Småt og godt #2

– den tudsegamle version. Jeg har nemlig fundet lidt billeder fra det sidste års tid eller halvandet, som jeg ikke kan nænne at slette.

Michelinmanden Michellin-manden til højre er mig. JA! Jeg er flad af grin, og det her er muligvis mit yndlingsbillede, for jeg ser jo helt absurd ud. Men hallå, når man skal ud at køre hundeslæde i minus 20 grader med en chillfactor på ca. minus 300 grader, så er man egentlig ligeglad med hvordan man ser ud (ok indrømmet, i situationen vidste jeg faktisk ikke, at jeg så cwazy ud). Man går mere op i, at man ikke fryser sine arme, ben eller torso væk. Da vi kom kørende på slæden ned ad en meget stejl bakke, nåede jeg lige at forestille mig, at jeg faldt af slæden uden nogen opdagede det (selvom det ville være fysisk umuligt, medmindre de insisterede på ikke at se det). Men jeg kunne hurtigt berolige mig selv med, at redningshelikopteren umuligt ville kunne overse mig – farven og massefylden taget i betragtning.

Metallica i Royal Arena Jeg var til Metallica-koncert i starten af februar sammen med mine søstre og hr. mand. Koncerten var fantastisk og Royal Arena var vældig god (næsten ingen kø ved hverken toiletterne eller øllene, jamen hurra!). Det var første gang med en siddeplads til en koncert, og det var lidt en underlig oplevelse. For siddepladserne sad utrolig højt oppe på en meget stejl tribune, og der var ingen redning, i tilfælde af at man snublede fordi man måske hoppede lidt for glad og højt. Så af frygt for en fald-død, så sad vi på vores røv en hel koncert igennem, og kun lige dansede lidt med skuldrene. Men udsigten var da helt ok.

Lystfisker For 1,5 år siden fangede jeg min første fisk. Jeg var absurd stolt – se selv ovenstående. Selvom den er tiny lillebitte. I hvert fald i forhold til hvad jeg sidenhen har fanget: to rødfisk på henholdsvis 5 og 6 kg og en torsk på 5 kg – på én krog! Jamen, det er ikke engang en lystfiskerhistorie, den er sand nok. Jeg har heller ikke fisket siden, eftersom det kun kan gå ned ad bakke herfra. Det bliver jo ikke større – medmindre jeg kan få en 400 år gammel grønlandshaj på krogen, og det vil jeg faktisk hellere være fri for.

Bvadr, edderkop Min søster har holdt en edderkop i sin hånd (!!!!) Egentlig overhovedet ikke hverken småt eller godt. Men det er så absurd, så det alligevel kommer med på listen.

Chokerede dyr Små børn, der tegner øjne og mund på figurer, er de sjoveste. Jeg har ikke helt gennemskuet hvorfor min nevø har besluttet, at alle dyr skal se højst chokerede og sørgmodige ud, men jeg kan ikke lade være med at grine af det.

Høje snedriver Inden vejret blev depressivt. Dengang vi stadig havde meget høje snedriver, der slet ikke var splattet sammen og snavset til. Det var en god og lykkelig tid.

Snescootertur Så glad ser man ud, når man lige har været ude at køre snescooter for første gang i sit liv. Og selv har kørt maskinen. Jeg synes selv det gik sindsygt hurtigt, og jeg havde nærmest ikke tid til at trække vejret, fordi jeg var så fokuseret. Jeg blev derfor en smule nedslået, da jeg kiggede på speedometeret og det stod på 26 km/t. Fartdjævel.

Strubesang Jeg har været til koncert med Tanya Tagaq, der synger strubesang! Og det var fandme mærkeligt. Og helt vildt fantastisk. I samtlige 60 minutter stod jeg med gåsehud på hele kroppen. De første 10 minutter skyldtes det chok, men de resterende 50 minutter var af ren betagelse. Jeg anede intet om strubesang inden jeg så Tanya, men den her optagelse fra TedTalk (af alle steder) er ret beskrivende, selvom det er uden instrumenter. Hvis du ikke gider se det hele, så spol hen til ca. 2:05, det er dér det sjove begynder.