Tilbage til fortiden: at overleve med en iPhone 4s

Jeg har valgt at gå tilbage til fortiden, til de gode gamle dage, inden iPhone 6’s tid. Hvor alt var lidt mere simpelt og lidt mindre forstyrrende (åh suk, i en alder af 31 og jeg lyder allerede som én på 81!).

Jeg er nok det man i psykologiske kredse vil kalde for en afhængigheds-person, altså hvis der da findes sådan et udtryk. Sagen er den, at jeg har en tendens til at blive meget glad for ting. Så glad at jeg måske går lidt for meget op i det, eller spiser lidt for meget af det, eller ser lidt for meget af det. Det er alt fra chips til youtube til “En mand der hedder Ove” til kogebøger til fløde til Instragram til hvad-som-helst. Hvis jeg f.eks. spiser chips, så spiser jeg ikke bare en håndfuld og føler mig glad og tilfreds. Overhovedet ikke! Jeg spiser omtrent 10 poser og kan umuligt stoppe, før jeg er ved at omkomme af mæthed. Og sådan var det desværre også med mit iPhone-forbrug. Jeg er vild med Snapchat, Instagram osv. osv., men jeg kunne ikke rigtig styre mit forbrug. Det hele var bare alt for spændende, og der var alt for mange mennesker jeg gerne ville følge – både folk jeg kender i virkelighedens verden, og folk jeg ikke kender. Og vupti, så var der gået flere timer hvor jeg ikke rigtig havde lavet andet, end at følge med i andres liv – men egentlig ikke rigtig levet mit eget liv (så filosofisk, I know).

Samtidig var jeg faktisk også blevet lidt stresset. Lidt stresset over, at skulle svare på beskeder, så snart de dukkede op på min telefon. At jeg altid var tilgængelig. Lidt stresset over, at mine veninder var så gode til at sende snaps, og jeg var så dårlig. Lidt stresset over små ting. Men små ting bliver jo som bekendt store, hvis der er nok af dem.

For nogle måneder siden indså jeg pludseligt, at jeg faktisk var nødt til at stoppe med alt det telefoneri (ja, det er et ord). Det er sjovt at følge venner og veninder på Snapchat, og det er sjovt at kigge på sjove og pæne billeder på Instagram og hurra for hurtig kommunikation på Messenger. Men… lidt ligesom chipsene, så kan jeg ikke finde ud af at stoppe før det bliver for meget. Før jeg har kigget det hele igennem. Men det er jo en total ustoppelig strøm af information, og man kan jo aldrig blive færdig. Der er jo altid mere man kan se og læse og finde ud af. Hvilket betyder, at min stakkels afhængighedshjerne umuligt kan finde ud af at stoppe.

Derfor har jeg altså valgt at skifte min iPhone 6 ud med min gamle iPhone 4s… (!!!) Ja, det er nok ligeså absurd som det lyder. Egentlig ville jeg gerne gå helt tilbage til en old school knaptelefon. Det eneste problem er, at jeg vil være så ærgerlig over at sige farvel til mit Storytel-abonnement – og dét kan en knaptelefon jo altså ikke klare. Men eftersom min 4s er tudsegammel i teknologiår, så føles det næsten som at have en knaptelefon igen. Den er så langsom, at jeg alligevel ikke kan bruge internettet – medmindre min superheltekraft pludselig viser sig at være tålmodighed, for så kan jeg i teorien godt bruge det. Og den kan i aller højeste grad ikke klare mere end én app.

Jeg har nu levet med min næsten-knaptelefon i en måneds tid. Og det er overraskende fantastisk at være uden. Der er selvfølgelig nogle små ting, der er blevet mere besværlige – f.eks. bliver jeg nødt til selv at kunne finde vej, i stedet for altid at få hjælp af Google Maps. Det er samtidigt ikke muligt for mig, at svare på messengerbeskeder med det samme, men skal i stedet finde min bærbare frem. Jeg savner da også en smule, at se hvad mine veninder laver på Snapchat. Men mest af alt er jeg dejligt lettet over at være foruden (det hele – ikke kun mine veninders snapchat-historier), og jeg har simpelthen fået læst så mange bøger den sidste måned. Jeg har dog også savnet det forholdsvis gode kamera, som sad i 6’eren – det er altså overhovedet ikke ligeså skarpt i 4s’eren! Og den kører alligevel så langsomt, så det reelt set er umuligt at bruge den som kamera. Derfor har jeg i stedet indkøbt et helt nyt kamera, Olympus Pen Lite E-PL7, som endda har en skærm der kan vippes, så jeg stadig kan tage selfies. Jamen hurra! Derudover er det vældig praktisk og forholdsvis lille, så jeg kan have det med mig hvorsomhelst.

Så alt i alt: det, der før forstyrrede og stressede, er long gone. Og det er simpelthen så dejligt.

Og lidt kedeligt. Men på den gode måde.

En mening om “Tilbage til fortiden: at overleve med en iPhone 4s”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *