Indkøbsvogne bygget til kæmper.

IMG_3327.JPG
Jeg var i Bilka sammen med min dejlige mor. Og udover at jeg hyggede mig gevaldigt sammen med hende (og også fik plaget mig til en trøje og noget slik – på den måde bliver jeg aldrig ældre!), så blev jeg virkelig positiv overrasket da jeg så deres indkøbsvogne! De er jo KÆMPE store – selv 188 cm høje mig kommer til at se lille bitte ud med dem (hvilket også betød, at jeg kom til at grine ret meget indvendigt, da jeg så en lille 160 cm høj dame komme skubbende med sådan et monstrum. Hun lignede jo en umpa lumpa, der var sendt på indkøb af Willy Wonka!). Ih, det var noget jeg kunne lide. Og fik selvfølgelig fluks Mutti til at fotodokumentere det.

Min mor er btw ikke en særlig fotograf. Hun tog 10 billeder af mig og indkøbsvognen. De 9 af dem ser sådan her ud i mere eller mindre slørede udgaver…

IMG_3321.JPG

Elendigt løbevæddemål.

Øv, hvor jeg hader at løbe.

Jeg ved godt, at B.S. siger, at hvis man bliver ved med at sige til sig selv, at man hader at løbe og det er alt for hårdt og ens knæ gør ondt, så bliver det aldrig sjovere, og man bliver i hvert fald aldrig bedre. Det ved jeg godt, men det er frygtelig hårdt for mig, at overbevise mig selv om, at det nogensinde kan blive bedre, hvis jeg bare tænker anderledes.

Uheldigvis har jeg en pisse sej mor. For 5 år siden stoppede hun med at ryge, men indså hurtigt, at hun var nødt til at have en hobby, for at kunne holde sit rygestop (hobbyer eller projekter er vigtige!). Så hun begyndte at løbe. Og elskede det. Hun løber ikke hurtigt, men hun løber fandme langt! Så da der var VM i Halvmarathon i København i marts i år, var hun selvfølgelig med. Jeg troppede op med hr. mand og stod op heppede på hende hele tre steder (altså, ikke fordi jeg havde en time-turner. Men fordi ruten lå sådan, at man som publikum hurtigt kunne komme hen til en anden del af ruten, imens de stakkels løbere lige skulle løbe nogle flere kilometer). Og jeg var helt rørt til tårer! Jeg synes bare hun var så sej, og der var en helt fantastisk stemning, med en masse glade folk der heppede, musik og godt vejr.

Efter vi havde taget imod hende på mållinjen, fortalte vi begejstret om hvor fantastisk en oplevelse det havde været for os, og hvor skøn en stemning, der havde været. Jeg var helt høj og glad og lykkelig! Mutti synes også, at det havde været helt fantastisk – altså, hun havde lidt ondt i benene, men der havde været mange til at heppe, og dét var i hvert fald en god motivationsfaktor. Og så kom det skæbnesvangre spørgsmål: “Men i Berlin er det endnu vildere og med mange, mange flere mennesker – vil du ikke løbe det sammen med mig, Carina?” Det endnu mere skæbnesvangre svar var uheldigvis: “Sikke dog en skiiiide god ide, mor!”. Jeg var endda så høj på lykke og positivitet, at vi endda lavede et væddemål.

Halvmaraton i Berlin er i marts. Jeg er stadig ikke kommet længere end 3 km. Og jeg hader stadig at løbe.

Er der en person, jeg ikke vil tabe et væddemål til, fordi hun er en endnu dårligere vinder end mig, så er det min mor. MEN lykken er vendt, og jeg er igen glad og lykkelig! Min stakkels mor har nemlig ødelagt sin skulder (ih, hvor heldigt), og hun er lige blevet opereret i den, med beskeden om, at hun ikke må løbe i meget, meget lang tid. Så hun har været nødt til at melde afbud til marts… Der er sgu ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget!

Sådan her så damen ud, da hun kom over målstregen i København. Lidt for glad og overskudsagtig, hvis man spørger mig. Men not so much any longer, muhahahaha!IMG_2245

Edit:
Og jeg bliver nødt til at vise jer billedet nedenfor:
morogcarina
Det er taget 2 sekunder inden jeg giver hende en kæmpe krammer, og min mor ser bare så lykkelig ud! Men mig? Jeg ligner sgu da ham her fra Familien Addams:
49._Cousin_Itt's_Problem_015
Bare billedet af mig er taget i profil… det ligner jo til, at jeg ikke har noget ansigt!

Mørkeræd del 1.

Efter at have læst det her indlæg på Brooklyn Brunette, blev jeg lige mindet om hvorfor jeg ikke tør bo på landet! For det er jo pisse uhyggeligt!

I de første 18 år af mit liv boede jeg hjemme hos mine forældre, i deres gamle, nedlagte landejendom laaaangt ude på landet. Der er vel 500 m til den nærmeste nabo og 1 km til den næste nabo. I dagstimerne var det fantastisk, for der var masser af plads at lege på, en masse køer at vælte og en masse halmballer at hoppe rundt på. Det var virkelig en idyllisk barndom. Lige indtil mørket faldt på. For sjovt nok, når det bliver mørkt ude på landet, så bliver det altså bælgragende mørkt! Så mørkt, at du ikke kan se mere end 1 cm frem, og kun kan se det din lommelygte lyser på (hvis du er så heldig at have en!).

Jeg får helt kuldegysninger når jeg tænker på det!

I al den tid jeg har boet hjemme ved mine forældre, har jeg været skrækslagende for mørket. Da jeg var helt lille, havde min ældste lillesøster og jeg et hemmeligt hoste-sprog. Vi er 4 børn og vi havde alle hvert vores værelse (ret uroligt, egentligt), men vi ville aller helst sove sammen. Men det måtte vi ikke for mor og far, for de mente vi ville sove for dårligt og for mast. De kunne jo ikke sætte sig ind i, at det altså var sjovere at sove to sammen, når valulvene og spøgelserne lå på lur, så snart lyset blev slukket. Men vi opfandt altså derfor vores eget hoste-sprog: 1 host betød, at mor og får endnu ikke havde været inde og kysse godnat. 2 host betød, at nu var der fri bane og 3 host betød, at nu skulle det fandme være! Det var altid min søster, der skulle liste sig ind på mit værelse, og jeg vil til enhver tid mene, at hun burde være blevet ninja! Det her foregik vel over en årrække, hver evig eneste aften, og mine forældre opdagede det næsten aldrig før det var for sent, og vi lå og sov trygt.
Måske opdagede de det egentlig, men vidste, at hvis vi ikke sov sammen, så ville vi bare ende inde i deres seng – som blev lidt tætpakket med 4 børn og 2 voksne, skal det lige siges. Men hvis det er tilfældet, giver det sgu ingen mening, at de ikke gav os lov til at sove sammen med det samme, i stedet for alt det luskeri.

Da jeg så blev ældre, begyndte jeg at sove alene. Lidt voksen var man vel. Min søster var dog altid klar til at redde mig, hvis jeg havde behov for det.
Men da jeg startede i gymnasiet kom et nyt problem: jeg skulle med bussen kl. 0630, for at kunne møde til tiden. I vinterperioden er der fuldstændig mørkt på det tidspunkt. Mine forældre har en lang, lang grusvej jeg skulle gå ned af, helt alene. I komplet mørke. De første par gange prøvede jeg bare at holde ud, og synge for mig selv – meget højt. Men nogle gange blev jeg så panisk, at jeg ikke kunne komme på én eneste sang, og så var der i stedet en frygtelig tavshed. Jeg har faktisk pjækket et par gange, bare for at undgå at gå ud i mørket. Det har mest været når der var fuldmåne, og vareulvene har lusket rundt! Sang-metoden duede altså ikke altid. I stedet fandt jeg ud af, at hvis jeg stod i døråbningen og snakkede med mor (hvis jeg bare stod og gloede ud i mørket fra døråbningen, ville jeg være et for let offer!) og holdt øje med bussen, så kunne jeg se den ca. 1 km inden den nåede til vores grusvej. Og hvis jeg i det sekund jeg så bussen stak i løb, kunne jeg lige præcis ikke nå den. Heldigvis så kender man selvfølgelig buschaufførerne, når man bor på landet, og de kender mig (ja, kender. De kan stadig huske mig, når jeg engang imellem er hjemme og besøge de gamle). Når de kom kørende og kunne se en lommelygte i rasende fart, så vidste de, at det var mig, og de stoppede derfor og ventede, indtil jeg forpustet og stakåndet hoppede på bussen. For mig var buschaufførerne helte!

