Sjapvejr

Suk, jeg havde helt glemt hvor ualmindelig kedeligt vejret kan være på Grønland.

Floder i sneen

Det første snefnug faldt i starten af oktober, og det er omkring 7 måneder siden vi sidst så asfalten og jorden. Indtil nu har det været dækket af et dejligt, tykt lag sne. Men nu har der været plusgrader et par dage, og så går det ellers hurtigt ned ad bakke. Sne er jo sjovt, og meget sne er meget sjovt! Lige indtil det begynder at tø…

Sjapvejr

Smeltende kæmpesnedrive

Sjap

Nu er hele Nuuk pludselig flydt med sjappet is og vandpytter på størrelse med søer overalt. Det sørgelige sne, der er tilbage, er splattet helt sammen. Det er brunt og sort af skidt og snavs, og generelt bare i en sørgelig forfatning. Det er omtrent det mest depressive vejr, der findes.

Vandpyt på størrelse med en sø

Forhåbentlig går snesmeltningen hurtigt, uden alt for mange dage og nætter med minusgrader igen. For ellers betyder det, at Nuuk bliver lavet om til en gigadonisk skøjtebane. Hvilket er alt for upraktisk for sådan én som mig, der ikke det mindste balance i kroppen. Det er uforholdsmæssigt ydmygende at gå rundt på Bambi-ben, når man bor med ca. 10.000 grønlændere, der alle åbenbart er født med overmenneskelig balance.