Ualmindeligt gode grunde til at bo i Nuuk #0

Egentligt ville jeg bare have lavet et enkelt lille indlæg med titlen ”5 grunde til at bo i Nuuk”, men her 1,5 time og 2 A4-sider senere, indser jeg, at jeg umuligt kan korte det ned til et enkelt indlæg. Jeg er i tvivl om det skyldes, at der bare er så meget at fortælle, eller om det mest af alt skyldes at jeg er uduelig til at være kortfattet. Måske en blanding.

Verdenspremieren på ”Ualmindeligt gode grunde til at bo i Nuuk” må I dog lige vente lidt med. For jeg har en enkelt sidenote eller disclaimer eller rynkede bryn eller hvad man vil kalde det, som jeg gerne vil ud med, og derudover også en smule baggrundsforklaring på hvorfor Nuuk fungerer som lille, bitte storby. Derfor hedder den her episode #0 og tæller ikke sådan rigtig med (geniale Carina).

En lille sidenote/disclaimer/rynkede bryn:
Jeg har flere gange hørt udtalelsen, at hvis man kun har boet i Nuuk, så har man altså ikke oplevet det rigtige Grønland. Og det er da måske også sandt, hvad ved jeg, for jeg har aldrig skudt en hval i Qaanaaq eller været på sælfangst i Illoqqortoormiut, og hvis ”det rigtige Grønland” kun handler om at være fanger (altså, ikke sådan én i sorthvid pyjamas og tremmer for vinduerne, vel), så nej, det har jeg ikke oplevet. Men jeg har boet i Nuuk. Som ligger i Grønland, og hvor der bestemt er mange paralleller med Danmark, men altså også mange store og små forskelle. Så jeg vil altså gerne have lov til at synes, at selvom jeg kun har boet i Nuuk, så har jeg faktisk også har oplevet ”det rigtige Grønland”. Jeg kan forstå, hvis der var lidt undren eller spørgsmål, hvis jeg kom og sagde, at jeg havde oplevet ”det rigtige Frankrig”, selvom jeg aldrig havde været i Frankrig, men kun besøgt den lille landsby Paris, der ligger i Jylland. Men Nuuk ligger jo faktisk i Grønland, ikke et sted i Jylland, og det er her ca. 30% af Grønlands befolkning bor. Det synes jeg egentlig også går ind under det rigtige Grønland. Om jeg må be’.

Godt så!

Her kommer så lidt baggrundsforklaring om Nuuk og hvorfor den fungerer som by:
Nuuk er en lille, bitte hovedstad, med kun ca. 17.000 indbyggere, så den er jo ikke større end en lille provinsby i Jylland. Men forskellen på en provinsby i Jylland og på en by i Grønland er afstanden og infrastrukturen. Hvis du bor i Skive, kan du uden problemer køre til Nykøbing Mors eller Viborg for at shoppe, eller for at tage i biografen eller gå til koncert eller spise på cafe. Men den mulighed har man ikke i Grønland, for der findes ikke veje imellem byerne – man kan kun flyve eller sejle. Og hvis man insisterer på, at man absolut vil til en anden by for at shoppe, så skal man enten

1) bruge omkring 3-5.000kr. til én flybillet t/r, eller
2) have en uges ferie, så man kan sejle sin lille motorbåd til den anden lille by – og for øvrigt kende vejrguderne temmelig godt, så man er sikker på, at turen ikke pludselig ender med at vare flere uger.

Selvom vi kun er 17.000 indbyggere, så kører halvdelen aldrig til Maniitsoq for at hygge og have det sjovt. I stedet støtter vi altid det lokale, hvilket betyder at der altid en hel del at se og opleve i Nuuk. Og derfor føles byen faktisk som en lille storby.

Det var det for nu. Jeg håber vi ses til verdenspremiere på ”Ualmindeligt gode grunde til at bo i Nuuk”.

Hav en god weekend!

nuttet slædehund
Jeg kunne ikke lige finde et billede der passer til indlæget, men en nuttet slædehund (som godt nok ikke er fra Nuuk, for er der én ting, der mangles i Nuuk, så er det slædehunde) kan man da altid bruge.

Rettelse den 29-01-2017: jeg er blevet gjort opmærksom på, at skuffelsen har været stor, når man først til aller sidst i indlægget indser, at man ikke kan se en nuttet slædehund i Nuuk. Jeg beklager for falsk varebetegnelse. Men hunden er for nuttet til at blive slettet.

Follow my blog with Bloglovin

3 meninger om “Ualmindeligt gode grunde til at bo i Nuuk #0”

  1. Hvor er det godt at have dig tilbage, Carina! Jeg vil så gerne høre mere om Grønland – og selvfølgelig har du da boet i Grønland, selvom du ‘kun’ har boet i Nuuk! Bliver i øvrigt nødt til at tilslutte mig – det er skuffende, at der er mangel på slædehunde i Nuuk.

    1. Hvor er du sød, Tine! 😀 Og tusind tak!
      At der ikke er én eneste sølle slædehund i Nuuk, er bestemt også det mest skuffende. I stedet har jeg nu set flere mennesker, der har valgt at indføre corgier, og selvom det er vældig upraktisk for dem med de små, korte ben, når vi har så meget sne, så er jeg altså vældig begejstret 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *