager en helvedes tid at brodere. Jamen, man tror det er løgn! Jeg ved ikke præcis hvor mange timer jeg sammenlagt har brugt på happy t-rex, men det er mange. Og jeg mangler stadig at fylde dens tykke mave ud.
2-1
Men jeg må indrømme, at det altså er vældig hyggeligt, at sidde dér og lave korssting. Og jeg sidder selvfølgelig og ser tv, snakker med hr mand eller hører Harry Potter samtidig. Det kan jeg næsten multitaske med. Så det er altså vældig hyggeligt.

Faktisk så hyggeligt, at hr. mand og jeg sidder og er kreative sammen. Så er vi pludselig hr. og fru på 89 år – jeg sidder og broderer, og hr. mand sidder og strikker sokker til mig.
4-1
^ Jeg håber lidt, at dødningehovederne kan trække 10 år af vores mentale alder…

Jeg har sat indlægget til at blive udgivet kl. 1534 – sikkert lige efter jeg er vågnet af min middagslur, eller i gang med at indtage kaffe og kage. Ja, selv i Thailand. Så det skal nok blive en aldeles god dag for mig. Så jeg håber, at I også har en rigtig fantastisk Langfredag! Hilsen Granny.

Status på nytårsforsætter.

1
Jeg håber I har haft en god weekend. Ifølge planen er jeg i Thailand, og har formodentlig brugt weekenden på at drikke mig fuld for ingen penge, set nogle Buddhaer og fået noget effektiv thaimassage. Så jeg er forhåbentlig glad og tilfreds. Men som den cool og professionelle blogger jeg er, har jeg selvfølgelig forprogrammeret nogle indlæg. Så enjoy.

Eftersom det meget snart er 3 måneder siden, at jeg delte mine 5 nytårsforsætter med jer, synes jeg det er på tide med en lille statusupdate. Hvis jeg ikke husker at tjekke op på dem i tide og utide, ender det nok med, at jeg har lidt for travlt i december. Og i år må det godt være anderledes!

1) Bruge al min makeup. Men måske vigtigst: lære at bruge det!
Jeg har brugt en hel uge af mit liv, vil jeg gætte på, på at se youtube-videoer, for at blive en mere eller mindre professionel makeupartist. Og det virker! Jeg har hvad youtube-damerne kalder ”hooded eyes” (på dansk: tunge øjenlåg. Men ærlig talt, det lyder så deprimerende), og jeg tror det er derfor, at jeg altid har synes, at det er så besværligt at lægge øjenmakeup. Men nu har jeg hele 3 gange taget i byen med en vild makeup. Og jeg ville så gerne vise før- og efterbilleder, men billedkvaliteten er simpelthen for elendig.

Så status på nr. 1: I’m on a roll! Og det har jeg altså fejret, ved at købe lidt makeup på Makeup Revolution. Makeup paletten er i matte farver, for det fortæller youtube-damerne, at det skal man bruge, hvis man har de der hooded eyes.
2-1
^ Hvis det har interesse, så er det følgende jeg har købt mig: Foxus & Fix Brow Kit Light – medium (2,5 £), Essential Mattes 2 (4 £) og Pro Fix Makeup Fixing Spray 100 ml (5 £). Alt i alt inkl. porto: 16,5 £.

2) Læse flere bøger.
Jeg har indtil videre fået læst ‘Emma’ af Jane Austen, ‘Halfway to the grave: a night huntress novel’ af Jeaniene Frost, ‘Derfor hopper jeg’ af Naoki Higashida og ‘Kom i gang med LCHF på 14 dage’ af Lars-Erik Litsfeldt (ja, kogebøger tæller også med!). Det er ærlig talt ikke prangende. Hvad der er mere prangende er dog, at jeg i stedet har hørt lydbog. Jeg er godt i gang med at køre alle Harry Potter-bøgerne igennem, indtalt af en virkelig sjov og dygtig brite, som jeg ikke aner hvem er. Og jeg er snart færdig med ‘Harry Potter and the Order of the Phoenix’. Det betyder, at jeg lige om lidt har hørt lydbøger i 6.036 minutter, altså over 100 timer. Hvilket betyder, at jeg har brugt over 4 dage af mit liv på at høre Harry Potter. Det er alle timerne værd! Så når jeg også tæller de fem Harry Potter-bøger med, og tager in mente, at jeg normalt læser hurtigere end en lydbog kan hamle op med, så synes jeg det er en helt ok liste.

Så status på nr. 2 må være, og lige for at blive lidt mere i Harry Potter-universet: Exceeds Expectations.