Jeg har mange flere dødsens uhyggelige historier at fortælle. Men jeg kan jo ikke være kortfattet, så det må vente til en anden dag…

Fedling.

Som jeg da vidst har nævnt, så har jeg været en fedling. Og ja, HAR VÆRET. Jeg har så absolut stadig nok til både gården og baghaven (mest til baghaven, faktisk), men jeg er ikke længere overvægtig, og kan derfor ikke klassificeres som en fedling.

Og nej, ordet fedling er ikke nedladende! Faktisk er det et selvopfundet ord – eller, det troede jeg det var, indtil jeg læste det i en undertekst på en eller anden film, og blev lidt chokeret og skuffet, for synes lige jeg havde været så genial. Nåh, men jeg “opfandt” ordet, fordi jeg var ved at være træt af at omtale mig selv som tyk. Tyk er sådan et… træls ord, synes jeg. Men fed er et endnu værre ord, i hvert fald for omgivelserne. Så snart jeg omtalte mig selv som fed, fik jeg altid tilbage: “Eeeej, det kan du dog ikke mene om dig selv. Oh stakkels Carina, der sådan må hade sig selv, når hun kan sige sådan noget frygteligt!” Men… jeg hadede altså ikke mig selv! Men jeg var altså tyk, overvægtig, fed! Hvorfor er det så forkert at sige? Og hvorfor skal man næste altid tvinges til at have det dårligt over de ekstra kilo? Men i hvert fald tænkte jeg, at jeg var nødt til at få et mere nuttet ord. Og hvis du tænker, at “buttet” da er et mægtig nuttet ord, så har du lidt ret. Men mit problem er, at buttet er noget piger er. Og selvom der findes 55årige kvinder, der insisterer på, at kalde sig selv for piger, så er jeg fandme ikke en pige! Jeg er en kvinde. Jeg er også den type, der bliver helt glad, når en mor omtaler mig som dame til sit barn: “Pas nu på, Ofelia-Marie, damen skal lige komme forbi.” Så bliver jeg lidt glad!

Så altså, tyk, fed, buttet var ikke en mulighed (jeg vælger helt at overse overvægtig, for det er da bare et usandsynligt kedeligt ord), så jeg følte der skulle et nyt ord til. Men hvad er nuttet? En killing er nuttet og en ælling er nuttet. AHA! Så hvis bare ordet ender på ling, kan det ikke gå galt. Dermed har vi ordet *trommehvirvl* FED-LING. Yes sir. Så hermed en anbefaling af ordet fedling – hvis man vel og mærke er en fedling. Nu skal det ikke blive sådan et smart hipsterord, så alle bruger det…

Fedling
Oh my gawd, sikke et kunststykke!

Og når man så bruger ordet fedling om sig selv, ændrer folks attitude med det samme! Hvis man siger: “Haha, som fed har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så hater folk én, fordi det er ens egen skyld at man er alt for tyk og alt for usund og alt for stor en byrde for samfundet og for den stol man sidder på. Men hvis man derimod siger: “Haha, som fedling har jeg da vidst lidt problemer med at klemme mig ned i den her alt for lille og latterlige caféstol.”, så griner folk sammen med én! For man er da i virkeligheden bare en bredrøvet nuttethed.

Så hermed er fedling-tippet givet videre.

Jeg vil giftes! Igen-igen-igen (suk).

Så sidder jeg ligeså fredeligt og skriver forrige indlæg – og oh my gawd, pludselig får jeg en usandsynlig lyst til at blive gift igen! Eller nærmere igen-igen-igen. Altså, for 4. gang. Og jaja, det er sgu da åndssvagt at blive gift så mange gange, og det er da virkelig ikke nødvendigt. Men det er også bare pisse sjovt!

Nåh, men det tog mig ca. 10 sekunder, og så hoppede jeg helt tilfældigt i min brudekjole. Bare lige for at prøve den igen… selvfølgelig snappede jeg nedenstående billede til alle mine venner, i håb om at de ville sige: “Ja gør det, bliv gift igen! I Las Vegas. Vi skal nok tage med og feste med jer”. Det var der nu ikke nogen, der skrev tilbage. Men de skrev at jeg var yndig (!!) og det var så det.

bryllup
Vildt dårlig billedkvalitet – men hey, det er mig i min gamle brudekjole! Så er alt tilladt!

Undskyld mig, jeg bliver nødt til lige at gå ud i gangen og hive noget tapet ned af væggene!

Jeg har brug for et nyt projekt!

Elvisbryllup
Billedet er tyvstjålet fra vivalasvegas.com.

For over 2 år siden blev jeg gift med hr. Thor. Vi valgte både at blive gift på rådhuset, blive viet af 5 munke i Thailand og til sidst blive velsignet i kirken og holde et brag af en fest. Det hele i løbet af 4 måneder. Så jeg havde nok at se til med planlægning. Det blev mit “lille” projekt. Nu er der så gået en frygtelig masse år siden (sådan føles det i hvert fald), og jeg er endnu ikke faldet over en hobby, der interesserer mig. Jeg har prøvet, at gøre træning til min hobby. Det kommer aldrig til at ske! Eller at lave mad. Men det er kun et par gange om ugen jeg kan sætte mig op til det, og det er ikke ligefrem fordi det er en hobby… Og generelt synes jeg nok bare, at hobbyer er for ensformige. Så derfor kaster jeg mig i stedet over projekter. De fleste nygifte kvinder jeg kender, springer meget hurtigt over i projektet “fød 2 børn på kortest tid”. Men hr. Thor og jeg skal ikke have børn. Og i øjeblikket gider vi heller ikke have hund/kanin/kat/øgle (men det er altså ikke fordi vi er hjerteløse mennesker!), så der skal et projekt til! Jeg står og overvejer disse:

1. Sætte lejligheden i stand. Det vil sige rive tapet ned, spartle, male, lave reol, lave hylder, rengøre gulv, bla bla bla. En masse!
2. Arrangere endnu et bryllup. Når man allerede er gift tre gange (med den samme mand! En ret væsentlig detalje), så skader en fjerde vel ikke. Og jeg ville så meget elske, at blive genviet af Elvis Presley – se bare lige det her bryllup. Arhmen, det er da for genialt! Jeg vil gerne have alt det samme: intromusik, en syngende og dansende Elvis, en lyserød Cadillac, fed kjole (men min skal altså være hvid – man går alt for lidt i brudekjole, efter min mening!), venner og familien samlet og alle sammen klædt ud til den store guldmedalje. Dét må sgu da være lykken!

…og ja, det er så hvad min fantasi kan strække sig til. Aller mest er jeg på Projekt Sæt Lejlighed i Stand. Men det kommer til at være et langvarigt projekt. Som i flere måneder! Og det kommer til at svine ad helvedes til, og rode og det bliver bare rigtig irriterende og træls. Manden er ikke ligefrem jublende og positiv over ideen. Men sat op i mod et fjerde bryllup, så er det ligesom om han giver sig alligevel. Selvom det kunne være helt genialt at blive gengift i Las Vegas af selveste Elvis Presley!

Så forhåbentlig kan jeg indenfor kort tid, blive gift igen eller begynde at rive tapet ned og rode og svine helt uhæmmet!

Hej. Jeg hedder Carina…

Flot view
Håber at skabe “velkommen til, her er hyggeligt og jeg er god til at tage billeder”-stemning.

Udvendig er jeg 28 år gammel. Indvendig, not so much! Jeg vil indrømme, at jeg måske lider en lille smule af blogafhængighed. Og jeg er ikke kræsen! Jeg læser alt fra mode til bøger til tegneserier til mad til sarkasme. Flere gange har jeg tænkt: “Det vil jeg også”. Men indtil nu, har jeg ikke rigtig kunne tage mig sammen. For jeg vil jo også gerne, at min blog er tæt på perfekt, med flot og overskuelig opsætning, lækre og redigerede billeder og en masse vigtig samfundsrelateret stof, så jeg virker mægtig klog. Men det er ligesom… det bliver bare aldrig! Så nu er jeg altså startet op med denne blog. Den har ikke noget fast mål, og den kommer ikke til at handle om noget specifikt. Den kommer til at handle om alle mulige og umulige ting i mit hoved – hvad jeg oplever og hvad jeg tænker. Og måske en tegning eller to. Selvom jeg overhovedet ikke kan tegne, men jeg holder sådan af tegneblogs.

Så velkommen til – nu starter festen sgu!

(Oooog så skal jeg bare lige have fundet ud af, hvordan fanden jeg sætter billeder ind…)
(5 minutter, og jeg fandt endelig “indsæt billede”-knappen. Suuuuuk!)