3) Lave ny mad.
Jeg får simpelthen lavet så meget mad for tiden. Og ikke bare får jeg det lavet, det smager faktisk skide godt. Siger jeg selv, men altså også hr. mand og diverse veninder, jeg har overtalt til at komme til middag. Min all time favorite dish er i øjeblikket denne fantastiske low carb-pizza, som kan anbefales på det absolut kraftigste. Faktisk synes jeg den er så fantastisk god, at jeg serverede den til fødselsdagshygge. Så fancy pancy er jeg.
3-1
^ Læg især mærke til hvor fiiiint jeg har placeret pepperonierne.

Og hvis man gerne vil have en dessert, så lav en omgang gammeldaws æwlegrød med flødeskum. Og hvordan gør man så det? Det kan kokken Carina da lige hurtigt fortælle:

Gammeldaws Æwlegrød:
Du skal bruge kanel, vaniliepulver og fløde og alle de æbler du kan spise. Skræl alle æblerne, fjern kernehusene – meget gerne med en udstikker, det er ligesom lidt sjovere.
4-1
Smid æblestykkerne op i en gryde, hæld en lille, bitte smule vand i, drys med kanel og vaniliepulver som man ønsker, og kog æblerne til splat. Jeg kan godt lide min grød uden klumper, så den får også lige en tur med stavblenderen, når æblerne er helt færdige. Så smider jeg den i køleskabet, for at den kan blive kølet helt ned – kold æwlegrød er altså bedre end lunken æwlegrød, i min optik. Når den er klar til at blive spist, pisker man utrolige mængder flødeskum (jo mere jo bedre), anretter grøden i nogle skåle/pæne glas/whatever works, og drukner det i flødeskum. Velbekomme!

Jeg har også lavet en hel del opskrifter fra ‘Kom i gang med LCHF på 14 dage’ af Lars-Erik Litsfeldt, som er en kogebog, der også varmt kan anbefales. Både fordi han virkelig skriver med humor, men selvfølgelig også fordi det er nogle utrolig lækre opskrifter han disker op med. Kyllingebryst i bacon er en ret vi har lavet en hel del gange herhjemme – kun overgået af helstegt svinemørbrad med fetafyld, baconsvøb og svampesovs. Oooooh yes!
5-1

En status på nr. 3 er: JA, hvor det kører!

4) Spise på fancy pancy restaurant ca. hver 2. måned.
Det har vi ærgerlig talt ikke været for gode til. Og eftersom det skulle være ca. hver 2. måned, ja, så burde vi jo have spist fancy pancy mindst 1 gang. Altså, jeg har været ude og spise virkelig, virkelig god mad på Fuego (lækreste bøf og lækreste mojitos til en meget fair pris!). Men det var uden hr. mand. Så den tæller vel halvt, vil jeg mene. Og eftersom jeg nu er i Thailand og bruger hele min årsløn på at drikke drinks, få thaimassage og købe åndssvage souvenirs, så ser det desværre ikke lysere ud i nærmeste fremtid…

Status på nr. 4, må derfor sørgeligt nok blive: halvt dumpet!

5) Blive mega stærk og en rigtig god løber.
Ja altså… for at gøre en lang og sørgelig historie kort: jeg købte et medlemskab i Fresh Fitness lige inden de blev fusioneret med Fitness World. Jeg synes jeg var skide smart, for det betød, at jeg kunne gøre det lidt billigere end ellers. Det ville også have været billigere end normalt, hvis jeg altså havde brugt det. Men nu har jeg haft det skide medlemskab i tre måneder og brugt det 0 gange. Ja, NUL! Og min træningspartner, altså hr. mand, er ligeså sørgelig og ynkelig som mig, så vi kommer ligesom ingen steder, når vi først sidder og fletter fingrer i sofaen. Så mine spaghettiarme er ligeså spaghetti som altid.

Hvis jeg da så bare kunne prale med, at jeg i stedet er blevet en stabil og hurtig løber. Men…. nej. Jeg løb i 8 uger, og det gik da også ok, helt uden alt for ondt i knæet, og uden at være døden nær. Men altså, jeg synes det er kedeligt. Dødkedeligt. Så… jeg er ikke rigtig kommet videre end til uge 8.

Det er den skinbarlige sandhed, og jeg er ikke stolt af den! Og dog, for jeg er faktisk ikke helt elendig. Jeg kan faktisk prale med en smule: jeg har jo i noget tid cyklet hjem fra arbejde, men nu er jeg også begyndt at cykle til arbejde. Ja sgu! 50 km om dagen. Så måske er mine arme stadig spaghetti, men jeg kan sgu sparke som en hest. Derudover har jeg et arbejde, hvor jeg skal have en vis form for fysik, så faktisk har jeg betalt idræt af 2 x 1,5 time om ugen – så lidt gør jeg da.

Derfor må status på nr. 5 blive: jeg kan ikke nænne at dumpe én, der er så ynkelig!

Men hele 3 ud af 5 er da ganske godt. I hvert fald ca. 100% bedre end det plejer! Så hurra til mig, og god påske til jer 🙂